Forskning
Kombinationsbehandling til gravide kvinder med epilepsi mindsker risiko for misdannelser hos barnet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Studie viser, at gravide med epilepsi, som var i behandling med lamotrigin og levetiracetam, havde 60 pct. lavere risiko for at føde et barn med misdannelser sammenlignet med kvinder i behandling med valproat.
Gravide kvinder med epilepsi, der tager valproat i første trimester, risikerer, at deres endnu ufødte barn bliver født med misdannelser. Nyt stort studie viser, at en kombinationsbehandling med nyere lægemidler reducerer risikoen med 60 pct.
Behandling af epilepsi under graviditet er en kompliceret affære.
Den mest effektive behandling til personer med visse typer epilepsi er valproat, men det lægemiddel er også forbundet med øget risiko for misdannelser hos det ufødte barn.
Samtidig er det ikke en mulighed for denne gruppe kvinder, der ønsker at blive gravide, at lade være med at tage medicin for deres sygdom.
Nu viser et nyt studie, at epilepsibehandling med en kombination af to lægemidler (lamotrigin og levetiracetam) i første trimester tilsyneladende ikke giver samme risiko for misdannelser hos barnet som behandling med valproat.
Alt i alt peger det på, at kombinationen af lamotrigin og levetiracetam kan være den mest sikre at tage for gravide kvinder
Mette Nørgaard, professor, AU
Ifølge en af forskerne bag studiet bør kombinationsbehandlingen muligvis anbefales frem for valproat til kvinder med epilepsi, der ønsker at være gravide.
»Det er vigtigt at sige, at vi ikke har undersøgt, om kombinationsbehandlingen er lige så effektiv i forhold til at reducere risikoen for epileptiske anfald. Vi kan bare konstatere, at i et stort datasæt med data fra flere lande var kombinationsbehandlingen forbundet med markant lavere risiko for misdannelser hos det ufødte barn sammenlignet med valproat,« fortæller cheflæge og professor Mette Nørgaard fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Neurology.
Undersøgt 50.000 graviditeter blandt kvinder med epilepsi
I studiet indhentede forskerne en lang række data fra syv lande.
Det drejede sig om data fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, USA og Australien.
Blandt 7,8 mio. graviditeter identificerede forskerne 50.905 graviditeter blandt kvinder med epilepsi.
Kvinderne havde været i behandling med forskellige former for epilepsimedicin under graviditeten, og det var derfor muligt for forskerne at finde ud af, hvordan forekomsten af misdannelser hos børnene så ud ved de forskellige behandlinger.
Eksempelvis var 1.959 børn blevet eksponeret for valproat som monoterapi i første trimester.
587 var blevet eksponeret for en kombination af lamotrigin og levetiracetam.
Forskerne undersøgte også for andre kombinationer af lægemidler (dvs. kombinationer af lamotrigin, levetiracetam, topiramat og zonisamid) og for kombinationer med lavere doser af valproat.
»Det er velkendt, at valproat kan føre til misdannelser hos endnu ufødte børn, og at der findes alternativer til behandlingen, men hidtil har det ikke været undersøgt, om kombinationsbehandlinger har betydning for risikoen for misdannelser,« siger Mette Nørgaard.
60 pct. lavere risiko for misdannelser
Resultatet af studiet viser, at de kvinder, som var i behandling med lamotrigin og levetiracetam, havde 60 pct. lavere risiko for at føde et barn med misdannelser sammenlignet med kvinder i behandling med valproat.
I sammenligningen undersøgte forskerne også, om andre kombinationer også så ud til at reducere risikoen for misdannelser sammenlignet med valproat, men det så ikke sådan ud.
Det gjaldt blandt andet for kombinationen af lamotrigin og topiramat, som nogle kvinder er i behandling med under graviditeten.
Forskerne kunne i det store datasæt heller ikke sikkert vise, at kombinationsbehandling med lavere doser af valproat reducerede risikoen for misdannelser i forhold til at give valproat i normal dosis som eneste behandling.
Det er nyttigt at have viden om de eksisterende erfaringer, så vi kan give bedre rådgivning til kvinder med epilepsi, når de ønsker at blive gravide
Mette Nørgaard, professor, AU
Det skyldtes, at relativt få kvinder havde fået denne kombinationsbehandling, men data antydede, at der også kunne være en gavnlig effekt af dette valg.
»Alt i alt peger det på, at kombinationen af lamotrigin og levetiracetam kan være den mest sikre at tage for gravide kvinder, hvis man udelukkende ser på barnets risiko for misdannelser,« siger Mette Nørgaard.
Måske skal kombinationsbehandling være ny standard
Mette Nørgaard påpeger, at der er behov for flere studier til at belyse, om behandlingen med lamotrigin og levetiracetam er lige så effektiv til at forebygge epileptiske anfald som behandling med valproat.
Selvom disse studier endnu ikke er foretaget, mener Mette Nørgaard dog stadigvæk, at resultatet kan være interessant for læger medtage i deres snak med kvinder med epilepsi i den fødedygtige alder.
Måske skal denne gruppe kvinder helt generelt behandles med kombinationsbehandlingen frem for valproat?
»Vi havde håbet på at finde en gavnlig effekt (af en anden form for behandling, red.), og det har vi fundet i studiet. Det er nyttigt at have viden om de eksisterende erfaringer, så vi kan give bedre rådgivning til kvinder med epilepsi, når de ønsker at blive gravide,« siger Mette Nørgaard.
Hun påpeger også, at denne type undersøgelser er alt andet end simple at lave, fordi de kræver meget store mængder data og ikke kan udføres som kliniske forsøg, hvor man ved lodtrækning giver én gruppe kvinder én type medicin, og en anden gruppe kvinder en anden type medicin.
»Derfor er det godt, at vi kan samarbejde på tværs af landegrænser og samle nok data sammen til, at vi kan undersøge mere sjældne tilstande som medfødte misdannelser, som kan være meget relevant for kvinder med epilepsi og deres læge at have viden om,« siger Mette Nørgaard.
Del artiklen: