Fra tanker på Twitter til toprådgiver

I et lillebitte kontor i en af de gulstensbygninger, der ligger som strøet ud over Universitetsparken i Aarhus, ligger et af knudepunkterne i Danmarks bestræbelser på at tvinge coronapandemien i knæ.

Her holder professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen til i et af de miljøer, som beskæftiger sig med teorier og sammenhænge, der nok ikke lige umiddelbart ligger til højrebenet hos de fleste. Udenfor på gangen hænger f.eks. en plakat for en event, der handler om sammenhængen mellem genetik og politisk overbevisning.

Men i dag handler det om coronaepidemien. For Michael Bang Petersen leder et af de forskningsprojekter, der er rundet af investeringslysten i coronarelateret research.

At vinde over en epidemi er som at vinde en valgkamp. Brug de samme værktøjer

Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Projektet er døbt ‘HOPE – How Democracies Cope with Covid19: A Data-Driven Approach’, i daglig tale bare HOPE, og det har ikke meget til fælles med almindelig sundhedsvidenskabelig forskning. Der er f.eks. ikke en eneste læge involveret.

Michael Bang Petersen selv er en af de eksperter, der ofte kritiseres i lægeverdenen, nemlig en vaskeægte djøf’er. Og den flok på omkring 30 mennesker på hhv. Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU, der bidrager til HOPE, omfatter folk med viden om bl.a. antropologi, etnografi, politologi, kunstig intelligens og sociale medier.

Men HOPE har tilføjet et element til fortællingen om, hvordan verden bekæmpede coronavirusset og COVID-19, som uden at forklejne den traditionelle sundhedsvidenskabelige forskning også har belyst dens grænser. For forebyggelse og behandling er ikke meget værd, hvis piller, salver og injektionsvæsker bliver liggende i depoterne, fordi befolkningen afviser dem.

Kritik førte til indflydelse

HOPE handler først og fremmest om befolkningens adfærd under coronaepidemien, og hvordan kommunikation fra myndighedspersoner som f.eks. regeringens medlemmer eller styrelser og råd på sundhedsområdet påvirker befolkningen.

Projektet blev tildelt en bevilling fra Carlsbergfondet på 25 mio. kr. i foråret 2020, som siden blev suppleret med en tillægsbevilling på 2,4 mio. kr. Alt sammen med afsæt i Michael Bang Petersens aktivitet på det sociale medie Twitter.

Han har også tidligere til andre medier fortalt historien om, hvordan en i den brede befolkning temmelig ukendt akademiker pludselig blev en af regeringens nærmeste rådgivere og katapulteret ind i danskernes hverdag som et slags officielt orakel, der tydede tegnene fra danskernes corona-adfærd. Ikke desto mindre formår han stadig at lyde nærmest lidt overrasket over, hvordan det overhovedet gik til.

»Det starter i de tidlige martsdage (i 2020, red.), hvor jeg følger med i pandemien, informationer fra WHO og rapporter fra Wuhan. Det er relativt klart fra de rapporter, at dette her er en alvorlig situation,« fortæller han.

»Noget af grunden til min interesse er, at jeg tidligere har arbejdet med smittepsykologi. Hvorfor reagerer vi psykologisk, når vi er bange for at blive smittet? Hvilke politiske holdninger har du, hvis du er meget bekymret for bakterier og sådan noget?«

Så Michael Bang Petersen ser interesseret med, da der 6. marts 2020 er pressemøde med en række myndighedspersoner med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen, hvor der bl.a. bebudes et forbud mod forsamlinger på over 1.000 mennesker.

»Det synes jeg ikke, at de gør særligt godt rent kommunikationsmæssigt. De er meget klare om, hvordan man skal handle som borger – nu er der forsamlingsforbud, og man må ikke kramme eller give hånd – men der er ikke nogen særligt præcis forklaring på hvorfor,« siger han.

Det er især statsministerens ord om, at ‘nu skal vi ikke gå i panik’, der trigger Michael Bang Petersen. For han er bekendt med forskning om, at det ikke er særligt produktivt at betragte borgerne som nogle, der nemt går i panik, og som man derfor bør behandle nærmest som børn, der efter de voksnes mening skal skånes for noget ubehageligt.

Efter Michael Bang Petersens overbevisning er det et helt forkert signal, som Mette Frederiksen og hendes entourage sender den dag.

Tema ‘Det store coronaeventyr’

Læs også:

18. marts:Det store coronaeventyr

18. marts:Da landet lukkede ned, åbnede pengekasserne op

18. marts:Novo Nordisk Fonden brød med alle gængse regler og procedurer

25. marts:»Tænk hvis vi kunne lave forskning på den måde hele tiden«

1. april:»Vi har sindssygt meget materiale i fryseren«

19. april:Det store coronaeventyr: Når forskning kikser

22. april:Hvis plan A kikser, kan det betale sig at lave ‘en Egon Olsen’

17. maj:Er der HOPE for læger?

»Det er enormt dårlig kommunikation, at man ikke inviterer befolkningen ind i de bekymringer, man har som beslutningstager om, hvorfor dette her er væsentligt,« forklarer han.

Efter at have brokket sig til sin hustru over statsministerens kommunikation lufter Michael Bang Petersen sin kritik på Twitter.

»Min tråd på Twitter bliver samlet op af en række medier. Men frem for at regeringen reagerer negativt på min kritik, bliver jeg inviteret ind i Sundhedsministeriet, hvor de vil høre, hvad det er, jeg mener, og hvorfor,« fortæller Michael Bang Petersen.

»En af de ting, jeg sagde der og også har sagt andre steder, var, at det er lige så vigtigt at have tal for befolkningens opbakning som tal for antallet af smittede. For adfærd afgør, om epidemien går op eller ned,« siger han.

»Derfor skal man vide, hvad befolkningen tænker, hvad folk er villige til, og hvad omkostningerne ved det er.«

Eller som han skrev på en af sine Twittertråde: »At vinde over en epidemi er som at vinde en valgkamp. Brug de samme værktøjer.«

25 mio. kr. på 3 timer

Siden går det slag i slag. Michael Bang Petersen bliver ringet op af et surveyfirma, som foreslår bare at gå i gang med at indsamle data, og så ‘kan vi nok finde noget finansiering på et tidspunkt’, som Michael Bang Petersen siger.

»Det er ideen til HOPE-projektet. Konkret sker der så det, at jeg bliver ringet op af Carlsbergfondet, som siger, at de er interesseret i at finansiere forskellige projekter, og at de gerne vil se en ansøgning.«

Så får Michael Bang Petersen for alvor travlt. For: »Så havde vi mulighederne for at gøre de ting, som vi havde tænkt var vigtige. Så jeg samler et team, og i løbet af få timer skriver vi en ansøgning – vi fik lov til at vente med at indsende den til klokken 7 næste morgen – og efter 3 timer havde vi 25 mio. kr.,« siger han.

Den slags hast er virkelig ikke noget, forskere er vant til. Hverken inden for sundhedsvidenskab, statskundskab eller noget som helst andet.

Men ikke kun hastigheden var anderledes. Det er selve HOPE også, nemlig humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning anvendt i folkesundhedens tjeneste og vel at mærke i realtid.

»Ideen med HOPE er jo, at data er noget, der er vigtigt her og nu. Den klassiske måde er at indsamle en masse data og analysere, og så åbenbarer vi resultatet om et år eller to,« siger Michael Bang Petersen.

»Men her samlede vi data om, hvad befolkningen tænker, føler, og hvordan den agerer, og dem stillede vi til rådighed for myndigheder, medier og offentligheden. For projektet skal medvirke til at kvalificere håndteringen og den måde, vi kommer gennem krisen på.«

Konstant meningsmåling

Der er to slags HOPE – en undersøgelse, der sammenligner flere lande, og en rent dansk.

Kernen i den danske undersøgelse er en vedvarende monitorering af befolkningens måde at agere på. Hver eneste dag fra maj 2020 til marts i år er 500 danskere blevet spurgt om deres adfærd. Følger de myndighedernes retningslinjer om mundbind, forsamlingsforbud osv.?

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

Sådan har vi gjort

Myndigheder, fonde, foreninger og virksomheder har allokeret store summer til coronarelaterede projekter under COVID-19 pandemien. Men ikke alle har haft til formål at undersøge, hvordan SARS-CoV-2 kunne imødegås eller COVID-19 behandles, ligesom en del ikke kan betegnes som R&D (research and development).

Vi har forsøgt at identificere de forsknings- og udviklingsprojekter, der med rimelighed kan betegnes som sundhedsvidenskabelige blandt bevillinger udmeldt fra foråret 2020 til udgangen af 2021.

Via bevillingsgiverne selv og i enkelte tilfælde presseomtaler har vi udsøgt de projekter, der er rettet mod såvel forebyggelse, diagnosticering og behandling af COVID-19, ligesom vi også har medtaget videngenerering om sundhedsmæssige konsekvenser af sygdommen såsom senfølger og effekten på mental sundhed.

Definitionen er bred og omfatter ikke kun udvikling eller afprøvning af medicin, men også f.eks. adfærdsforskning og udvikling af produkter, beslutningsstøtte eller statistiske modeller. Bevillinger til forudsætningerne for disse aktiviteter – forskningens infrastruktur – er også talt med.

Nogle af finansieringskilderne har givet deres bevillinger til navngivne forskere, andre til institutioner. For overskuelighedens skyld nævner vi alene institutionerne.

Vi har lagt summerne fra både offentlige og private kilder sammen og fundet, at der i perioden er investeret knap to mia. kr. i coronarelateret forskning og udvikling i Danmark.

Beløbet må betegnes som konservativt. Oplysninger om private virksomheders eventuelle coronarelaterede forsknings- og udviklingsaktiviteter samles ikke i nogen fælles database, og der kan sagtens gemme sig selv store midler i den sektor, som ikke er talt med her.

Ligeledes er det ikke alle regioner, der har opgjort, hvad de har brugt af deres sædvanlige forskningsbudgetter på projekter, som har med coronavirus eller COVID-19 at gøre.

Så kortlægningen er nok omfattende, men ikke fuldstændig. Vi opdaterer gerne, hvis vi får nys om yderligere forskningsmidler, der er gået til bekæmpelse af SARS-CoV-2 og COVID-19.

De adspurgte findes ved, at Gallup, som står for det praktiske, laver et udtræk fra CPR-registeret og giver disse tilfældigt udvalgte borgere mulighed for at deltage i undersøgelsen via en invitation i e-Boks.

Tilfældigheden kan give en udfordring med repræsentativiteten, men som Michael Bang Petersen siger, så ‘er det tilfældige det bedste værktøj, man har’.

Det kan også give skævheder, at ikke alle de adspurgte vil deltage.

»Vi forsøger at håndtere de to fejlkilder bagefter med poststratifikation, og vi har udviklet nye metoder, som ikke er standard i statskundskab. Det er nemt at veje på køn, alder og uddannelse, for vi ved, hvordan populationen ser ud. Men der er andre skævheder. Vi har f.eks. vejet på partivalg, og om man er blevet vaccineret,« siger Michael Bang Petersen.

»Det er et enormt godt parameter i forhold til denne her udfordring, for vi må forvente, at der er forskellige opfattelser af retningslinjer, alt efter om man er vaccineret eller ej.«

Men borgernes adfærd er ikke det eneste, der spørges om.

»Det ene er at afdække, hvordan folk agerer, hvor mange ser retningslinjerne og er opmærksomme på dem. Og den anden ting er at monitorere de psykologiske faktorer, som vi ved fører til adfærdsændring, f.eks. hvor bekymret man er for coronavirus,« forklarer Michael Bang Petersen.

»Vi kan se helt systematisk, at når bekymringen falder, så begynder adfærden at følge efter to uger senere.«

Lyver folk ikke?

En svaghed ved stort set alle slags undersøgelser af denne karakter er, at ingen kan være sikre på, at deltagerne svarer sandt. Det er typisk, fordi de er nervøse for, om undersøgelsen nu også er anonym.

Det problem kan forskerne ikke helt løse, men de kan til en vis grad tage højde for det ved at bruge en teknik, der kaldes et listeeksperiment.

»Du har to grupper. Den ene får fire udsagn, og så får de at vide, at vi kun er interesserede i at vide, hvor mange udsagn deltageren er enig i – ikke hvilke. Den anden gruppe får samme liste med fire udsagn, men et ekstra. Det ekstra er det, vi er interesserede i. Det kan f.eks. være, om man var fysisk tæt på nogen i går. Og deltagerne får igen at vide, at vi ikke vil vide, hvilke udsagn de er enige i – kun hvor mange,« forklarer Michael Bang Petersen.

»Ved at sammenligne de to grupper kan man estimere andelen, der er enig i det, vi er interesserede i, samtidig med at det er umuligt at koble svarene til en enkelt person. Så kan man se, om det ændrer svarene. Det har ikke ændret noget i vores undersøgelser.«

»Nogle ting er nemmere end andre. Men det vigtige – og det, vi er interesserede i – er udviklingen over tid. Set fra vores perspektiv kan vi have en god fornemmelse af, om tingene går den ene eller den anden vej, så længe støjen er den samme over tid.«

Så ja, der er fejlkilder i undersøgelser som dem i HOPE, og ja, der er ikke tale om eksakt videnskab, men som Michael Bang Petersen siger, er der ikke bedre muligheder p.t.

»Hvis du vil have et maskineri, hvor du kan følge en befolkning i to år og ikke vil gøre som f.eks. Kina med massiv overvågning, så er der ingen alternativer,« som han siger.

»Vi er nødt til at få et håndtag på befolkningens adfærd. Og det er det, der er tilgængeligt.«