Debat: Yngre Læger svigtede mig, da jeg blev udsat for vold i lægeverdenen

‘Vil du være inden for specialet?’

Sådan lød det fra min fagforening, efter at jeg var blevet fysisk forulempet af en overlæge og måtte vælge imellem en fremtid på min afdeling eller at gå i rette med det svigt, jeg oplevede fra min leder efter at være blevet udsat for vold.

Vi skal fem måneder tilbage, og jeg er netop startet i min første introduktionsstilling på et større hospital i hovedstadsområdet. I forbindelse med mit arbejde opsøger jeg min bagvagt for at få hjælp til at ordinere en behandling korrekt. Han kritiserer mig, fordi jeg ikke ved, hvordan man fører en patients vægt ind i Sundhedsplatformen, og jeg svarer tilbage, at jeg ikke vidste, at det var en lægeopgave.

Herefter giver han mig et slag med flad hånd i baghovedet, som havde han ret til at afstraffe mig. Han siger, at jeg har fortjent én til, hvorefter han ser mig dybt i øjnene og gentager slaget.

Jeg er chokeret og ude af stand til at reagere. Jeg siger ikke noget, og jeg hører heller ikke, hvad han siger til mig, inden han forlader rummet. Kort tid efter finder jeg et sted, hvor jeg kan være alene, og bryder sammen.

Ingen hjælp fra min leder

En time senere henvender jeg mig til min ledende overlæge, som øjeblikkeligt arrangerer et møde mellem os alle tre. Jeg går ind til mødet med en blind tiltro til, at den ledende overlæge vil varetage mine interesser. Men her tager jeg fejl. Som mødet skrider frem, får jeg det klare indtryk, at hun er mere interesseret i at få lukket sagen hurtigt end i at tage hånd om mig.

Til at begynde med benægter overlægen at have slået mig, men indrømmer senere under mødet, at der har været en fysisk berøring. Han siger dog, at det ikke bør overskride nogens grænser at blive ’daffet’, som han omtaler slagene i mit baghoved, og at det er opdigtning fra min side, at der var tale om to slag.

På mødet ’tilbyder’ han desuden at slå mig igen for at demonstrere over for min leder, hvor hårdt han slog mig. Min leder forholder sig tavst, mens jeg får tårer i øjnene og siger, at han aldrig skal slå mig igen.

Overlægen opfanger min reaktion og tilføjer uden at henvende sig til mig: ‘Jeg vil gerne undskylde, hvis Andreas føler, at det, jeg har gjort, var et overgreb’.

‘Du skal lære at tilgive, Andreas’

Efter min opfattelse en nedladende undskyldning, hvor han bagatelliserer hændelsen, efter at han både har lagt an til at slå mig igen og beskyldt mig for at digte på historien.

Herefter beder min leder mig om at give overlægen hånden, så vi kan ’komme videre’, som hun formulerer det. I min forvirring over den anspændte situation, jeg befinder mig i med to overordnede, giver jeg ham hånden, og mødet ender.

Senere samme dag henvender jeg mig igen til min ledende overlæge for at fortælle, at jeg ikke er tilfreds med håndteringen. Det får min leder til at fortælle mig, at jeg har fået en rigtig god undskyldning. Hun siger, at det er mere pinligt og grænseoverskridende for en overlæge at komme med en indrømmelse over for en ung læge, end det er for en ung læge at blive slået på af en overordnet, og at der ikke skal ske yderligere.

Den ledende overlæge afslutter med at fortælle mig, at jeg skal lære at tilgive, hvis jeg vil have et godt liv som læge. Og hun siger, at det vil være bedst for mig, hvis jeg bare lader som om, at det aldrig er sket.

Læs også

Ung læge blev slået af overlæge: Fagforening og ledelse tog det ikke alvorligt

Formand for Yngre Læger: Danmark er et lille land

Mobbeforsker: Problematisk kultur gør det svært for læger at stå frem med krænkelser

Andreas Thorsen: Derfor sagde jeg op

Advaret mod at gå videre

Temmelig rystet over oplevelsen kontakter jeg min fagforening, Yngre Læger. Her bliver jeg viderestillet til en af deres jurister. Jeg bliver mødt med stor forståelse, men holdningen er, at jeg ikke skal gøre mig nogen forhåbninger om at få oprejsning i sagen.

Jeg får at vide, at den ledende overlæge har retten til at lede og beslutte i personalesager, og at de som fagforening ikke kan have en mening om, hvilken konsekvens sagen bør få for den fysisk krænkende overlæge. Jeg bliver spurgt, om jeg ’gerne vil være inden for specialet’, og advaret imod at gå videre med sagen af hensyn til min karriere. Jeg bliver desuden kraftigt opfordret til at finde mig i krænkelsen og komme videre.

Undervejs i samtalen med juristen bliver jeg flere gange spurgt, hvorfor jeg overhovedet vil gå videre med sagen, og hvad jeg tænker, at jeg vil få ud af det. Jeg insisterer dog på at gå videre med sagen og bliver to dage senere sat i forbindelse med en fællestillidsrepræsentant fra Yngre Læger, som desværre ikke udviser noget større engagement i sagen. Over en uge bryder hun næsten samtlige aftaler, vi laver, og jeg mister helt tilliden til hende få dage før det første afklarende møde med hende og afdelingsledelsen.

Nu er det mig, der risikerer isolation

Når jeg italesætter dette, får jeg at vide, at jeg ikke kan forvente mere, da hendes hverv er frivilligt, og jeg bliver kastet tilbage til juristen fra Yngre Læger. Vi har en telefonisk samtale, hvor vi taler om det forestående møde med ledelsen, og juristen advarer mig om, at jeg hurtigt kan komme til at inkriminere mig selv og risikere retsforfølgelse fra afdelingsledelsen, hvis jeg ikke passer på.

Jeg nævner, at den ledende overlæge formentlig ville have handlet anderledes, hvis det var mig, som havde slået overlægen, og ikke omvendt, og jeg får at vide, at et sådant udsagn er injurierende og direkte ulovligt. Jeg får desuden at vide, at Yngre Læger vil tage skarpt afstand fra mig, og at jeg kommer til at stå helt alene, hvis jeg fremsætter sådanne eksempler.

Jeg har det ikke godt på det her tidspunkt og har netop været i kontakt med min praktiserende læge, fordi jeg bruger hele dage på at stirre ud i luften, og fordi jeg har en konstant uro i kroppen, som gør, at jeg har svært ved at sove. Og nu bliver det hele så vendt på hovedet, så jeg pludselig er den, som skal frygte isolation og retsforfølgelse.

Samtalen bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Jeg kan ikke længere magte kampen, og da juristen i samme samtale foreslår, at jeg skal bede om en fratrædelsesaftale, gør jeg det. Der kommer til at stå, at jeg selv har sagt op, og at jeg bliver fritstillet i én måned med løn. Dermed bliver sagen lagt i skuffen, uden at der har været ét reelt møde mellem min fagforening og afdelingsledelsen, og under to uger efter at jeg blev slået. Jeg får en elektronisk henvisning til fem psykologtimer og hører ellers ikke fra min fagforening igen.

Dårligt arbejdsmiljø

Jeg har skrevet dette indlæg for at sætte fokus på, hvor svært det er for den enkelte læge at komme kritisable forhold til livs i lægeverdenen, og for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vores fagforening håndterer sager om fysiske og psykiske krænkelser. I lægeland eksisterer mange steder et konkurrencepræget miljø og en barsk virkelighed for unge læger, som gerne vil sikre deres fremtid inden for populære specialer og afdelinger. Hvis man vil frem, kan man ikke tillade sig at påpege groteske forhold, og vores egen forening taler ind i samme farlige strukturer, som om de er naturlove, der ikke kan rykkes ved.

Jeg er i tiltagende grad blevet bekymret for vores arbejdsmiljø efter at have oplevet det apparat, vi kalder vores fagforening. I mit tilfælde udviste vores forening hverken mod eller vilje til at gøre op med en undertrykkende kultur. I stedet for at hjælpe mig med at sende et tydeligt signal om, at vold aldrig skal finde sted på en arbejdsplads, reducerede de min oplevelse til noget, man skal lære at finde sig i, hvis man vil gøre karriere. Yngre Lægers egen konklusion på det samlede forløb er desværre lige så nedslående.

Efter at have søgt om aktindsigt i min sag hos Yngre Læger støder jeg på denne formulering i et afsluttende internt notat:

»Nogle gange har vores medlemmer nogle forventninger, vi ikke kan møde, uanset hvor meget vi selv synes, vi strækker os for at hjælpe.«

For når dem, der er sat i verden for at hjælpe os, selv mener, at de har gjort alt, hvad de kan for at strække sig, mens de både udviser tolerance over for voldelige krænkelser og direkte fraråder, at man skrider ind over for en leder, som svigter sit ledelsesansvar, mener jeg, at der er et helt grundlæggende problem hos Yngre Læger.