Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

COVID-19

Nye tal: COVID-19 kostede Danmark 30.000 sunde leveår i pandemiens første år

Udgivet:
Kommentarer (0)

Beregninger fra SSI og DTU viser, at hver dansker, der døde som direkte følge af COVID-19 under pandemiens første år, i gennemsnit mistede 13 sunde leveår.


I en ny undersøgelse har Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet beregnet den direkte sygdomsbyrde af COVID-19 på befolkningsniveau. Beregningerne viser, at omtrent 30.000 sunde leveår gik tabt i 2020, hvilket svarer til gennemsnitligt 13 år per person, der døde.

Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen beregnede forskere både byrden i forhold til antallet af tabte leveår grundet for tidlig død og nedsat livskvalitet som følge af akutte symptomer på sygdom.

»Den estimerede sygdomsbyrde ville være endnu højere, hvis vi havde medregnet langtidseffekter og indirekte omkostninger, såsom udskudte behandlinger eller psykiske problemer på grund af lockdown. De tal var dog ikke til rådighed, da undersøgelsen blev lavet,« fortæller seniorforsker Sara Monteiro Pires fra DTU Fødevareinstituttet.

Høj dødelighed blandt ældre

Beregningerne viser blandt andet tydeligt, at dødeligheden var højest blandt personer over 70 år og særligt blandt mænd i den aldersgruppe.

For den yngre del af befolkningen ser det anderledes ud, og der er ikke registreret et eneste dødsfald blandt unge mellem 20 og 29 år i 2020. Til sammenligning registrerede man 447 dødsfald i aldersgruppen 80-89 årige i samme periode.

Forskerne har beregnet påvirkningen af COVID-19 med ‘disability adjusted life years’ (DALY). DALY er et mål for, hvor mange leveår den samlede befolkning mister, når mennesker dør tidligere end forventet og/eller må leve med nedsat livskvalitet grundet sygdom.

Resultaterne fra sygdomsbyrdeundersøgelser kan hjælpe myndighederne med at sammenligne sundhedspåvirkningen af forskellige sygdomme. Den viden kan bruges i forbindelse med beslutninger om, hvilke indsatser, der vil være mest effektive.

»De beregninger, vi præsenterer her, er kun baseret på det første år af COVID-19-pandemien. I mellemtiden har vi fået vacciner, bedre behandlingsmuligheder på hospitalerne og generelt mere immunitet i befolkningen. Vi forventer derfor at kunne se et fald i sygdomsbyrden, når vi ser på tallene for andet år med COVID-19,« siger seniorforsker Steen Ethelberg fra SSI.

Med DALY er det muligt at sammenligne sygdommens påvirkning i forhold til blandt andet alder og geografi. Eksempelvis kan man sammenligne tallene med andre lande, som har udregnet sygdomsbyrden med samme metode.

Således ses det, at sygdomsbyrden for COVID-19 i Danmark udgjorde 520 DALY per 100.000, mens tallene i Tyskland og Holland var henholdsvis 368 og 1.570 per 100.000.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere