COVID-19
Ét spørgsmål om booster-vacciner plager forskere og embedsværk: »Vi kender ikke tærsklen for immunitet«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Camilla Foged, professor i vaccinedesign, er en af de forskere, der rådgiver Sundhedsstyrelsen ift., hvordan en plan for booster-vacciner kan skrues sammen.
Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, fortæller, at manglende viden om immunitet gør det er svært at lægge en meningsfuld vaccineplan for danskernes tredje COVID-19-vaccinestik.
For hver dag, der går, bliver behovet for en plan om booster-vacciner mere og mere presserende. Men den viden, der vil gøre det relativt nemt at lægge en optimal vaccineplan for det tredje vaccineskud, har man endnu ikke, og det er usikkert, hvordan man opnår den.
Vi ved, at vores immunitet falder med tiden, men vi ved bare ikke, hvor meget den skal falde, før vi ikke er dækket godt nok af vaccinerne længere
Camilla Foged, professor i vaccinedesign, Institut for Farmaci, KU
Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet, er en del af en gruppe af forskere, der rådgiver Sundhedsstyrelsen i planlægningen af det tredje stik i den brede befolkning.
Hun fortæller, at man på den ene side ikke vil give det tredje stik for tidligt for at undgå unødvendig vaccination, men samtidig vil man heller ikke risikere at vente for længe i frygt for, at såkaldte gennembrudsinfektioner pludselig resulterer i indlæggelser og i værste fald dødsfald.
Ifølge vaccine-professoren kan man godt måle befolkningens antistofniveauer, f.eks. når en person er færdigvaccineret, men problemet er, at man rent faktisk ikke ved, hvor høje eller lave antistofniveauerne skal være, for at de kan forhindre gennembrudsinfektioner.
»Det er et godt spørgsmål, hvornår vi skal give tredje stik i den brede befolkning. Vi ved, at vores immunitet falder med tiden, men vi ved bare ikke, hvor meget den skal falde, før vi ikke er dækket godt nok af vaccinerne længere. Vi kender ikke tærsklen for immunitet,« siger hun.
Der mangler afgørende data
I dag, hvor over 72 procent af befolkningen af færdigvaccineret, er det sundhedsmyndighedernes vurdering, at immunitet efter COVID-19-vaccination varer i mindst et år. Da den første dansker blev stukket få dage før nytår, har Søren Brostrøm og co. dermed også givet sig selv en bagkant, der indtil videre hedder årsskiftet.
Tidligere på ugen offentliggjorde ECDC, European Center for Disease Prevention and Control, så en foreløbig rapport, der konkluderer det samme som Camilla Foged: At der endnu mangler data, før planen for en boostervaccine kan blive udformet på et oplyst grundlag.
ECDC-rapporten fastslår også, at der endnu ikke er et akut behov for boostervacciner til den brede befolkning, fordi immuniteten for størstedelens vedkommende stadig antages at være høj. Dog anbefaler rapporten, at et tredje stik bør gives til personer med svækket immunforsvar og plejehjemsbeboere.
Immunsupprimerede er allerede blevet inviteret til tredje stik, og så sent som fredag i sidste uge oplyste Sundhedsstyrelsen, at også plejehjemsbeboere fremover kan blive vaccineret med et tredje stik.
Det er Statens Serum Institut (SSI), som overvåger indlagte med COVID-19 for at holde nøje øje med, om faldende immunitet giver gennembrudsinfektioner med indlæggelser, da det i så fald vil indikere, at befolkningen ikke længere er beskyttet godt nok.
Indtil videre er gennembrudsinfektioner med indlæggelse som følge for det meste blot et resultat af, at vaccinen i første omgang ikke har virket, som den skal, fortæller Camilla Foged.
Man kan jo starte med at give tredje stik til plejehjemsbeboere, derefter til ældre over 65 og så til resten
Camilla Foged, professor i vaccinedesign, Institut for Farmaci, KU
»Vi ser ikke noget bekymrende endnu i forhold til gennembrudsinfektioner. Dem, der får dem og bliver indlagt, har svækket immunforsvar eller er f.eks. blevet behandlet mod kræft ved vaccination, og derfor har vaccinen ikke været særlig effektiv. Jeg har endnu ikke hørt om vaccinerede plejehjemsbeboere, der er blevet alvorligt syge af COVID-19,« siger hun.
Først de ældre, så alle andre
Ifølge Camilla Foged venter man på data fra blandt andre Pfizer/BioNTech og Moderna og fra investigatorinitierede forsøg, som tilsammen måske kan gøre forskere og embedsværk klogere på, hvornår det tredje skud skal gives til den brede befolkning.
Eksempelvis oplyser Moderna, at resultater fra deres fase 2-studie viser, at når man giver firmaets vaccine som booster seks måneder efter fuldendt vaccination, opnår man samme antistofniveauer som ved den indledende vaccination.
Data er dog ikke publiceret endnu, og selvom resultaterne viser forhøjede antistofniveauer efter tredje stik, gør det dog ikke omverdenen klogere på, præcis hvornår det så giver bedst mening at give stikket.
Både Pfizer/BioNTech-samarbejdet og Moderna har allerede fået godkendt ansøgninger hos FDA til et rolling review af deres respektive vacciner givet som booster-skud. Fredag meldte Moderna, at firmaet nu også har ansøgt hos EMA.
Den amerikanske regering har tidligere meddelt, at FDA kan nå at give en godkendelse inden 20. september, så sundhedsmyndighederne på det tidspunkt kan tage hul på deres plan om et tredje vaccineskud. Men nu ser granskningen ud til at trække ud, skriver Wall Street Journal.
Ifølge avisen er det amerikanernes plan at give et tredje skud seks måneder efter færdigvaccination.
På baggrund af den nuværende viden vurderer Camilla Foged, at det kan give mening at lægge ud med at genvaccinere befolkningen baseret på, hvor udsatte de er for indlæggelse.
»Man kan jo starte med at give tredje stik til plejehjemsbeboere, derefter til ældre over 65 og så til resten. Man må kigge på befolkningen i større klumper. I USA giver de tredje stik til plejehjemsbeboere og derefter til alle over 50,« siger hun.
Del artiklen: