ECTRIMS
Tidlig behandling for multipel sklerose sænker risikoen for førtidspension
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Med resultaterne fra dette studie kan vi i stedet fortælle patienterne, at tidlig behandling for multipel sklerose har en effekt på nogle helt patientnære endepunkter,« siger læge og ph.d.-studerende Malthe Wandall-Holm.
Jo hurtigere personer med multipel sklerose kommer i behandlingen for sygdommen, desto lavere bliver deres risiko for tidligt at måtte træde ud af arbejdsmarkedet.
At komme tidligt i behandling for multipel sklerose har en positiv effekt på flere forskellige kliniske udfald af sygdommen. Nu viser ny dansk forskning, at den tidlige behandling også resulterer i formindsket risiko for at komme på førtidspension.
ECTRIMS 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ECTRIMS her.
Bag resultatet står læge og ph.d.-studerende Malthe Wandall-Holm fra Det Danske Skleroseregister ved Rigshospitalet, og han har netop præsenteret sine forskningsresultater på den årlige kongres for European Committee for Treatment and Research in Multiple Sclerosis (ECTRIMS).
»For mange personer med multipel sklerose kan kliniske mål som eksempelvis EDSS-score være en abstrakt størrelse, som de har svært ved at forholde sig til. Med resultaterne fra dette studie kan vi i stedet fortælle patienterne, at tidlig behandling for multipel sklerose har en effekt på nogle helt patientnære endepunkter, blandt andet risikoen for at bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet og komme på førtidspension,« fortæller Malthe Wandall-Holm.
5.200 danskere med MS med i studie
I studiet har Malthe Wandall-Holm haft snuden dybt i Skleroseregistret for at se, om han kunne finde en sammenhæng mellem tidspunktet for første behandling for multipel sklerose og risikoen for at komme på førtidspension.
Med hjælp fra CPR-registeret kunne forskeren for hver af personerne i studiet også finde frem til deres uddannelsesniveau, jobsituation, partnerstatus, indtægt, og om de kom på førtidspension.
I alt 5.200 personer har været med i studiet, og Malthe Wandall-Holm inddelte dem efter tidsperioden fra første symptom på multipel sklerose og første behandling. Under ét år blev betegnet som tidlig behandling, mellem ét og fire år blev betegnet som mellem behandling, og mere end fire år blev betegnet som sen behandling.
Stor effekt af tidlig behandling
For det første viste undersøgelsen, at der ikke er særlig stor forskel på de tre grupper.
Resultatet flugter med det, som vi kender til fra den kliniske verden, nemlig at tidlig behandling har en gavnlig effekt
Malthe Wandall-Holm, læge og ph.d.-studerende, Det Danske Skleroseregister ved Rigshospitalet
Gennemsnitsalderen ved baseline for alle grupperne var 37 år (fire år efter første symptom), og der var dobbelte så mange kvinder som mænd. Den gennemsnitlige EDSS-score for de forskellige grupper var 1,5 (tidlig behandling), 1,7 (mellem) og 1,9 (sen).
Andelen af personer, der modtog offentlig understøttelse, var en smule forskellig mellem de tre grupper, idet cirka en tredjedel af personerne i den tidlige gruppe og mellemgruppen var på delvis eller fuld offentlig forsørgelse, mens det samme kun gjaldt for en femtedel af personerne i den sene gruppe.
I sin undersøgelse har Malthe Wandall-Holm lavet fire underanalyser med forskellige statistiske greb, men overordnet set viser de, at risikoen for at skulle på førtidspension stiger, desto længere tid der går fra første symptom på multipel sklerose til første behandling.
Sammenlignet med personer i den tidlige gruppe havde personer i mellemgruppen 40 pct. forøget risiko, mens personer i den sene gruppe havde 80 pct. forøget risiko.
Samfundsøkonomisk perspektiv
Malthe Wandall-Holm fandt også, om end ikke så overraskende, at sandsynligheden for at komme på førtidspension også steg med stigende EDSS-score, kronisk sygdom og det at leve alene.
»Resultatet flugter med det, som vi kender til fra den kliniske verden, nemlig at tidlig behandling har en gavnlig effekt. Det kan vi ikke bare se på de kliniske udfald, men også på socioøkonomiske udfald. Det er med til at understrege betydningen af at komme i tidlig behandling og også få stillet en diagnose tidligt,« siger Malthe Wandall-Holm.
Han uddyber, at resultatet også er interessant ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, da det koster på samfundsøkonomien, når folk træder ud af arbejdsmarkedet for at komme på førtidspension.
»Derudover er det interessant, at vi også kan se, at de tre undersøgte grupper faktisk er ret ens, hvilket peger på, at socioøkonomiske forhold ikke afgør, om man kommer tidligt i behandling eller ej. Lige på den front er der ikke social ulighed i sundhedsvæsnet,« siger Malthe Wandall-Holm.
Del artiklen: