Debat
Epidemilov tager alt for let på patienters og lægers retssikkerhed
Udgivet:
Kommentarer (0)
Det er afgørende, at regeringen i næste runde af forhandlingerne om en ny epidemilov respekterer det unikke, fortrolige rum, som læger har med patienterne, mener Lægeforeningen.
Lægeforeningen anerkender, at myndighederne skal kunne reagere med tilstrækkelig kraft til at beskytte borgernes liv og helbred. På sigt skal vi skulle tage livtag med nye epidemier, som kan vise sig at være endnu alvorligere end den, vi står i nu, og derfor skal Danmark naturligvis have en ny epidemilov.
Vi vil fortsat presse på for, at regeringen i næste runde respekterer det unikke, fortrolige rum, som vi har med patienterne
Men det forslag, som regeringen har lagt frem, er dybt betænkeligt – af flere grunde. Det udfordrer både patienters og lægers retssikkerhed i et omfang, så vi har været nødt til at sige meget tydeligt fra. Af samme grund er det også glædeligt, at statsministeren nu giver udtryk for, at regeringen har lyttet til de kritiske kommentarer og er klar til at starte forfra på et nyt udkast.
Vi har bl.a. påpeget, at det er meget vidtgående at give myndigheder mulighed for at påbyde, at patienter skal lade sig undersøge eller gå i behandling eller isolation, og at indgrebene i yderste tilfælde kan gennemføres med magt. Det er stærkt grænseoverskridende, og forslaget ville samtidig give myndighederne et stort handlerum. Derfor har vi også understreget overfor regeringen, at vi forventer en justering, og at det er helt afgørende, at bestemmelserne kun vil kunne tages i brug, når der er meget tungtvejende grunde for det.
Epidemilov skal værne om fortroligt rum
Vi har også kritiseret, at regeringen har været alt for upræcis i sin beskrivelse af, hvornår vi er forpligtede til at videregive personoplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det skulle ske, hvis vi fik kendskab til særlig risikoadfærd hos patienter, som gjorde, at de skulle i behandling eller isolation. At det under f.eks. meget farlige epidemier kan være nødvendigt, må vi anerkende.
Men formuleringerne af, hvornår det skulle ske, var nærmest strikket af elastik. Vi vil fortsat presse på for, at regeringen i næste runde respekterer det unikke, fortrolige rum, som vi har med patienterne. Sker det ikke, er der stor risiko for, at nogle patienter vil fortie vigtige helbredsoplysninger eller helt udeblive af frygt for konsekvenserne. Dermed vil de ikke få stillet en korrekt diagnose og iværksat nødvendig behandling, herunder også af epidemiske sygdomme.
Skal være muligt for den enkelte at sige fra
Lægeforeningen har også gjort det klart over for regeringen, at det bør være muligt for læger at sige nej til at medvirke til f.eks. undersøgelser eller behandlinger, der gennemføres ved magt. I regeringens forslag er det ikke er en individuel lægelig vurdering, der afgør, om en behandling skal gennemføres.
En generel epidemilov bør være ydmyg overfor sin egen magt og tilgang til at sikre folkesundheden
Det gør Styrelsen for Patientsikkerhed – også om det i givet fald skal ske ved magt. Når det handler om, hvorvidt borgere skal lade sig vaccinere, vil det være sundheds- og ældreministeren, der fastsætter de nærmere regler. Derfor mener vi, at man som læge kunne trække sig fra at medvirke.
Vi har også understreget, at en ny lov i klage- og tilsynsager skal tage højde for, at disse indgreb ikke finder sted på baggrund af vores vurdering som læger. Når patienter klager, hvad nogle givet vil, over en påtvungen behandling og brugen af magt, så bør klagen ikke rettes mod læger eller andre sundhedspersoner, men mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er helt afgørende, at vi under alvorlige epidemier kan arbejde med visheden om, at vores retssikkerhed ikke er truet.
Retssikkerhed er afgørende
Vi tager epidemier dybt alvorligt, men vi kan ikke acceptere, at patienters og lægers retssikkerhed sættes over styr på grund af alt for vidtgående bestemmelser. En lov vil aldrig kunne favne alle afskygninger af epidemier, det måtte dukke op, og en generel epidemilov bør derfor være ydmyg overfor sin egen magt og tilgang til at sikre folkesundheden. Derfor har vi også en klar forventning om, at vores indvendinger bliver hørt af regeringen, som har lovet, at den på ny vil se på lovforslaget.
I den proces vil jeg opfordre til at involvere sundhedsfaglige eksperter. Det vil bidrage til, at vi får en epidemilov, som er fagligt velfunderet og kommunikerer mere præcist med os, som arbejder i sundhedsvæsenet. Og allervigtigst – det vil betyde, at vi får et mere effektivt værn mod kommende epidemier.
Del artiklen: