COVID-19
Sundhedsstyrelsen dropper AstraZeneca-vaccinen mod COVID-19
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sammenhængen mellem sjældne bivirkninger og AstraZeneca-vaccinen og den nuværende coronasituation i Danmark får Sundhedsstyrelsen til at fortsætte vaccineudrulning uden AstraZeneca-vaccinen.
Sundhedsstyrelsen har besluttet at trække AstraZenecas vaccine mod COVID-19 ud af vaccineprogrammet i Danmark. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse og på et pressemøde i dag kl. 14.
»Samlet set må vi sige, at resultaterne viser, at der er tale om et reelt og alvorligt bivirkningssignal ved vaccinen fra AstraZeneca. Ud fra en samlet overvejelse har vi derfor valgt at fortsætte vaccinationsprogrammet for alle målgrupper uden denne vaccine,« sagde direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Danmark er det første land, der stopper brugen af AstraZenecas vaccine.
Biologisk forklaring på blodpropper
På pressemødet forklarede Søren Brostrøm, at der er en biologisk forklaring på de bivirkninger, som øger risikoen for blodpropper og blodpladeforstyrrelser ved vaccinen fra AstraZeneca.
»Der er tale om et nyt syndrom, en helt ny sygdom, som hedder VITT,« sagde Søren Brostrøm.
Han forklarede videre, at sandsynligheden for at blive ramt af de alvorlige bivirkninger er 1 til 40.000. Men han understregede samtidig, at det tal er behæftet med statistisk usikkerhed, men at det lige nu er det bedste bud.
Danmark har i samarbejde med Norge lavet et registerstudie på meget kort tid, der viser, at der er en øget risiko for alvorlige komplikationer ved AstraZeneca-vaccinen.
Søren Brostrøm kunne fortælle, at den nye komplikation VITT ligner en lignende komplikation ved det blodfortyndende lægemiddel Heparin, som i særlige situationer kan give det alvorlige sygdomsbillede med blodpropper og blodpladeforstyrrelser.
Derudover kunne direktøren meddele, at risikoen ikke er afgrænset til et specifikt køn eller alder.
Deler EMA’s holdning
Sundhedsstyrelsen deler Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) holdning om, at fordelene ved AstraZeneca-vaccinen opvejer skadesvirkningerne, men grundet den nuværende coronasituation med smittetryk, epidemi kontrol og adgang til andre vacciner i Danmark har Sundhedsstyrelsen besluttet, at danskere ikke længere skal vaccineres med den vaccine.
»Det har været en svær beslutning midt i en epidemi at fortsætte vaccinationsprogrammet uden en effektiv og tilgængelig vaccine mod COVID-19. Men vi har andre vacciner til rådighed, og vi har god kontrol med epidemien. Samtidig er vi nået langt med at vaccinere de ældre aldersgrupper, hvor forebyggelsespotentialet ved vaccination er størst,« sagde direktøren.
»Alder er den væsentligste risikofaktor for at blive alvorligt syg med COVID-19. De kommende målgrupper for vaccination har lavere risiko for et alvorligt forløb af COVID-19. Det skal vejes op imod, at vi nu har en kendt risiko for alvorlige skadevirkninger ved vaccination med COVID-19-vaccinen fra AstraZeneca, også selvom risikoen i absolutte tal er lille,« forklarede Søren Brostrøm.
Udelukker ikke fremtidig brug
At Sundhedsstyrelsen lige nu siger nej tak til at bruge AstraZenecas vaccine i det danske vaccineprogram betyder ikke, at vaccinen ikke kan blive taget i brug på et senere tidspunkt, hvis situationen ændrer sig.
»Jeg forstår godt, hvis andre lande, der er i en anden situation end os, vælger at fortsætte brugen. Hvis vi i Danmark stod i en helt anden situation med f.eks. en voldsom 3. bølge og et presset sundhedsvæsen, og hvor vi ikke var nået så langt i vores udrulning af vacciner, så ville jeg ikke tøve med at bruge vaccinen, også selvom der var sjældne, men alvorlige komplikationer ved brugen,« sagde Søren Brostrøm.
38.400 doser Johnson & Johnson-vaccine på lager
Tidligt i morges modtog Statens Serum Institut de første doser COVID-19 vacciner fra medicinalfirmaet Johnson & Johnson. Helt præcis har SSI nu 38.400 doser vaccine, der nu ligger på lageret. Her kommer de til at ligge lidt endnu, for producenten har sat leverancerne i karantæne, så de aktuelt ikke kan anvendes i Danmark.
Sundhedsstyrelsen vil nøje følge de igangsatte risikovurderinger vedrørende Johnson & Johnson-vaccinen, der foretages af bl.a. amerikanske og europæiske lægemiddelmyndigheder. Sundhedsstyrelsen vil også fortsætte samarbejdet med danske eksperter om undersøgelse af effekt og bivirkninger ved alle COVID-19 vacciner, også den nye Janssen-vaccine fra Johnson & Johnson.
Læs også:
Vaccineforsker om Brostrøms dom over AstraZeneca-vaccine: En fornuftig beslutning
Del artiklen: