Forskning
Forskere fra Syddansk Universitet modtager 1,8 mio. kr. til nyt stamcellelaboratorium
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Mange gange kan det være en fordel af dyrke cellerne i laboratoriet, så man kan få flere celler og yderligere vælge den helt rigtige celle,« fortæller professor Ditte Caroline Andersen.
A.P. Møller Fonden har doneret midler til indkøb af udstyr til et nyt stamcellelaboratorium på Odense Universitetshospital, der skal bruges til klinisk behandling af celler.
Professor Ditte Caroline Andersen og lektor Charlotte Harken Jensen fra Klinisk Institut på Syddansk Universitet (SDU) har sammen modtaget 1,8 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Pengene skal bruges til at indkøbe et flowcytometer til stamcelleterapi i forbindelse med projektet OUH-CELL-BENCH.
Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Flowcytometeret skal være en del af et nyt stamcellelaboratorium, som ligger på Afdeling for Blodprøver og Biokemi på Odense Universitetshospital (OUH), hvor forskningsprojektet også vil foregå.
»Med projektet OUH-CELL-BENCH vil vi i løbet af det næste år være i stand til at isolere stamceller fra patienter og opformere dem i antal, inden de tilbageføres til patienter med diverse sygdomme,« fortæller Ditte Caroline Andersen, der forsker i regenerativ medicin på SDU og OUH.
Dyrkning giver bedre kvalitet
Indtil nu har det ikke været muligt for forskerne at dyrke celler i laboratoriet grundet manglende faciliteter. Det har betydet, at man kun har kunne udtage celler fra patienterne for at give dem tilbage igen med det samme.
»Mange gange kan det være en fordel af dyrke cellerne i laboratoriet, så man kan få flere celler og yderligere vælge den helt rigtige celle. Inden celleproduktet kan anvendes, skal det dog testes for at sikre, at kvalitet og sikkerhed for patienten er optimal. Og det er netop til at kvalitetsteste, at flowcytometeret skal anvendes,« fortæller Ditte Caroline Andersen.
Bevillingen fra A.P. Møller Fonden er derfor enorm vigtig for gennemførelse af stamcelleprojekter, da både udstyr og krav til de kliniske forsøg er omfattende og dyrt.
Foruden indkøb af et flowcytometer går bevillingen derfor også til GMP-implementering af udstyret samt vedligehold. GMP er et sæt af guidelines udformet af myndighederne, som man skal leve op til i forbindelse med blandt andet at kvalitetsteste celler inden klinisk behandling.
De kliniske forsøg forventes initieret i starten af 2023.
Del artiklen: