Karriereråd fra landets yngste kliniske professor: Man bliver ikke en del af eliten med 20-30 timer om ugen

Vejen til en stilling som klinisk professor og overlæge har været i overhalingsbanen for 35-årige Nicolai J. Wewer Albrechtsen. 1. november begyndte han i sin nye stilling, som også inkluderer titlen som forskningsleder for Copenhagen Center for Translationel Research på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen har hele sit liv arbejdet benhårdt for at fremme sin karriere. Det har han gjort med dedikation, tid og samarbejde med andre.

Han mener ikke, at det er muligt at komme helt til tops inden for sit fag, medmindre man er villig til at ofre meget og lægge de mange arbejds- og interessetimer, der skal til.

»Et nøgleord for mig har altid været dedikation. Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg har også været villig til at betale den pris, det koster at være med helt fremme indenfor mit felt. På det område adskiller det at være professor sig ikke fra at være elitesvømmer eller professionel fodboldspiller. Man kommer ikke til at være en del af eliten med 20 til 30 timer om ugen,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.

Lynkarriere kræver mange timer

Selvom det kan virke tidligt i livet, at man som 35-årig skal give råd til studerende, som for manges vedkommende ikke er meget yngre end en selv, har han alligevel nogle bud på, hvad man bør fokusere på, hvis man som medicinstuderende eller lignende har drømme om en dag at kalde sig selv for klinisk professor i en ‘ung alder’.

For det første er det vigtigt, at man tror på sig selv.

Vil man fremme sin egen karriere, skal man arbejde sammen med de klogeste og de bedste.

Nicolai J. Wewer Albrecthsen, klinisk professor, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

I forskningsverden er der ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen megen modgang, hvor for eksempel forsøg ikke virker, fondsansøgninger får afslag, og artikler bliver afvist til publikation.

»Det skal man kunne håndtere, for det at være topforsker er ikke let eller ligetil. Der vil komme meget modgang, og der er det nødvendigt, at man tror på de ting, som man laver, og at de kommer til at betyde noget,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.

For mange vil drømmen om at stryge helt til tops også gå igennem laboratoriet, mange arbejdstimer om aften og måske ikke lige det antal fester, som man drømmer om at deltage i.

»Arbejdet, uanset om man er medicinstuderende eller klinisk professor, laver ikke sig selv. Det at lave internationalt anerkendt forskning kræver rigtig mange timer, og der skal man være indstillet på, at det kan koste tid sammen med venner og familie,« siger han.

De bedste arbejder nogle gange i industrien

Et andet af Nicolai J. Wewer Albrechtsens råd til unge medicinstuderende med forskerdrømme er, at de skal arbejde sammen med nogen, der er klogere end dem selv.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen betragter ikke sig selv som hverken den klogeste, dygtigste eller mest innovative indenfor sit felt, men han drives af det kollegiale arbejde, hvor han sammen med meget dygtige mennesker i alle aldersgrupper og på tværs af faggrupper og fra hele verden stiller spørgsmål og finder på svar på noget, som kan komme patienterne til gavn.

Når man skal finde sammen med de klogeste hoveder inden for sit eget felt eller felter med overlap, bør man ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen ikke være tilbageholdende med at lede i industrien.

Det er mange forskere givetvis i dag, men det giver ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen ingen mening.

»Det er for dumt, at mange forskere og hospitaler ikke samarbejder tættere med industrien. Vil man fremme sin egen karriere, skal man arbejde sammen med de klogeste og de bedste, og nogle gange arbejder de i industrien, og så må man opsøge dem der. Alle medicinstuderende burde i min verden tage et ophold i industrien for at lære noget der og for at skabe kontakter. Det gælder ikke bare i industrien, men også med forskere i andre lande. Det går ikke, hvis man tror, at de bedste forskere i verden sidder i ens egen afdeling. Sådan er det ikke,« siger han.

Lær af andre faggrupper

Endelig mener Nicolai J. Wewer Albrechtsen også, at man skal huske at have respekt for folk med en anden faglighed end en selv.

Nogle kliniske forskere kan måske se ned på grundforskning, dyreforsøg eller eksperimentel forskning, fordi det ikke er ‘lige så fint’ som store, kliniske, randomiserede studier, men det er et sidespor.

I stedet bør man ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen være konstruktiv og forsøge at lære af omgivelsernes faglighed med åbenhed og respekt.

»Hvis jeg ikke gjorde det, kunne jeg ikke have min forskningsgruppe, hvor jeg arbejder sammen med både læger, fysikere, bioanalytikere, molekylærbiologer og bioinformatikere. Jo bedre vi er til at arbejde sammen, og jo bedre vi kan gøre brug af hinandens kompetencer, desto bedre bliver kvaliteten af det, vi laver,« siger han.

Læs også: Danmarks yngste kliniske professor: »Jeg brænder for det, jeg laver, og det kommer med en pris, som jeg er villig til at betale«