Forskning
Ny sammenhæng mellem genetisk variation og moderkagens vækst afsløret
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Det er jo en viden, der vil kunne bruges i fremtidig forskning – og forhåbentlig derved på sigt føre til bedre behandling eller forebyggelse,« siger Bjarke Feenstra.
Et større internationalt forskningsprojekt har fundet en række genvarianter, der har direkte sammenhæng med moderkagens vækst.
Et nyt studie foretaget af en gruppe forskere fra bl.a. Rigshospitalet og Statens Serum Institut afslører en hidtil ukendt sammenhæng mellem genetisk variation og moderkagens vækst. Studiet er foretaget i samarbejde mellem danske, norske og engelske forskere. Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics.
Forskerne har analyseret genetiske data fra omtrent 65.000 børn, 60.000 mødre og 50.000 fædre. Gennem disse analyser har de identificeret 40 steder i genomet, hvor almindelig genetisk variation har en betydning for vægten af moderkagen.
»Samlet set er det klart fosterets genetik, der har størst betydning for moderkagens vægt, og de fleste genvarianter, vi har fundet, har effekt gennem fosterets genom, om end der også er nogle med primær effekt gennem moderens genom,« siger Bjarke Feenstra, der er seniorforsker og forskningsgruppeleder på Rigshospitalet og Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Han har været med til at lede studiet, der er den hidtil største af sin art, og er bl.a. blevet muligt på baggrund af Rigshospitalets biobank, hvor der er en stor mængde genetiske data fra Copenhagen Hospital Biobank og Det Danske Bloddonorstudie
Moderkagens afgørende rolle
Under graviditeten sørger moderkagen for, at fostret får ilt og næring, samtidig med at den gør det muligt for fostret at skille sig af med affaldsstofferne. Hvis ikke moderkagen fungerer optimalt, kan risikoen hedde abort, for tidlig fødsel eller svangerskabsforgiftning.
»Vi ved, at hvis der er problemer med moderkagen, så kan det have konsekvenser for graviditeten – og på længere sigt for både moderen og barnets helbred. Vores resultater for moderkagens vægt giver et robust afsæt for videre forskning i disse sammenhænge,« siger Bjarke Feenstra.
Novo Nordisk Fonden og Det Frie Forskningsråd har bl.a. støttet forskningsprojektet.
Del artiklen: