Talknusere i Aalborg skal sætte pris på knogleskørhed

Hvad koster det egentlig i kroner og øre samfundet, at anslået omkring en halv mio. danskere lever med osteoporose? At ca. 6.500 om året opereres for hoftebrud, der for langt størstedelens vedkommende skyldes knogleskørhed? Og at knoglebrud i det hele taget belaster ikke mindst kommunerne?

For slet ikke at tale om det allerstørste spørgsmål: Kan det betale sig at forebygge knogleskørhed, og hvis ja, hvor meget sparer man så?

Den slags spørgsmål skal en ph.d.-studerende ved Danish Center for Healthcare Improvements på Aalborg Universitet nu finde svar på.

Den ph.d.-studerende er fundet, og det samme er finansieringen, som kommer fra både Osteoporose­foreningen, lægemiddelindustrien og universitetet selv. Hovedvejleder på projektet er professor Lars Holger Ehlers.

»Området er overset, og det er underligt, for jeg tror, der er en god business case i at forebygge osteo­porose, foruden en god mulighed for at gøre en forskel for mange patienter,« siger han.

Skal dykke ned i kommunernes tal

Han har tidligere været med til at publicere lignende samfunds­økonomiske beregninger baseret på tal fra 2011, men hele området trænger til en opdatering. Ikke mindst fordi kommunernes tal er usikre. Det vil det nye projekt adressere.

»Vi vil gå i registre og kigge på forekomst og prævalens af brud og diagnoser af alle relevante aspekter og alle omkostninger. Vi vil også prøve at opdatere omkostningsdata for kommunerne, for langt størstedelen af omkostningerne ved osteoporose ligger i kommunerne. Det er et problem, for vi har dårlige nationale tal for, hvad det koster. Det er nok også en af grundene til, at området er overset,« mener Lars Holger Ehlers.

De kommunale udgifter går til ­bolig og pleje, både i folks hjem og på plejehjem, rehabilitering og i nogle kommuner også til osteoporose­skoler.

De regionale udgifter er lettere at kvantificere, idet indlæggelser forsynes med DRG-koder og dermed takster. Mens almen praksis kan være sværere, fordi store dele af indsatsen i primærsektoren opgøres som generelle honorarer – en almindelig konsultation f.eks. Der findes ikke nogen specifik osteoporose-konsultation.

»Det er svært præcist at se, hvad der bliver brugt. Vi må prøve at ­estimere det og så beregne, hvor meget vi kan spare ved at forebygge,« siger Lars Holger Ehlers.

»Ideen er, at vi gerne vil vise, at det kan betale sig at gøre noget.«

Skal definere spørgsmålene

Før arbejdet for alvor sætter i gang, skal en styregruppe tilknyttet ­projektet i gang med en nærmere definition.

»Vi skal være med til at få formuleret de relevante spørgsmål, så vi er enige om, hvad der regnes på,« siger et af medlemmerne, Bente Langdahl, professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus ­Universitet og overlæge på Afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme på Aarhus Universitetshospital.

»Vi er nødt til at lave nogle an­tagelser, f.eks. om hvor mange der ville komme i behandling, hvis de fik tilbuddet, så vi kan få et retvisende billede af, hvad det koster, og hvor mange knoglebrud vi vil spare fremadrettet,« siger hun.

En del af finansieringen kommer som nævnt fra Osteoporose­foreningen, som også har en indlysende interesse i at få opdaterede argumenter på hånden, når foreningen f.eks. lobbyer kommuner om at oprette osteoporoseskoler eller forsøger at få politikere på forskellige niveauer til at fokusere mere på knogleskørhed. Men som Bente Langdahl udtrykker det, så ‘er det ikke et bestillingsarbejde’.

»Mange af os kunne godt tænke os at få nye tal. Vi ved jo, at det er dyrt (at forebygge osteoporose, red.). De seneste 20 år har vi prøvet at komme i dialog politisk både på landsplan og regionalt om, hvad vi kan gøre bedre,« siger hun.

Det skal de opdaterede tal gerne kunne hjælpe med. Bente Langdahl er tilhænger af en national handlingsplan for osteoporose, og hun nærer et tydeligt ønske om, at de kommende beregninger vil kunne underbygge argumenterne for en ­sådan plan.

»For mig er handlingsplanen jo det endelige svar, for der er så ­mange elementer i dette her. Der er ­kom­munerne, de praktiserende læger og sygehusene, og hvem har ansvaret for den enkelte patient og det enkelte patientforløb? Og ­hvordan sikrer vi udligning af den store ulighed, der er nu både geografisk og ­socialt?« siger hun.