Dagens Medicin
‘Vælg Klogt’ har modtaget flere hundrede forslag, nu skal ni af dem bedømmes
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Vi glæder os til at tage fat på alle områderne i et grundigt og ligeværdigt samarbejde mellem patienter og sundhedsfaglige,« siger Jane Heitmann (V).
Et bedømmelsesudvalg har udvalgt ni områder, hvor der med fordel kan udvikles Vælg Klogt-anbefalinger. Listen tæller bl.a. CT-scanninger og helbredstjek.
‘Vælg Klogt’ har i løbet af de seneste tre måneder modtaget mange forslag om aktiviteter i sundhedsvæsenet, som kan undgås, reduceres eller helt skæres fra. I alt er der kommet flere hundrede bud ind fra sundhedsfaglige, patienter og pårørende til, hvad Vælg Klogt skal kaste sig over som det næste. Det skriver Danske Patienter i en pressemeddelelse.
Seks repræsentanter fra Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter har haft til opgave at kvalificere og prioritere forslagene ud fra Vælg Klogts faglige principper kombineret med deres egen individuelle erfaring.
»Vi er både overvældede og taknemmelige for, at så mange engagerer sig i vores arbejde og stiller konkrete forslag. Det har stor betydning for klinikere og patienter, hvor Vælg Klogt lægger sine kræfter, og derfor er vi glade for at være landet på ni områder, der både møder opbakning og har faglig relevans,« siger Jane Heitmann, der er formand for Vælg Klogt.
»Områderne favner både konkrete aktiviteter som CT-scanninger og røntgenbilleder, hvor der lægges op til at reducere i antallet – og mere patientnære aktiviteter som årlige kontroller, der muligvis kan sløjfes og dermed spare tid og besvær for den enkelte,« fortsætter hun.
Vælg Klogt skal arbejde med ni områder
Diagnosticering af anæmi
Helbredstjek uden indikation
Optimeret brug af røntgen i ortopædkirurgi
CT-scanninger af nyrestenspatienter
CT-kontrolintervaller for lungecancer-patienter
Henvisninger til fysioterapi for kronisk syge
Indlæggelser ved dagkirurgi
Årskontroller for velbehandlede kronikere
Telekonsultation som et alternativ til fysiske møder
Der ligger nu et større arbejde forud for, at hver enkelt forslag kan blive til en Vælg Klogt-anbefaling og dernæst skrives ind i de kliniske retningslinjer. Sekretariatet vil undersøge litteraturen, og om der er evidens på området, eller om lignende anbefalinger er lavet i andre lande.
Dernæst vil den nødvendige viden og opbakning fra relevante aktører i sundhedsvæsenet, der repræsenterer de specifikke områder, blive sikret. Og endeligt skal de rette patienter og klinikere sammen formulere anbefalingen og pege på mulige løsninger på de udfordringer, der knytter sig til området.
Når anbefalingen har været i høring, kan den offentliggøres på Vælg Klogts hjemmeside og implementeres af regioner og kommuner, ligesom den kan skrives ind i de kliniske retningslinjer hos de relevante lægevidenskabelige selskaber.
»Vi glæder os til at tage fat på alle områderne i et grundigt og ligeværdigt samarbejde mellem patienter og sundhedsfaglige. Det bliver nogle spændende drøftelser, der skal bane vejen for ni nye anbefalinger, der kan forbedre behandlingsforløbene for både patienter og personale markant,« siger Jane Heitmann.
Her er bedømmelsesudvalget
Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse
Jonatan Myrup Staalsø, speciallæge i neurologi, Dansk Neurologisk Selskab
Karolina Lewandowska, speciallæge i almen medicin, Dansk Selskab for Almen Medicin
Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen
Michael Buksti, direktør i Nyreforeningen
Torben Knudsen, klinisk professor, Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi
Del artiklen: