Sådan skaber man et globalt tiptop forskerteam

»Der er mange ting, man skal kunne.«

Ordene er dansk hovedpineforsknings grand old man Jes Olesens, og de omhandler den vanskelige disciplin at skabe et forskerteam i international klasse.

»Man skal f.eks. kunne få penge til sin forskning. Det er et stort problem, for man kan ikke arbejde, hvis man ikke kan skaffe funding. Det gælder alle, og det har også været svært for mig. Jeg har fået masser af afslag gennem årene, men man skal bare holde på og blive ved at søge rundt omkring,« siger han.

Lykkes det så endelig at få finansieret sine ideer, skal man til gengæld leve op til sin del af aftalen.

»Det er vigtigt, at man leverer varen. Har man fået pengene, skal man helst levere det, man har lovet, især hvis man gerne vil holde en langvarig kontakt med en donor,« som Jes Olesen siger.

Men nok så fin funding er ikke nok, hvis man sigter mod toppen.

Det er helt afgørende, at man får rekrutteret de rigtige mennesker. Der har jeg haft et vist talent, når man ser på de folk, der er her

Jes Olesen, professor og grundlægger af Dansk Hovedpinecenter

»Man skal også være i stand til at arbejde med politikere for at få de rigtige forhold til de kliniske funktioner. Det lykkedes for mig efter et meget langt og sejt træk at få vores fine bygning,« siger han med henvisning til Dansk Hovedpinecenters specialdesignede hjemsted i Glostrup, der åbnede dørene i marts 2018 og blandt andet blev designet og udviklet med input fra patientorganisationer.

Endelig kommer man ikke uden om en heftig arbejdsindsats. Jes Olesen fortæller, at han ‘hele sit liv’ har arbejdet 70 timer om ugen. Satsningen på jobbet har i øvrigt bidraget til to forliste ægteskaber undervejs – det tredje holder dog stadig.

Det gode team

Forløbet, der har ført Dansk Hovedpinecenter frem i allerforreste række internationalt, strækker sig tilbage til 1970’erne. Undervejs opdagede Jes Olesen bl.a., at teknologien gjorde det muligt at måle hjerneaktiviteten på mennesker med migræne.

Det lagde grunden til hans globale renommé, da han gik i gang med forsøg på patienter, hvor forskellige molekyler sendes ind i blodbanen for at se, om de fremprovokerer migræne eller ej.

Når først ens egen videnskabelige habitus således er sikret, og man skal til at bygge et team op om sig, er det supervigtigt, hvem man omgiver sig med, forklarer Jes Olesen.

»Det er helt afgørende, at man får rekrutteret de rigtige mennesker. Der har jeg haft et vist talent, når man ser på de folk, der er her. Vi er ti speciallæger knyttet til centret, som alle har en afhandling, enten en ph.d. eller en doktordisputats; tre er professorer, og to-tre stykker er lektorer,« siger han.

Chefen skal gløde for sagen

Et er at rekruttere gode folk, men hvordan holder man på dem?

»De skal kunne mærke, at chefen gløder for sagen. Chefen skal synes, at det, de unge laver, er meget, meget vigtigt, ligesom de selv synes.«

Hvordan har du gjort det?

Læs også:

Shhhh, der forskes

Derfor er Dansk Hovedpinecenter i verdensklasse

Fra Kaukasus til København

»Den måde, jeg viser det på, er f.eks. ved, at der sjældent går mere end tre dage, efter at nogen har afleveret et manuskript, til de får det tilbage i rettet tilstand. Når et håbefuldt, ungt menneske investerer energi og tanker i at lave et manuskript, og det så ligger hos chefen i tre uger, før de hører noget tilbage, så er det ligesom at få en spand koldt vand i hovedet. Manuskripter går forud for alt andet.«

Har du tips til, hvordan man skaber sammenhængskraft i et hold?

»Vi skal signalere, at vi arbejder for sagen og ikke for penge eller karriere. Vi skal sætte os selv i anden række og gøre noget for gruppen og helheden. Og hvis der indimellem er nogen, som udarter: som bliver egoistiske og selviske, så er det vigtigt, at chefen dunker dem oven i hovedet.«Har du gjort det?

»Det er kun sket et par gange, at jeg har fyret folk, men jeg har ofte været ude for at skulle tale dunder til nogle af medarbejderne.«

Hvad har det drejet sig om?

»Det er meget ofte forfatterskaber. Hvis nogen f.eks. vil være førsteforfatter på alting, uanset at andre måske har bidraget med mere. Der er tit slagsmål om forfatterskaber. Men alle grupper har brug for, at der bliver gjort visse ting for gruppen – det er ikke i orden kun at ville arbejde på ens eget.«

Både du og din efterfølger som leder af migræneforskningen, Messoud Ashina, har engageret jer meget i internationalt arbejde. Har det betydning for succes?

»Jeg har altid været fremme i skoene og været præsident og formand for alverdens ting og sager. Det kaster nok lidt stjernestøv af sig. Jeg har egentlig aldrig tænkt over det; det er noget, jeg bare har gjort, men jeg tror, at det hjælper noget. Men alle forskere her er internationale, i og med at det, de laver her, har international betydning.«

Hvor meget betyder valg af emne?

»En af grundene til vores succes er også, at hovedpine- og migræneforskning er et meget lille felt internationalt. Det er jo nemmere at være en stor mand i en lille by end i en stor by. Vi er verdensførende på et smalt område, hvor det er langt sværere at tale om at være verdensførende inden for store områder som f.eks. diabetes. Det er der vel 50 eller 100 grupper verden over, som kan siges at være. Selv om migræne er en af de største sygdomme, så er det et af de mindre forskningsområder.«

Betyder timing noget?

»Der er visse områder, hvor folk forsker og forsker, men de kommer ikke videre. Om det har været mit held eller min intuition, ved jeg ikke, men jeg gik ind i migræneområdet på et tidspunkt, hvor vores teknologi tillod at lukke ‘den sorte kasse’ op. Jeg har profiteret af, at det blev muligt at lave ting, man aldrig havde kunnet gøre tidligere. Det har også noget med held at gøre.«