Er der HOPE for læger?

Forskningsprojektet HOPE har givet verden indsigt i, hvordan myndigheder og autoriteter bedst kan påvirke befolkningernes adfærd, så bestemte sundhedsmål har større chance for at blive nået. I dette tilfælde bekæmpelse af en pandemi.

Måske den allervigtigste indsigt er værdien af at være til at stole på.

Der er ikke nogen tvivl – den langsigtede ressource er tilliden

Michael Bang Petersen, HOPE´s leder, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

En af de artikler, der er rundet af HOPE, viser, at troværdighed på lang sigt trumfer umiddelbare resultater på kort sigt. F.eks. kan det godt være, at det hjælper på den umiddelbare vaccinationsvilje i befolkningen, hvis myndigheder og lægestand underspiller vaccinernes bivirkninger og risikoprofil. Til gengæld falder så opbakningen til selvsamme kilder, fordi deres troværdighed beklikkes.

Gør man det modsatte – melder klart ud, at vaccinen måske ikke er specielt god, men at det er den bedste i øjeblikket – så er der nok færre, som vil tage imod vaccinen, men tilliden til budskabets afsender øges.

HOPE’s leder, professor Michael Bang Petersen, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er ikke et splitsekund i tvivl om, hvad der vejer tungest.

»Der er ikke nogen tvivl – den langsigtede ressource er tilliden. Man må aldrig blive fristet af den kortsigtede gevinst ved at feje noget ind under gulvtæppet. Dele af den artikel er faktisk bygget op over relationen mellem læger og patienter. Det har man forsket i, og noget tyder på, at ind imellem bruger læger en uhensigtsmæssig kommunikation,« siger han.

»Det, vi trækker ud af noget af den forskningslitteratur, er, at det vagt betryggende som ‘det skal nok gå’ eller ‘du skal ikke være bekymret, gå du nu hjem og tag to panodiler, så går det nok væk’ er en type kommunikation, som ikke skaber tillid til afsenderen, fordi den ikke adresserer og anerkender den bekymring, som patienten har.«

Ligesom Mette og Søren

HOPE handler også om påvirkning via kommunikation. I dette tilfælde fra myndighedernes side for at få folk til at ændre adfærd såsom at se færre mennesker end normalt, undlade at give hånd, bære mundbind osv.

Men hvis man nu er læge, der gerne vil påvirke sin patient til en adfærdsændring?

»Det, vi ser, er, at det handler om at skabe handlekompetence. Det vil sige at skabe en klar oplevelse hos borgeren af, ‘hvad det er, jeg skal gøre og hvorfor’. Det er vigtigere end at skabe en klar opfattelse af, hvad det er, der truer. Folk, der har en klar opfattelse af hvad og hvorfor, har efterlevet anbefalingerne, uanset om de er bange for virus eller ej,« siger Michael Bang Petersen.

Og helt grundlæggende handler det såvel hos lægen som hos myndighederne om troværdighed. Den skabes af ærlighed. Det er ikke det samme, som at man skal skræmme patienten.

»Man skal tale åbent om de trusler, der er. Man kan godt skabe frygt, og patienten vil handle, hvis vedkommende er bange, men det er ikke sikkert, at vedkommende vil handle hensigtsmæssigt. For så er det måske, at patienten begynder at sidde og google og griber efter halmstrå på internettet,« siger han.

»Man skal være meget præcis. Der er en trussel, og du skal gøre x, y og z, og hvis du gør det, så kan vi bekæmpe faren. I bund og grund er det på samme måde som med Mette Frederiksen (S) og Søren Brostrøm – de skal lede gennem kommunikation.«

Lægernes roller

Under coronapandemien har individuelle læger spillet en rolle som forklarere og formidlere via medier og direkte over sociale medier, ligesom de har haft indflydelse i den direkte patientrelation.

»Lægerne har spillet en vigtig rolle i forhold til at håndtere nogle af de konspirationsteorier, der har været under COVID-krisen bl.a. over for grupper, som har været bekymrede. F.eks. etniske minoritetsgrupper, hvor de praktiserende læger i de miljøer har spillet en rolle,« siger Michael Bang Petersen.

Måske er nogle af de vigtigste indsigter i forhold til coronakrisen, at den har ramt så forskelligt.

Michael Bang Petersen, HOPE´s leder, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

»Og jeg har hørt fra praktiserende læger, at for personer med psykiske udfordringer, som har haft bekymringer, har det hjulpet dem at have en direkte samtale med deres læge frem for alene at få information fra det mere abstrakte system.«

En anden af HOPE-artiklerne handler netop om psykisk syge og siger måske en kende overraskende, at en del af disse patienter har oplevet epidemien som en lettelse. Bl.a. så de psykisk belastede det som en fordel, at andre mennesker nu oplevede verden på en måde, som de selv ofte opfatter den – som et hektisk, ustabilt og skræmmende sted.

»Måske er nogle af de vigtigste indsigter i forhold til coronakrisen, at den har ramt så forskelligt. For nogle har det være en god ting at få lidt ro på et ellers hektisk liv. For andre har det været en katastrofe,« siger Michael Bang Petersen.

Godt gennem krisen

Helt overordnet har HOPE-forskerne fundet, at Danmark og danskerne indtil videre har overstået krisen ganske vellykket. Også i internationalt perspektiv. En del af projektet har været at samle informationer ind fra en række andre lande og sammenligne.

I en HOPE-rapport, som baserer sig på data fra halvandet års pandemi, fremgår det, at danskerne i højere grad end de fleste andre undersøgte lande f.eks. er mere optimistiske, har større tiltro til regeringen og har følt sig mindre ensomme i coronatiden.

Man kan i HOPEs tal også se udviklingen over tid, f.eks. hvordan ‘minkgate’ påvirkede befolkningen.

»Minksagen var der, hvor vi tydeligt kunne se et dyk i tilliden. Den blev håndteret uhensigtsmæssigt,« siger Michael Bang Petersen.

Dykket i tilliden gik dog ikke på det sundhedsmæssige aspekt. Befolkningen lader til at have accepteret argumentet om, at minkfarmene udgjorde en alvorlig smittefare, og at dyrene derfor skulle slås ned nærmest øjeblikkeligt.

Derimod skyldes dykket i tilliden det manglende retsgrundlag for beslutningen.

HOPE-tallene afslører også steder, hvor kommunikationen gik galt.

»Vi kan også se, at man måske skulle have kommunikeret anderledes omkring de uvaccinerede i oktober/november 2021, hvor man anlagde hård retorik over for de uvaccinerede. Det, kan vi se, skubbede de uvaccinerede længere væk. De tabte endnu mere tillid til myndighederne,« siger Michael Bang Petersen.

»Måske var den retorik et eksempel på, at man blev besnæret af de kortsigtede gevinster. Måske kommunikerede man mere positivt om vaccinerne, end der var belæg for. Man var ikke tydelig om de usikkerheder, der er, såsom at der er varianter af virus, der kan undvige vaccination, og at der er faldende immunitet efterhånden, som tiden går.«

Af samme årsag ville det efter Michael Bang Petersens været et selvmål uden lige at ty til initiativer som tvangsvaccination.

Forudsætningerne

Når fremtiden fælder dom over sundhedsmyndigheders og politikeres håndtering af coronapandemien i Danmark, vil karakteren således blive ganske pæn.

Tema ‘Det store coronaeventyr’

Læs også:

18. marts:Det store coronaeventyr

18. marts:Da landet lukkede ned, åbnede pengekasserne op

18. marts:Novo Nordisk Fonden brød med alle gængse regler og procedurer

25. marts:»Tænk hvis vi kunne lave forskning på den måde hele tiden«

1. april:»Vi har sindssygt meget materiale i fryseren«

19. april:Det store coronaeventyr: Når forskning kikser

22. april:Hvis plan A kikser, kan det betale sig at lave ‘en Egon Olsen’

17. maj:Fra tanker på Twitter til toprådgiver

Noget af æren kan tilskrives den tilgang til folkeoplysning, som HOPE har bidraget til at fremme. Også når den har handlet om skabe forståelse for myndighedernes til tider noget hyppige og abrupte ændringer af reglerne.

»Den overordnede kommunikation har været god, og vi kan se i vores data, at folk har oplevet den som klar og åben. Folk bliver mere utilfredse, efterhånden som tiden går, men samtidig er der forståelse for, at situationen ændrer sig. Og der er en grundlæggende forståelse af, at vi er på ukendt territorium. Derfor er der også en eftergivenhed i forhold til, at beslutninger bliver ændret,« siger Michael Bang Petersen.

Men han peger også på nogle helt andre og meget fundamentale forudsætninger. F.eks. at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen fra start påtog sig et politisk ansvar.

»I en krise er der kun én egentlig leder af et land, og det er vigtigt, at den person påtager sig den rolle. Der er ikke noget videnskabeligt korrekt svar på, hvordan man skal gøre det. Skal vi prioritere virksomheder eller børns skolegang? Det er et politisk valg, og det må man stå på mål for,« siger han.

Desuden bakker HOPEs fund op om den vidt berømte og berømmede tillidskultur i i Danmark. Den er ikke naturgiven, men resultat af politiske valg.

Michael Bang Petersen nævner bedre politiske institutioner, mindre korruption og ikke mindst større lighed i Danmark end i så mange andre lande som årsager.

»I et samfund med en større grad af lighed har borgerne mere at tilbyde hinanden. I meget hierarkiske samfund er der ikke nogen særligt stor interaktion. Folk lever forskellige liv og kan ikke spejle sig i hinanden. Der er langt større mulighed for at skabe oplevelsen af, at man har sammenvævede skæbner i et lige samfund,« siger han.

»Man skal sørge for gode institutioner. Når vi borgere interagerer med hinanden, så sker i skyggen af institutionerne.«

Anvendt om coronapandemien indebærer det udsagn, at det forsåvidt er selve velfærdssamfundet, der har båret Danmark gennem krisen.

»Det, som folk i virkeligheden sætter pris på, er et velfungerende hospitalsvæsen. Og det er i kraft af, at man har haft en opfattelse af, at sundhedmyndighederne har stået vagt om det hospitalsvæsen, at man har fået positive følelser over for f.eks. Sundhedsstyrelsen,« siger Michael Bang Petersen.

»Det er en helt central kerne i et moderne velfærdssamfund, at hvis du bliver syg, så er der nogen, der hjælper dig.«

Nyt HOPE?

Selve forskningsprojektet er nu slut, og der er materiale til at danne afsæt for adskillige videnskabelige karrierer i de indsamlede data. Hvis der altså er tid, til næste krise rammer. For, som Michael Bang Petersen siger:

»Vi bør have et HOPE-projekt også næste gang, tingene går galt. Det er ikke kun under en pandemi, men også når vi står over for en anden krise som f.eks. nu energi, og klima spøger altid.«

»Vi er nødt til at tænke dybt over, hvordan man får befolkningen med sig, og man bliver nødt til at finde de potentielle adfærdsændringer og barrierer, så man kan adressere dem bagefter.«