COVID-19
Halvdelen af landets intensivafdelinger havde ingen ledige senge ved årsskiftet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Lavere sengekapacitet og COVID-19 presser intensivafdelingerne, viser netop udsendt opdatering af Dansk Intensiv COVID-19-rapport.
Mandag 3. januar havde 16 af landets intensivafdelinger (48 pct.) ingen ledige senge. Det viser en opdateret version af Dansk Intensiv COVID-19-rapport, som Dansk Intensiv COVID database og Dansk Intensiv Database har udarbejdet i samarbejde med RKKP, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.
Intensivkapaciteten har i vinteren 2021-2022 været lavere end i foråret 2021. I perioder har den samlede bufferkapacitet været lav, og andelen af intensivafdelinger uden ledige senge til at modtage akutte patienter har været høj, viser rapporten, som laves på opfordring fra Sundhedsstyrelsen. Overlæge Nicolai Haase, Intensivafdelingen på Rigshospitalet, professor
Anders Perner, Intensivafdelingen på Rigshospitalet, og overlæge Steffen Christensen, Intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, står i spidsen for arbejdet med rapporten.
Ambitionen er at udsende opdateringer med 14 dages intervaller vinteren over. Seneste version, som blev udsendt torsdag 6. januar, viser, at 329 patienter blev indlagt på intensivafdelingerne i Danmark med COVID-19 fra 1. november 2021 til 31. december 2021. I samme periode er den andel, COVID-19 patienterne udgør af alle intensivpatienter, steget fra 20 pct. til 25 pct..
Uvaccinerede patienter udgør omkring halvdelen af de intensivindlagte, selvom langt hovedparten af danskerne er vaccinerede. De uvaccinerede, intensivindlagte patienter er i gennemsnit 17 år yngre og har færre kroniske sygdomme end de vaccinerede intensivindlagte. 5 af 10 COVID-19-patienter behandles med respirator på intensivafdeling og hver tiende med dialyse både blandt vaccinerede og uvaccinerede. Den samlede dødelighed blandt intensivindlagte COVID-19-patienter er 28 pct., men mange patienter er fortsat indlagt, så tallet vil stige, fremgår det af rapporten.
24 patienter har indtil nu været intensivindlagt efter deres 3. vaccinestik. Hovedparten af disse patienter har hæmatologisk sygdom eller får immundæmpende medicin.
Gruppen bag rapporten understreger, at tallene i rapporten tegner et øjebliksbillede af belastning og kapacitet, som begge er dynamiske og ændrer sig over tid.
»Patienter med COVID-19 og informationer om patientforløb er indsamlet ved manuelt opslag i patientjournaler. Datakompletheden og validiteten må derfor anses for høj,« pointerer rapportens forfattere.
Del artiklen: