Dagens Medicin
Mål med to nye pilotprojekter er at stikke patienten så lidt som muligt
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Det vigtigste mål med disse projekter er at stikke patienten så lidt som muligt,« siger Lise Bathum.
Nye pilotprojekter på Amager og Hvidovre Hospital skal fokusere på prioritering af undersøgelser og dermed få klinikerne til at vælge klogt.
»Patienter med lange indlæggelser nævner ofte de mange blodprøver som noget af det, der generer dem allermest. Og det kan jeg godt forstå.«
Sådan lyder det fra Lise Bathum, cheflæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Hun er leder på to nye pilotprojekter, der skal få klinikere til at vælge klogt. Det skriver hospitalet på LinkedIn.
»I ét af pilotprojekterne har vi lavet en begrænsning på bestillinger af blodprøver, så man kun kan bestille til tre runder ad gangen. Det gælder kun på indlagte patienter og de blodprøver, der bliver taget på blodprøverunderne,« siger Lise Bathum.
Hun vurderer, at det vil spare 5 pct. af prøvetagningerne på indlagte patienter. Det svarer til mellem 15.000 og 20.000 prøveglas om året.
Det andet pilotprojekt handler om, at Sundhedsplatformen vil bringe en pop-up-besked, hvis patienten bestiller blodprøver inden for tre timer efter den seneste blodprøvetagning. Her vil patienten få en besked om, at man kan kontakte Klinisk Biokemisk Afdeling for at høre, om det er muligt at tilføje en analyse til den blodprøve, der allerede er taget.
»Vi har jo mulighed for at tilføje analyser, så det er altid værd at forhøre sig, om det kan lade sig gøre,« siger Lise Bathum og fortsætter:
»Det vigtigste mål med disse projekter er at stikke patienten så lidt som muligt. Men det er jo i sidste ende også en økonomisk fordel ikke at skulle analysere unødige prøver, og så er der også miljøhensynet i og med, at vi kommer til at bruge færre reagenser og mindre udstyr.«
Del artiklen: