Danmarks Bedste Hospital
Kirurgisk behandling af svær overvægt holder højt niveau
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den kirurgiske behandling af svær overvægt holder fortsat et højt niveau. Blandt andet er antallet af re-operationer for svær overvægt faldende både i perioden 30 dage og 5 år efter primær operation, fremgår det af årsrapporten fra DBSO.
Denne kåring er droppet i år, da Dagens Medicin ikke kan stå inde for en fair databehandling. Det skyldes, at alle eller meget store dele af dataene er skjult i behandlingsområdets årsrapport grundet patientsikkerhed og diskretionshensyn, fordi der på en eller anden vis er tale om meget få patientforløb. På mange områder er de ikke-offentliggjorte data et tegn på god kvalitet af behandling, når det blandt andet er godt at indberette få dødsfald eller få reoperationer inden for en given periode. Derfor kan hospitaler, der gør det rigtig godt, ende med at blive udeladt af en rangering på et behandlingsområde, hvis vi følger den praksis, vi normalt bruger, og fint kan bruge, på de fleste områder. Af den årsag er kåringen droppet i år. Vi arbejder på en mulig løsning fremover.
Den kirurgiske behandling af svær overvægt i Danmark holder fortsat et højt internationalt niveau, og det skinner igennem i den seneste årsrapport fra Databasen for Behandling af Svær Overvægt (DBSO).
Se alle artikler fra Danmarks Bedste Hospitaler 2024
Her er næsten alle kvalitetsindikatorer opfyldt med en samlet komplethedsgrad på 97 pct., og i rapporten kan man blandt andet læse, at antallet af re-operationer for svær overvægt i perioden 30 dage til 5 år efter primær operation er faldende.
En tendens, der ifølge styregruppen bag DBSO er tegn på, at den kirurgiske behandling af svær overvægt løbende er blevet forbedret siden 2010.
Ser man på den samlede operationsvolumen i den seneste opgørelsesperiode, så blev 1.695 patienter behandlet kirurgisk for svær overvægt i Danmark fra 1. juli 2022 til 30. juni 2023.
Heraf blev over halvdelen af operationerne for svær overvægt udført i privat regi, og antallet af operationer på de offentlige afdelinger må fortsat siges at befinde sig på et relativt lavt niveau.
»Dette er grundet manglende ressourcer allokeret til denne behandling og personalemangel både i medicinsk, kirurgisk og anæstesiologisk regi,« vurderer styregruppen.
Ikke overraskende berører styregruppen også den medicinske behandling af svær overvægt, som i disse år er inde i en rivende udvikling.
Alene i første halvår af 2023 var der ifølge DBSO hele 73.000 personer med Wegovy-recepter, og med flere nye lægemidler på vej er det vigtigt at monitorere brugen af medicinsk overvægtsbehandling på lige fod med kirurgisk behandling.
»Det ville kunne sikre en fremtidig hensigtsmæssig anvendelse af lægemidlet, samt overvåge fordele og komplikationer til behandlingen. Denne proces bør igangsættes, forhåbentlig i regi af DBSO,« understreger styregruppen i årsrapporten.
Del artiklen: