Forskning
Dansk forskning: Non-HDL-kolesterol kan være markør for hjertekarrisiko hos patiengruppe
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Non-HDL-kolesterol bliver ikke som standard rapporteret i laboratorieskemaet, om end det let kan udregnes fra et helt almindeligt kolesterolpanel,« siger Malene Kærslund Hansen.
Non-HDL-kolesterol kan forudsige, hvilke personer med iskæmisk hjertesygdom og velreguleret LDL-kolesterol, der har en øget risiko for blodprop i hjertet, stroke eller død. Vi kan finde ud af, hvilke patienter der måske kan have gavn af en intensiveret forebyggende behandling, siger ph.d.-studerende.
Behandling med statiner er en af de mest benyttede og effektive behandlinger i verden til ikke bare at sænke kolesteroltallet (LDL-kolesterol), men også hjertekarrisikoen.
Hos personer med iskæmisk hjertesygdom som har et velreguleret LDL-kolesterol bliver nogle dog stadig ramt af blandt andet en blodprop i hjertet eller stroke.
Et nyt dansk studie viser nu, hvordan man blandt personer med iskæmisk hjertesygdom og velreguleret LDL-kolesterol kan identificere dem, der stadig har en forhøjet hjertekarrisiko.
Opdagelsen har et meget klart klinisk potentiale, idet det kan blive muligt at identificere en gruppe patienter, der kan have behov for yderligere kolesterolsænkende eller anden forebyggende behandling for at bringe den øgede hjertekarrisiko endnu længere ned.
Forskningen er offentliggjort i Lancet Regional Health, Europe.
Undersøgt hos flere end 23.000 danskere
Forskerne fra Aarhus Universitet ønskede i deres studie at undersøge hvorvidt non-HDL-kolesterol er associeret med hjertekarrisiko hos personer med iskæmisk hjertesygdom og velbehandlet LDL-kolesterol.
I forhold til risikofaktorerne diabetes og rygning, er associationen den samme eller stærkere for et højt non-HDL-kolesterol sammenlignet med et lavt non-HDL-kolesterol hos personer med iskæmisk hjertesygdom og velbehandlet LDL-kolesterol
Malene Kærslund Hansen,
Til formålet indhentede de data på en stor gruppe danskere, som i perioden fra 2011 til 2020 havde fået foretaget en kontrastundersøgelse af hjertets kranspulsårer pga. iskæmisk hjertesygdom og som indenfor det første år efter undersøgelsen havde et velbehandlet LDL-kolesterol, hvilket i studiet betød, at LDL-kolesterol var behandlet ned under eller lig med 1,8 mmol/L.
Data på i alt 23.641 personer er indgået i studiet.
Forskerne inddelte forsøgsdeltagerne efter niveauerne af deres non-HDL-kolesterol, hvilket vil sige det totale kolesterol minus HDL-kolesterol.
Efterfølgende inddelte de studiepopulationen i percentiler, og sammenlignede den firårige risiko for blodprop i hjertet, stroke eller død mellem de fem pct. med de højeste niveauer af non-HDL-kolesterol med de 25 pct. med de laveste niveauer af non-HDL-kolesterol.
Data på patienterne fik forskerne blandt andet fra Laboratoriedatabasen, Landspatientregisteret og CPR-registeret.
»Non-HDL-kolesterol bliver ikke som standard rapporteret i laboratorieskemaet, om end det let kan udregnes fra et helt almindeligt kolesterolpanel. Tanken bag dette studie var, at non-HDL-kolesterol måske kan udpege, hvem der har en forsat øget hjertekarrisiko på trods af et velbehandlet LDL-kolesterol,« forklarer Malene Kærslund Hansen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Risiko for blodprop, stroke og død markant forøget
Sammenligningen viste meget klart, at målinger af non-HDL-kolesterol kan pege på, hvem der har øget hjertekarrisiko som målt på antallet af tilfælde af blodprop i hjertet, stroke eller død mellem de to grupper.
Når man sammenlignede de 5% af patienterne med højest non-HDL-kolesterol, med de 25% af patienterne med lavest non-HDL-kolesterol, fandt man en 80 pct. højere risiko for blodprop i hjertet eller stroke.
Ydermere viste studiet, at risikoen for blodprop i hjertet var 70 pct. forøget hos personer med de højeste målinger af non-HDL-kolesterol, ligesom risikoen for død i denne gruppe var 40 pct. forøget.
Malene Kærslund Hansen noterer sig, at der er tale om meget store risikoforøgelser.
»I forhold til risikofaktorerne diabetes og rygning, er associationen den samme eller stærkere for et højt non-HDL-kolesterol sammenlignet med et lavt non-HDL-kolesterol hos personer med iskæmisk hjertesygdom og velbehandlet LDL-kolesterol. Det er et meget stærkt resultat,« siger hun.
Nogle patienter skal måske behandles yderligere
Malene Kærslund Hansen mener, at studiet peger i retning af, at målinger af non-HDL-kolesterol måske skal blive en del af den kliniske hverdag, når læger tager hånd om den forebyggende behandling af patienter med iskæmisk hjertesygdom.
Viser det sig, at en patient har forhøjet non-HDL-kolesterol på trods af velreguleret LDL-kolesterol, skal lægen måske gå lidt skrappere til værks i den forebyggende medicinske behandling.
Der er dog formentlig ikke udelukkende et behov for udvikling af nye lægemidler, da lægemidler til behandling af LDL-kolesterol også sænker blodniveauerne af den anden komponent i non-HDL-kolesterol, nemlig niveauet af ”remnant kolesterol”.
Der kan også være andre vinkler på at behandle patienter med iskæmisk hjertesygdom og velbehandlet LDL-kolesterol med forhøjet hjertekarrisiko.
Det kan blandt andet dreje sig om behandling af forhøjet blodtryk eller bedre behandling af diabetes.
Malene Kærslund Hansen fortæller, at der blandt personer med de højeste niveauer af non-HDL-kolesterol var forholdsmæssigt flere med netop forhøjet blodtryk og diabetes.
»Men det skal selvfølgelig belyses i klinisk forskning, om det overhovedet sænker denne gruppe patienters risiko for blodprop i hjertet, stroke eller død, hvis man som eksempel behandler dem mere intensivt for deres forhøjede niveauer af non-HDL-kolesterol,« siger hun.
Del artiklen: