Stormfloden er redet af, men digerne begynder at være tyndslidte

Snart to års erfaringer med patienter med COVID-19 har givet intensivmedicinerne ny viden, og har samtidig blotlagt både styrker og svagheder ved den måde, som det danske hospitalsvæsen har håndteret opgaven med at behandle patienterne på.

Samtidig er der god grund til at advare både administratorer og politikere om den pressede situation, som rekrutterings- og bemandingsproblemer aktuelt giver landets intensivafdelinger.

Det mener Nanna Reiter, der er formand for Udvalget for Intensiv Medicin under Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) og overlæge på Intensiv Terapiafsnit på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Tredje COVID-bølge på vej ind over DanmarkMens hospitalssengene atter fyldes med COVID-patienter, bliver andre behandlinger udskudt. Samtidig er omikron-varianten blevet til samfundssmitte, og i dag træder nye restriktioner i kraft. Selvom hospitalerne kan trække på erfaringer fra tidligere bølger, er spørgsmålet, hvor godt rustet de reelt er til opgaven, og hvor længe arbejdsmiljøet kan holde til, at COVID igen er det altoverskyggende fokuspunkt. For at få svar på de spørgsmål har Dagens Medicin interviewet fagfolk fra fire udsatte specialer, om hvad de har lært, og hvad det betyder for vinterens prioriteringer?

»Myndighedernes håndtering af pandemien med nedlukning og restriktioner nedsatte samfundssmitten, og dermed også behovet for hospitalsindlæggelse eller intensiv behandling. Derfor har vi heldigvis aldrig været i en situation, hvor vi skulle prioritere mellem, hvilke patienter der skulle i respirator, og fravælge patienter til intensiv behandling,« siger Nanna Reiter.

Efter at have været på barrikaderne i snart to år er en vis træthed til gengæld begyndt at indfinde sig blandt personalet på intensivafdelingerne.

»Omstillingsparatheden og viljen til at give den en ekstra skalle for patienterne, for kollegerne og for samfundet begynder at være tyndslidt. Der er ikke megen social kapital tilbage. Det er benhårdt, især fordi vi ikke ved, hvornår eller hvordan det ender, hvilket er situationen mange steder i landet,« siger Nanna Reiter.

Personaleflugt truer

Konsekvensen af den lange periode med høj arbejdsbelastning, høj smitterisiko, konstant brug af omfattende værnemidler og mange dårlige og komplekse patienter betyder konkret, at kapaciteten på intensivområdet er truet af opsigelser blandt især intensivsygeplejerskerne.

»Personaleflugten kan betyde, at det kan blive nødvendigt at lukke senge. Det er en daglig opgave at sikre, at vi kan holde de eksisterende senge åbne. Der er færre intensivpladser i regionerne, end der var for et år siden, og det er svært og tidskrævende at skalere op igen. Det tager to års ekstra uddannelse at blive intensivsygeplejerske,« siger Nanna Reiter, der gerne havde set en bedre forebyggende indsats.

»Vi har vidst, at der formodentlig ville komme en tredje sygdomsbølge med COVID-19-patienter på denne tid af året. Det, som er anderledes denne gang, er, at samfundet nu er langt mere åbent, og at vi derfor også får flere patienter med andre alvorlige sygdomme, som vi ikke så i så stor grad det første år, hvor det især var COVID-patienterne, der fyldte. Men vi vidste, at der ville blive brug for mere personale. Derfor burde vi også have sikret omskoling og oplæring af personale, så organisationen ikke er så sårbar,« siger Nanna Reiter.

Styrket tværfaglighed

COVID-19-pandemien har dog også åbnet dørene for et styrket tværfagligt samarbejde, mener Nanna Reiter.

Vi har lært, at flere end ventet kan klare sig med ‘high flow’ iltterapi, og at patienterne skal behandles mere individuelt

Nanna Reiter, overlæge, Intensiv terapiafsnit, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

»De færreste COVID-patienter bliver indlagt direkte på intensiv, men har ofte et forløb på en sengeafdeling inden, så vi har haft tid til at lære patienterne at kende. Det har også bidraget til et utroligt godt tværfagligt samarbejde, som er blomstret op på tværs af fag og specialer. Samarbejdet med lunge- og infektionsmedicinerne og andre specialer om patienterne er blevet meget stærkere. Vi mødes og lægger planer for patienterne, allerede inden de kommer på intensiv, og efter at de har været på intensiv. Det har været muligt at følge patienten over længere tid. Det multidisciplinære, tværfaglige samarbejde skal vi holde fast i og styrke, fordi det kommer patienterne til gavn,« siger Nanna Reiter.

Hun fremhæver bl.a. den læring, som er sket siden begyndelsen af 2020:

»Vi troede, at COVID-19-patienterne ville være mere ensartede, hvilket også prægede vores vejledninger. Derfor respiratorbehandlede vi flere patienter under første bølge i foråret 2020, end vi gør nu. Vi har lært, at flere end ventet kan klare sig med ‘high flow’ iltterapi, og at patienterne skal behandles mere individuelt. Vi var tidligere mere tilbageholdende med at bruge buglejring af vores patienter med ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome), fordi det blev anset for at være en mere risikofyldt procedure. Men det er nærmest blevet en del af vores standardbehandling og et eksempel på, at også simple ting som at vende og dreje patienterne kan hjælpe dem. Her har vores fysioterapeuter også gjort en stor indsats, men det er samtidig en kompleks plejeopgave at tage sig af COVID-19-patienter,« siger Nanna Reiter og uddyber:

»Vi er også blevet bedre til at opdage komplikationer som lungeembolier, fordi vi i starten var mere tilbageholdende med at lave billeddiagnostik af frygt for at sprede smitte rundt på hospitalet. Den smitterisiko er vi blevet bedre til at håndtere,« siger hun.

National styring vigtig

For at ruste intensivafdelingerne og hospitalerne bedre til en kommende situation som den, COVID-19 har bragt hospitalsvæsenet i, har Nanna Reiter tre anbefalinger:

»For det første skal vi kontinuerligt kunne følge og overvåge den nationale intensivkapacitet, så vi ikke bringer os i en situation, hvor der er ledig kapacitet ét sted, mens patienter afvises et andet. Derfor bør der være en national styring af intensivkapaciteten,« siger hun.

Læs også:

COVID-patienter presser kirurgisk afdeling længere væk fra kerneopgaven

Trods tredje bølge sover Lars Østergaard godt om natten

Kronikerne må ikke drukne i næste coronabølge

»For det andet er det problematisk, at et så lille land som Danmark har så mange it-systemer, som ikke kan tale sammen, og som vi derfor heller ikke kan trække nødvendige data ud af med kort varsel. Vi har på eget initiativ fået oprettet en COVID-19-database, hvor der nationalt opgøres data hver 14. dag – den er netop blevet genaktiveret på Sundhedsstyrelsens opfordring. Men det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis vi i stedet kunne trække data ud på daglig basis. Burde vi ikke som en del af pandemiberedskabet og på nationalt plan kunne trække data for COVID-patienter ud af vores it-systemer i et samlet hele? Det vil også have betydning ved fremtidige epidemier for hurtigt at kunne dele viden om, hvordan kritisk syge patienter skal behandles, og hvordan de klarer sig.«

»Og endelig skal der ved en fremtidig aktivering af beredskabet være klare kommandoveje, som beskriver, hvem der har ansvaret for at træffe de svære beslutninger. Der er allerede i regionerne fastlagt kommandoveje, som det er vigtigt, at der er tydelighed omkring. Det skal ikke være den menige intensivlæge, der risikerer at komme i klemme, hvis det en dag skulle blive nødvendigt at prioritere mellem flere patienter,« siger Nanna Reiter.