Lægen bag Børnecancerfonden: »Indtil 1960’erne døde alle børnene jo«

Det er forsvindende få forskere, der når høj status helt af egen kraft. De fleste står på skuldrene af dem, der kom før. Hvis forgængerne så også fyldte godt i landskabet, bliver stjernerne selvsagt lettere at nå for efterfølgerne.

Sådan har det været for bekæmpelsen af kræft hos børn og unge i Danmark. Og en af de forskerlæger, der rager mere op end de fleste andre, hedder Henrik Hertz. Hans indflydelse rækker langt.

Serie: ‘Dansk klinisk forskning i verdensklasse’

Dagens Medicin bringer i den kommende tid en serie om dansk klinisk topforskning med international impact. Her portrætterer vi en række hjemlige forskningsmiljøer, der har haft uvurderlig betydning for menneskers liv og helbred, ikke kun i Danmark men også internationalt.

Ved udvælgelsen har vi især lagt vægt på, at forskningen har medført konkrete forbedringer for patienterne. I den proces har vi fået bistand af en af de personer herhjemme, der ved mest om at vurdere forskning og dens kvalitet, Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, senior vice president i Novo Nordisk Fonden. Ved hvert projekt er der anført, om det har fået støtte fra fonden. Uanset finansieringskilder har det ikke haft indflydelse på vores udvælgelse.

Tidligere portrætter:

29. april: Dansk Hovedpinecenter

28. maj: CRIC – Collaboration for Research in Intensive Care

Tilbage i 1970’erne var Henrik Hertz overlæge på Rigshospitalets børneafdeling – han blev senere centerdirektør for Juliane Marie Centret – og han havde kræft som interesseområde. Den interesse brugte han meget aktivt til at præge debatten og dermed også dens udkomme.

»Det var i de år, da prognoserne for danske børn hurtigt blev bedre, men vi var i Danmark ikke specielt hurtige i vendingen. Behandlingen var meget spredt ud over landets børneafdelinger, og et af målene var at få samlet børnene med kræft på nogle få afdelinger for at få mere erfaring med behandlingen,« siger han.

»Og så indledte vi også et nordisk samarbejde, som stadig er meget betydningsfuldt.«

Slid og slæb, ingen mirakler

I dag er behandlingen samlet på fire hospitaler i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Og det nordiske samarbejdes betydning manifesterer sig mange steder.

For de fem nordiske lande formåede både at gå sammen om behandling, om forskningsprojekter og om at samle resultaterne op løbende, så de kunne indarbejdes i til stadighed opdaterede behandlingsprotokoller.

Siden er samarbejdet udvidet til også at omfatte en række lande uden for Norden.

Henrik Hertz fortæller om forskningen, at der ikke var tale om abrupte aha-oplevelser eller heldige hovsafund. Tværtimod.

»Der skete ikke noget mirakel. Mange tror, at der måske kom et eller andet vidunderstof lige pludselig. Sådan er det ikke. Gevinsterne blev vundet ved slid og slæb og forskning med ordentlige afprøvninger af forskellige kombinationer af kemoterapi,« siger han.

»Det var ikke et tigerspring, men veltilrettelagte forbedringer, der gik i jævnt tempo.«

Man laver da sin egen fond

Men arven efter Henrik Hertz indebærer også noget andet og helt særligt, nemlig Børnecancerfonden, som han tog initiativ til i 1995.

Baggrunden var vanskeligheder med at rejse midler til den forskning, som han følte var så nødvendig.

For 50 år siden lagde Henrik Hertz grundstenene til behandling af børnekræft i ­verdensklasse. Kjeld Schmiegelow byggede oven på.Foto: Joachim Rode

»Ordentlig forskning er forudsætning for ordentlig behandling, og ordentlig behandling er forudsætning for, at børnene bliver raske,« som han siger.

Men børnecancer var ikke i fokus, og forskerne løb på det ene nej efter det andet.

»Det var meget, meget svært at skaffe penge til forskning i børnekræft, så vi besluttede selv at samle nogle penge ind,« siger Henrik Hertz.

»På den baggrund skabte vi Børnecancerfonden, som både skulle støtte forskningen og familierne, og som også skulle medvirke til oplysning til befolkningen om børn og kræft. Jeg var formand, og så var der (i bestyrelsen, red.) en forældrerepræsentant, et par andre kolleger fra det fynske og jyske, en advokat og en revisor.«

Den lille, nye fond lagde ud med at søge andre fonde, finde sponsorer, organisere events, lave pressearbejde m.m. Det var op ad bakke, men ikke særligt længe.

»Jeg kan huske, at vi fik en anonym gave, lige da vi var startet, og det gav os et kæmpestort moralsk puf og økonomisk mulighed for at komme videre. Det var fantastisk heldigt. Vi fik én mio. kr., og det var mange penge dengang,« fortæller Henrik Hertz, som stadig aldrig har fortalt et eneste menneske, hvem den anonyme donor var.

Følger stadig med

Henrik Hertz, som snart fylder 87, er ikke længere direkte involveret, men har stadig kontakt med Børnecancerfondens folk. Ditto med den læge og forsker, der mere end nogen anden kan siges at være hans arvtager, Kjeld Schmiegelow, professor i pædiatri på Rigshospitalet.

»Der var ligesom en epoke, hvor det handlede om at få samlet behandlingen i Danmark af børn med kræft og få det til at fungere i samarbejde med de øvrige i Norden og overhovedet få fokus på det emne. Indtil 1960’erne døde alle børnene jo,« siger Henrik Hertz.

»Det var vel den epoke, hvor jeg havde mest med det at gøre. Så har Kjeld taget over fra min position, og han har med bravur løftet den næste store opgave, nemlig at få forskningen kørt op på et internationalt niveau.«

Det er ofte sket med netop Børnecancerfonden som fødselshjælper. Den har støttet Kjeld Schmiegelows – og mange andre forskeres – projekter utallige gange, og penge derfra fungerer ofte som første led i fødekæden. Lidt ligesom ‘seed money’ i startup-branchen.

Det vil sige den donor, der godt tør støtte de spæde ideer, de måske lidt forbløffende hypoteser og de uortodokse påfund. Senere kan endnu større og tungere donorer komme i spil, hvis projekterne viser sig at være lovende.

Ligesom i starten arbejder Børnecancerfonden stadig med tre områder: forskning, familiestøtte og oplysning. Hvad angår forskningen, støttede fonden sidste år 30 projekter med i alt knap 25 mio. kr.

Læs også:

De fandt nøglerne til leukæmiens maskinrum

Dansk forskning: Færre doser gav færre bivirkninger, men samme overlevelse

Derfor er de i verdensklasse