Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dagens Medicin

Regeringen vil optrappe kampen mod AMR

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det er derfor helt afgørende, at vi bekæmper antibiotikaresistens i Danmark, men også internationalt. Derfor foreslår vi i regeringen, at der udarbejdes en ny national handlingsplan på området, der bygger videre på det arbejde, vi tidligere har sat i gang,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Med et nyt finanslovsforslag foreslår regeringen at udarbejde en national handlingsplan for antimikrobiel resistens. Handlingsplanen skal bl.a. styrke arbejdet med at forebygge infektioner og internationalt samarbejde. Udspillet glæder Lægemiddelindustriforeningen og SSI-overlæge.


Antimikrobiel resistens (AMR) bliver kaldt en af de største trusler mod den globale sundhed og er hvert år skyld i tusindvis af dødsfald i Europa.

I Danmark er der også et stigende antal patienter, som bliver smittet med resistente bakterier, viser tal fra årets Danmap-rapport.

Nu vil regeringen sætte ind over for antibiotikaresistens og foreslår med et nyt finanslovsforslag at udarbejde en national handlingsplan for AMR.

»På verdensplan mister millioner af mennesker hvert år livet, fordi vi ikke kan behandle infektioner med bakterier, der er blevet modstandsdygtige over for f.eks. penicillin og andre former for antibiotika. Og også herhjemme er problemet desværre stigende.«

»Det er derfor helt afgørende, at vi bekæmper antibiotikaresistens i Danmark, men også internationalt. Derfor foreslår vi i regeringen, at der udarbejdes en ny national handlingsplan på området, der bygger videre på det arbejde, vi tidligere har sat i gang, så vi sikrer, at også fremtidige generationer kan behandles effektivt for livstruende infektioner,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar til Dagens Pharma.

En plan i fire spor

I sit udspil lægger regeringen op til, at der bliver afsat 130 mio. kr. over de næste fire år til en handlingsplan.

Jeg er også glad for, at udspillet til en handleplan er for den humane sektor, da der er behov for sektorspecifikke indsatser

Ute Wolff Sönksen, overlæge, SSI

Der bliver lagt op til, at handlingsplanen skal bygge videre på den gamle handlingsplan, som kom i 2017 og blev forlænget i 2020.

Regeringen foreslår, at handlingsplanen skal køre i fire spor: resistensbekæmpelse, forsyningssikkerhed, infektionsforebyggelse og internationalt engagement.

Derudover, så bliver der lagt op til, at der skal indføres nye initiativer, som blandt andet skal være med til at sikre produktion og forsyning af lægemidler.

Der foreslås eksempelvis at skabe et ‘øget nordisk samarbejde’, som skal sikre forsyning og tilgængelighed af smalspektrede antibiotika.

Det er dog først, hvis handlingsplanen kommer på finansloven, at den bliver udarbejdet endeligt.

Den humane sektor

Ute Wolff Sönksen, som er overlæge i afdelingen for Bakterier, Parasitter og Svampe på Statens Serum Institut (SSI), er ‘rigtig glad’ for regeringens udspil.

Hun har siddet med i en arbejdsgruppe, som har været med til at komme med input til, hvilke tiltag og fokusområder en ny handlingsplan skulle have.

I regeringens udspil lyder det blandt andet, at der skal skabes et styrket samarbejde på kommunalt og regionalt niveau om at forebygge infektioner og skabe et rationelt brug af antibiotika.

Der er også lagt op til, at vejledningen, om hvordan infektioner bliver forebygget, skal forenkles. De punkter er Ute Wolff Sönksen særligt glad for, er med i udspillet.

Hun fremhæver desuden, at handlingsplanen bygger videre på den gamle fra 2017 og er målrettet mennesker.

»Jeg er også glad for, at udspillet til en handleplan er for den humane sektor, da der er behov for sektorspecifikke indsatser. Men det er vigtigt at adressere, hvordan den skal forankres i One Health AMR-strategien fra 2017, og om denne i forbindelse med de nye handleplaner bør evalueres og opdateres,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Globale løsninger

Hos Lægemiddelindustriforeningen (Lif) er koncernchef, Ida Sofie Jensen, også glad for, at regeringen sætter fokus på AMR og vil afsætte midler til at adressere udfordringen.

»Det er en grænseoverskridende, enorm udfordring, som ikke må undervurderes, for det vil få store konsekvenser for den enkelte og for det samlede sundhedsvæsen, hvis vi ikke har effektfulde antibiotika,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Ida Sofie Jensen mener, at det er ‘nødvendigt med internationalt samarbejde’, og hun er derfor også positiv over for, at regeringen lægger op til at søge ‘globale løsninger’ i sit udspil til en handlingsplan.

Derudover mener hun, at man eksempelvis ‘bør afsøge muligheder for at skabe incitamenter til udvikling af ny antibiotika’ og fokusere på bedre forebyggelse blandt andet ved brug af vacciner.

Regeringen forventer at præsentere sit udspil til en finanslov for næste år senest fredag.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere