Fysisk træning påvirker ikke attakhyppighed, men viser neuroprotektivt potentiale i tidlige MS-stadier

Multipel sklerose kommer med en lang række af fysiske problemer for de ramte, blandt andet nedsat muskelstyrke, balanceproblemer, forringet gangfunktion og lav aerob kapacitet.

ECTRIMS 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ECTRIMS her.

Læger har længe spurgt sig selv, hvor tidligt man skal sætte ind, før sygdomsmodificerende medicinsk behandling har en gavnlig effekt på sygdomsforløbet, og tidlig indsats ser ud til at være svaret.

Det samme spørgsmål har postdoc Morten Riemenschneider fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet stillet sig i forbindelse med fysisk træning som supplerende behandlingsstrategi til personer med multipel sklerose.

I et nyt studie kan han vise, at tidlig træning i forbindelse med en diagnose med multipel sklerose ikke entydigt har en gavnlig effekt på attakhyppighed og global hjerneatrofi. Der er dog interessante indikationer på, at træning har en gavnlig effekt på hjernens mikrostrukturelle integritet.

»Vores forsøg varede i 48 uger, og her så vi ingen signifikant effekt af tidlig træning på raten af nye attakker eller global hjerneatrofi hos personer med nydiagnosticeret multipel sklerose. Til gengæld så vi, at fysisk træning virkede neuroprotektivt på et mikrostrukturelt niveau. Det tyder på, at 48 uger ikke var lang nok tid til at se en effekt af træning tidligt i sygdomsforløbet på de primære endemål,« fortæller Morten Riemenschneider.

Forskeren har netop præsenteret sin forskning på den årlige kongres for European Committee for Treatment and Research in Multiple Sclerosis (ECTRIMS).

Målte attakrater og hjerneatrofi

I studiet har Morten Riemenschneider inkluderet 84 personer med nydiagnosticeret multipel sklerose (diagnosticeret inden for to år) fra seks forskellige behandlingscentre i Jylland eller på Fyn.

Vores forsøg varede i 48 uger, og her så vi ingen signifikant effekt af tidlig træning på raten af nye attakker eller global hjerneatrofi hos personer med nydiagnosticeret multipel sklerose. Til gengæld så vi, at fysisk træning virkede neuroprotektivt på et mikrostrukturelt niveau

Morten Riemenschneider, postdoc, Aarhus Universitet

Forsøgspersonerne, der i gennemsnit var 37 år gamle, blev randomiseret til at følge et intensivt træningsprogram med fokus på kondition eller agere kontroller.

Ydermere indhentede forskeren data på 850 personer med multipel sklerose fra Det Danske Skleroseregister for på den måde først og fremmest at vurdere, om den inkluderede patientgruppe var repræsentativ for den danske population af personer med multipel sklerose, men også for at kunne måle de fundne attakrater op mod en større patientpopulation.

Forsøget varede i 48 uger, og de primære endemål var årlig attakrate og global hjerneatrofi, mens de sekundære endemål var af mikrostrukturel karakter.

Effekt fire steder i hjernen

Resultatet af undersøgelsen viser for det første, at træningen ikke var i stand til signifikant at reducere antallet af nye attakker.

Ganske vist blev antallet af nye attakker reduceret i træningsgruppen til 0.12 årligt (annual relapse rate) mod 0.23 i kontrolgruppen. Resultatet var dog ikke signifikant, og et kig på registerdata viser, at det tilsvarende tal for personerne i registerundersøgelsen var 0.13, altså helt på linje med interventionsgruppen.

På samme måde fandt forskerne, at der heller ingen forskel var på global hjerneatrofi mellem træningsgruppen og kontrolgruppen.

Undersøgelsen af de sekundære endepunkter viste dog, at træningen havde en eller anden form for effekt på hjernen.

Blandt andet fandt forskerne en positiv effekt af den systematiske træning på myeliniseringen af nervecellerne i fire ud af otte områder i hjernen. Det interessante er, at effekten skete i fire centre, der alle er involveret i motorisk kontrol, herunder thalamus og pyramidebanen, som især bliver ramt tidligt i sygdomsforløbet i forbindelse med multipel sklerose.

»Selvom de to primære endemål er neutrale, har vi alligevel en positiv fornemmelse af, at træning tidligt i sygdomsforløbet ved multipel sklerose kan have en gavnlig effekt på patientens sygdomsudvikling. Den effekt slår måske ikke allerede igennem på attakrater og global hjerneatrofi efter 48 uger, men kan måske være målbar på den lidt længere bane, fordi træning beskytter den mikrostrukturelle integritet,« siger Morten Riemenschneider.