Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Dagens Medicin

Derfor er sundhedskanonerne rejst til Bornholm

Udgivet:
Kommentarer (0)

Lægeformand Camilla Rathcke er vanen tro taget til Folkemødet på Bornholm for at blandt andet at komme i dialog med andre sundhedsaktører og befolkningen.

Voxpop fra Folkemødet: I Allinge på Bornholm er sundhedsdanmark godt repræsenteret. Dagens Medicin har mødt nogle af de travle profiler. 


Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen:

Hvorfor er du taget på Folkemødet?

»Vanen tro er jeg taget på Folkemødet. Jeg tager herover for at bringe Lægeforeningens synspunkter i dialog med andre aktører inden for sundhedsområdet, men også med befolkningen. Samtalen er jo værdifuld i sig selv. Både med dem vi kender, og dem, vi ikke kender. Det er også en god mulighed for at fortælle borgerne lidt om, hvad der rør sig på sundhedsområdet.«

Hvad er særligt ved Folkemødet?

»Folkemødet er særligt, fordi alle har taget en aktiv beslutning om at tage et sted hen for at tale om tingene. Man møder hinanden til en sandwich eller en spadseretur fra det ene arrangement til det andet. Det kan noget andet. Rammerne bidrager til at styrke relationerne og åbne for samtaler forstået på den måde, at det ikke bliver så formelt. Det er også bare fedt at møde borgere og medlemmer fra Lægeforeningen herovre.«

Hvad skal du lave i aften (fredag)?

»I aften skal jeg til grillfest i Akademikernes Hus. Det er en fast og meget hyggelig tradition om fredagen på Folkemødet. Så spreder vi os ud i fredagsaftenmiljøet efter. Om det så bliver musik og vin det ene eller det andet sted, må aftenen vise. Men der er jo masser af muligheder og receptioner at gå til.«

Helga Schultz, forperson for Yngre Læger:

Hvorfor er du taget på Folkemødet?

»Fordi alle simpelthen er her. Og der er mulighed for at kommunikere nogle vigtige dagsordener ud. Både til almindelige danskere og sundhedsvæsenets aktører.«

Er der nogle særlige dagsordener, du har taget med til Bornholm?

»Yngre Læger har taget arbejdsmiljø med som dagsorden. Og en snak om, hvordan man holder patienterne væk fra sygehusene, hvor vi sætter fokus på sundhedsfremme og forebyggelse hos befolkningen. Herovre er der nogle helt andre rammer for at mødes og tale sammen på kryds og tværs. Man står og synger fællessang sammen, og så kigger man til højre og ser pludselig en eller anden politiker, man ikke anede kunne være så afslappet.«

Du er med i flere debatter. Hvilke glæder du dig særligt til at deltage i?

»I morgen (lørdag, red.) skal jeg deltage i en debat om aktiv dødshjælp. Det er utroligt interessant, hvordan vi som læger har en helt anden holdning end danskerne. 80 procent af lægerne mener, at aktiv dødshjælp er en dårlig idé. Mens det modsatte gør sig gældende hos danskerne, hvor ca. 70 procent af befolkningen mener, at det er en god idé. Det er en interessant situation, fordi vi som læger er vant til at forholde os til, hvad vores patienter ønsker. Og her er der en stor holdningskløft. Det er tankevækkende.«

I debatten om aktiv dødshjælp skal Helga Schultz debattere med Jan E. Jørgensen, kulturordfører for Venstre, Freja Polonius, forfatter og selvstændig, Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet, og Anders Lund Madsen, journalist.

Hvad skal du lave i aften (fredag)?

»I aften er et godt eksempel på, hvordan alting ligger oven i hinanden herovre. Jeg hører meget DKPol (Altingets politiske podcast, red.), og de optager live, hvilket jeg godt gad at høre. Samtidig prøver vi at få samlet vores medlemmer fra Yngre Læger til en reception. Og det ligger så også oveni, at SIND og Bedre Psykiatri holder reception. Så jeg er lidt splittet, om jeg skal pleje medlemmerne eller mine personlige interesser. Det er svært at vælge, må jeg sige. Og så er der faktisk også reception hos Rud Pedersen og et grill-arrangement hos Akademikernes Hus. Uanset tror jeg, det bliver en dejlig aften.«

Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde for Dansk Sygeplejeråd:

Hvorfor er du taget på Folkemødet?

»Det er utrolig vigtigt for Dansk Sygeplejeråd at være her. For at sætte aftryk og blande os i debatten. Rigtig mange af vores medlemmer er også herovre. Det, som fylder særligt meget for os lige nu, er lønspørgsmålet. Vi er meget optagede af lønstrukturkomitéen og trepartsforhandlinger. Man kan genkende os på vores T-shirts, hvor der står ‘lønløftet’. Den anden store dagsorden er fokus på fagligheden. Vi står i en rekrutteringskrise i sundhedsvæsenet, men løsningen er ikke ufaglært arbejdskraft. Vi er nødt til at sikre os, at vi har sundhedsfaglig arbejdskraft til de sundhedsfaglige opgaver. Så det er de to spor, vi kører på herovre.«

Er der nogen debatter, du glæder dig særligt til at deltage i?

»I går deltog jeg i en debat om robusthedskommissionen. Jeg sidder som en af partsrepræsentanterne i kommissionen. Normalt arbejder vi under meget lukkede forhold, og vi må ikke citere fra vores arbejde. Derfor var det rart i går at få lov til at fortælle lidt om vores arbejde. Jeg talte meget om faglighed i går, for det er vigtigt for mig at sætte fokus på som partsrepræsentant.«

»I morgen (lørdag, red.) glæder jeg mig til at holde en ølkassetale for Dansk Sygeplejeråd, hvor jeg vil lægge fokus på måden, man taler om vores faglighed på, som er enormt nedsættende. Vi oplever, at vi bliver talt om som ‘varme hænder’ og ‘kommunale røvvaskere’. Det har betydning for, hvordan man værdisætter de traditionelle, kvindedominerede fag, og det vil vi gerne have et opgør med. Både i forhold til løn, men også anerkendelse af vores faglighed.«

Hvad skal du lave i aften (fredag)?

»I aften skal jeg til SIND og Bedre Psykiatris reception. Det handler om psykiatriområdet og at få gang i 10-årsplanen. Det er også noget, vi i Dansk Sygeplejeråd er meget optagede af.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere