Danmarks Bedste Hospital
Tidlig graviditet: Rekordhøj andel af provokerede aborter foretaget før uge 8
Udgivet:
Kommentarer (0)
Antallet af provokerede aborter inden uge 8 ligger for tredje år i træk på et højt niveau, som styregruppen ikke har set lignende fra udlandet. Det tidlige indgreb betyder også, at antallet af udskrabninger er færre.
11.000 ud af 13.812 provokerede aborter i 1. trimester foretages før uge 8, svarende til 80 pct. på landsplan. Det viser årsrapporten fra Dansk Kvalitetsdatabase for Tidlig Graviditet og Abort.
Det er tredje år i træk, at tallene er så flotte, og selvom samme tendens ses i udlandet, så har styregruppen ikke set så høje tal andre steder.
Se alle artikler fra Danmarks Bedste Hospitaler 2024
»Så der kunne meget vel være tale om en verdensrekord!,« skriver styregruppen i årsrapporten.
Region Hovedstaden er topscorer med 84 pct., mens Region Sjælland kun lige akkurat lever op til kvalitetsmålet på 70 pct. med et fald fra hhv. 75 og 78 pct. ift. de to foregående år. Fremadrettet vil indikatoren kun blive opgjort på regionsplan, da langt de fleste af de tidlige provokerede aborter foretages i speciallægepraksis.
Tidligere provokerede aborter giver et kvalitetsløft i form af færre blødningskomplikationer og færre udskrabninger. Årsrapporten peger på, at udbredelsen af menstruations-apps, der betyder, at kvinder opdager graviditet tidligere, og effektive arbejdsgange hos speciallægerne har været medvirkende til tidligere aborter.
Som en positiv følge af, at så stor en andel af de medicinske aborter foretages tidligt, er antallet af udskrabninger efter medicinsk inducerede 1. trimester provokerede aborter (foretaget inden 9 fulde uger) på landsplan faldet til 1,4 pct., fra 2 pct. i 2021/22 og 3 pct. i 2020/21. Også her er der tale om lave tal, der ikke er set tilsvarende i udlandet. I den nyeste rapport er det kun afdelinger i Nykøbing F., Roskilde og
Sønderjylland, der ikke opfylder standarden på under 4 pct.
Styregruppen peger på, at ændret klinisk praksis også kan have spillet en rolle i faldet af udskrabninger. Lidt større tålmodighed med at lade processen nå til ende, hvor der tidligere var tilbøjelighed til at sende til udskrabning, hvis processen ikke var overstået efter en uge. E-learningprogrammet om tidlig medicinsk abort anbefales af styregruppen.
DBH2024 Tidlig graviditet
*Indgår ikke i vurderingen pga. for mange uoplyste indikatorer
Del artiklen: