Replik til Schloss: Regionspolitikerne er ved at miste tålmodigheden

Jonatan Schloss skriver i Dagens Medicin 28. februar, at Akutplanen er en sidste advarsel til regionerne, og at regeringen måske er ved at miste tålmodigheden med regionerne.

Endelig undrer Jonatan Schloss sig over, hvorfor regionerne ikke bare gennemfører det, der står i aftalen.

LÆS OGSÅ:Jonatan Schloss: Sidste advarsel til regionerne?

Vend det om

Jeg vil vende det om, og sige, at regionspolitikere og mange sundhedsansatte er ved at miste tålmodigheden overfor regeringspartierne, der ikke holder, hvad de lover i forhold til den akutte indsats, men også mangler at prioritere en langsigtet indsats.

• For det første er det jo netop en aftale mellem regioner og regering. Derfor indgår der alle de tiltag, der allerede er i gang i regionerne, men kræver ekstra økonomi.

• For det andet er det ikke nemt bare lige at gennemføre, hvad der synes som sund fornuft. Hospitalerne har været presset, og ventelisterne er vokset siden Corona-nedlukningen og sygeplejerskekonflikten og i takt med, at flere borgere har behov for behandling. Der er mangel på sundhedspersonale overalt. Regionerne er i gang med mange tiltag for at fastholde og rekruttere sundhedspersonalet (som også er nævnt i aftalen). Og det går langsomt fremad. Men der er brug for langt større tiltag: Flere skal uddannes, tilfredsstillende løn for alle, også sygeplejerskerne, samt økonomiaftaler, der kan dække de egentlige drifts- og anlægsudgifter.

• For det tredje lovede regeringspartierne 2-3 mia. kr. til en akutpakke pr. år i to år under valgkampen. Det er nu blevet til to mia. kr. over to år. Og der er noget, der tyder på, at langt de fleste penge vil gå til at betale for private løsninger, selvom vi ved, at det ikke løser problemet med mangel på sundhedspersonale. Det hedder sig, at det skal undersøges, om relativt små privathospitaler kan varetage flere specialiserede behandlinger, selvom det går stik imod udviklingen de seneste årtier med mere centralisering af specialer på store hospitaler for at sikre kvaliteten.

• For det fjerde giver regeringen med den ene hånd og tager med den anden. Der forventes en særlig høj privat aktivitet, og derfor skal der gives ’rabat’. Men det indebærer så også, at det offentlige ’sparer’ et stort millionbeløb, hedder det.

Jonatan Schloss har særligt fokus på sygeplejerskerne, at dem, der arbejder inden for udviklings- og forskningsarbejde, skal tage sig af det patientnære arbejde. Men hvorfor ikke også læger og andet sundhedspersonale?

Behov for styrkelse af den kommunale indsats

Desuden bliver der råbt og skreget på forskning og udvikling, for en bedre og hurtigere behandling, så flere patienter kan passes i eget hjem, så forebyggelsen kan styrkes og indlæggelser reduceres, så der kan ske bedre opfølgning efter indlæggelse.

Endelig kræver en større indsats også styrkelse af den kommunale indsats, en udvikling af planerne for nærhospitaler eller sundhedshuse, en styrkelse af arbejdet i sundhedsklyngerne.

Der er et stort arbejde forude for alle. Regionerne samarbejder og bidrager til udviklingen, men er afhængig af økonomi og lovgivning, der besluttes i Regeringen og Folketinget.