Når patienten styrtbløder af sin hjertemedicin

Det oprindelige Copenhagen Concept er løbende blevet finpudset og forbedret, og det bliver det stadig. Det holder aldrig op.

»Når man kigger tilbage, har vi opdateret og redigeret konceptet med nye ting. Vi har haft en fast cyklus, hvor vi kan se, om det går vores patienter bedre. Og kan vi se, at der opstår nye problemer hos patienterne, så tilpasser vi konceptet,« siger overlæge Jakob Stensballe, som bl.a. står i spidsen for Blødningsvagten, der er et af de tre ben i Copenhagen Concept.

På det seneste har han og Copenhagen Concepts anden bagmand, professor, overlæge Pär Ingemar Johansson, især fokuseret på lægemidler, og her er der en tydelig kobling til kollegerne på hjerteafdelingerne rundt omkring.

Læs også:

»Det bedste, du kan gøre for menneskeheden, er at holde op«

Derfor er Copenhagen Concept i verdensklasse

Og for den sags skyld også til f.eks. neurologer og praktiserende læger. For de ordinerer alle sammen mere og mere blodfortyndende medicin til befolkningen. Og det kan godt give problemer, når disse patienter en gang imellem uvægerligt havner på et operationsbord. For så bløder de jo nemmere, og dermed mere.

»Hvordan kan vi monitorere dette her med TEG? Og hvordan skal vi behandle dem?,« som Jakob Stensballe spørger.

»Over en million danskere får blodfortyndende medicin mod blodpropper. Det er f.eks. Magnyl, Marevan eller Eliquis. De får det mod f.eks. hjerteflimmer, men hvis de er ude for en blødningsepisode, f.eks. ved mavesår, eller hvis de har været udsat for en trafikulykke, så skal vi kunne fjerne effekten af de blodfortyndende midler. Ellers kan de dø af blødning.«

»Det gik for stærkt«

Og det bliver bare værre og værre med blodfortyndende midler som f.eks. NOAK-præparaterne, der ikke kræver blodprøvekontroller som de foregående. Derfor er de blevet populære.

Her har de to forskere en stikpille til de godkendende lægemiddelmyndigheder.

»Det gik for stærkt. Både FDA (den amerikanske lægemiddelmyndighed, red.) og EMA (EU’s lægemiddelmyndighed, red.) godkendte disse midler, som kom på markedet ud fra en strategi om, at så kunne patienterne slippe for at tage blodprøver i hjemmet. Marevan skulle man f.eks. regelmæssigt måle med et stik i fingeren enten selv eller hos lægen,« forklarer Jakob Stensballe.

Men der manglede forskning i, hvordan man kunne måle effekten på blodstørkningen, og der var heller ikke umiddelbart nogen antidoter til at få effekten væk med, når patienterne blødte. Siden er vidensniveauet øget væsentligt.

»Vi har siden 2014 haft danske nationale vejledninger fra Danske Regioner og blodbankernes videnskabelige selskab (DSKI, red.) for at sikre den bedst mulige behandling af den blødende patient på blodfortyndende lægemidler,« siger Jakob Stensballe.

Det er nu et mål for de to læger at finde ud af, hvordan man bedst måler og siden imødegår virkningen af de nye typer blodfortyndende medicin, som hele tiden udvikles. Aktuelt har de to parallelle projekter i gang om nye slags antikoagulationsmidler.

»Industrien er enormt aktiv, og forhåbentlig har både FDA og EMA lært, at de skal sige til firmaerne, at de skal vide, hvordan man måler og behandler eventuelle blødninger. Vi har faktisk et paper, som for nylig er publiceret i Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation om dette,« siger han.

»Kardiologisk set er der mest fokus på at behandle for f.eks. hjerteflimmer for at undgå blodpropper og mindre på komplikationerne. Måske fordi udviklingen har været drevet af hjertelæger og mindre af folk med fokus på blødninger.«

Væk med kirurgens kniv

Læger, der håndterer blødninger, er også påvirket af og har indflydelse på den del af hjerteområdet, der ikke handler om medicin, men om mekanik.

»Bevægelsen mod at lave mindre og mere skånsomme operationer hjælpes af, at du kan få styr på blodstørkningen,« siger Jakob Stensballe.

»Tag f.eks. endovaskulære behandlinger ved blødning, som er en ny behandlingsform, hvor man via blodkar sætter ‘en prop’ i det blødende kar. Hvis du kan holde patienten stabil, så er det en mulighed i stedet for stor og åben kirurgi. Men det kan kun lade sig gøre, hvis der er styr på blodstørkningen.«

Tager man den tanke blot en lille smule videre, er der godt nyt for mange patienter, for ‘så er der nogle patienter, der ikke behøver at blive opereret’, som Jakob Stensballe siger.

»Men det kræver, at vi kan få kontrol med blødningen.«