Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

COVID-19

Data om overdødelighed viser pandemiens alvor: »De her tal kommer ikke af sig selv«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Ved at sammenholde ugentlige dødstal indberettet fra 27 EU-lande med et gennemsnit fra neutrale perioder med ‘normal’ dødelighed, giver databasen EuroMOMO's grafer et praj om, hvorvidt der på et givent tidspunkt sker flere dødsfald end normalt.

Afdelingslæge Lasse Vestergaard har i seks år stået for den daglige drift af EuroMOMO, der er en SSI-ledt international database for overdødelighed i Europa. EuroMOMO viste overdødelighed før alle andre i starten af COVID-19-pandemien, men trods lave driftsudgifter vakler finansieringen.


På SSI’s kontorer på Amager har et lille hold bestående af afdelingslæge Lasse Vestergaard og tre statistikere med indsamling, rensning og systematisering af data fra 27 europæiske lande bidraget til forståelsen af COVID-19-pandemien.

Afdelingslægen, der gennem de seneste fem år har erstattet kliniske retningslinjer og kittel med epidemiologisk analyser og computerkraft, står i spidsen for koordineringen af netværket EuroMOMO, der overvåger overdødelighed i Europa og præsenterer resultaterne i grafer med en overskuelighed, der gør dem tilgængelige for den brede befolkning. Tallene opdateres en gang om ugen.

Hele værdien i EuroMOMO er, at vi har tallet her og nu

Lasse Vestergaard, afdelingslæge, SSI

Selvom EuroMOMO drives for under et par millioner kroner og har vist sig nyttig som rettesnor i den politiske styring under COVID-19-pandemien, er netværkets fremtid på gyngende grund.

EuroMOMO finansieres primært af ECDC, The European Centre for Disease Prevention and Control, der sorterer under EU-Kommissionen, men til sommer udløber en fireårig rammebevilling, og Lasse Vestergaard og co. skal derfor søge om finansiering på ny.

»Egentlig burde den danske del af EuroMOMO være på finansloven. De her tal kommer jo ikke af sig selv. Dagens pollental er på finansloven, så man kunne godt overveje, om Finansministeriet skulle sætte penge af til et dansk overdødelighedstal,« siger han.

EuroMOMO’s graf for den samlede overdødelighed i Europa 2017-2022 viser, at influenzasæsonerne 2017/2018 og 2018/2019 på ingen måde kan sammenlignes med overdødeligheden under COVID-19-pandemien, hvor grafen steg dramatisk under første og anden bølge i hhv. foråret 2020 og vinteren 2021. Den sidste stigning viser pandemiens tredje bølge.

Overdødelighed i titusindvis

EuroMOMO var hyppigt brugt af danske såvel som internationale medier og politikere under COVID-19, fordi overdødeligheden kan bruges som nøgletal i diskussionen om alvorligheden af en given epidemi eller pandemi.

Det viser besøgstallene på netværkets hjemmeside, hvor man gik fra årlige 100.000 besøgende til 25 millioner alene i 2020.

Lasse Vestergaard fortæller, at arbejdsbelastningen var enorm under COVID-19-pandemien særligt i det første halve år, hvor interessen og efterspørgslen efter EuroMOMO’s overdødelighedstal eksploderede.

Overdødelighedstallene blev ligeledes hyppigt omtalt på Statsministeriet pressemøder undervejs i COVID-19-pandemien.

»Vi blev kontaktet af journalister, forskere, internationale organisationer og private personer i ét væk. Vores tal er blev brugt igen og igen af medier verden rundt, blandt andre af BBC, Wall Street Journal, New York Times, The Economist og The Guardian,« fortæller Lasse Vestergaard.

Vi har tallet her og nu

Ved at sammenholde ugentlige dødstal indberettet fra 27 europæiske lande med et gennemsnit fra neutrale perioder med ‘normal’ dødelighed giver databasens grafer et praj om, hvorvidt der på et givent tidspunkt sker flere dødsfald end normalt.

Det var netop på den baggrund, at EuroMOMO’s grafer i forbindelse med første COVID-bølge allerede to uger før alle andre kunne rapportere, at flere europæere end normalt mistede livet.

Under pandemiens højdepunkter estimerede EuroMOMO en overdødelighed i titusindvis, og på samme måde kan EuroMOMO’s graf få alarmklokkerne til at bimle, inden klinikerne kan måle en overdødelighed i en potentiel ny pandemi.

»Egentlig ville vi hellere have ‘de rigtige’ dødstal fra dødsattester, men der er ofte lang forsinkelse på de tal, så hele værdien i EuroMOMO er, at vi har tallet ved hånden her og nu. Styrken er, at man på folkesundhedsniveau kan se, om en ny sygdom, krise eller ulykke resulterer i flere dødsfald end normalt,« siger han.

Afdelingslæge Lasse Vestergaard har gennem de seneste år været leder for SSI’s enhed for overvågning af influenza og andre luftvejsinfektioner, inklusive EuroMOMO. Han har bl.a. været udstationeret for WHO’s malariaprogram i Vanuatu og Filippinerne og har i mange år udført malariaforskning i Tanzania. Han er medlem af Technical Review Panel (TRP) i The Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria.

En broget historie

EuroMOMO er et fælles europæisk samarbejde, der blev etableret i 2009 med henblik på at overvåge overdødelighed i kølvandet på svineinfluenzapandemien det år. Samarbejdet ledes og koordineres af Statens Serum Institut.

Som koordinator står Lasse Vestergaard, der også leder overvågningen af influenza og andre luftvejsinfektioner hos SSI, for den daglige drift af EuroMOMO.

Den 51-årige afdelingslæge blev uddannet læge i 1999. Han har i over 15 år forsket i malaria, særligt med fokus på epidemiologiske feltstudier og kliniske hospitalsstudier i Tanzania.

Efter nogle år som reservelæge på SSI var han fra 2008 til 2015 udstationeret med sin familie i Vanuatu og Filippinerne, hvor han var ansat som medical officer for WHO og arbejdede med kontrol af malaria og andre smitsomme sygdomme.

I 2018 blev han speciallæge i samfundsmedicin med fokus på infektionsepidemiologi og sygdomsforebyggelse hos SSI.

»Jeg har en lidt broget historie. Jeg har arbejdet mest med infektionsmedicin og mikrobiologi med fokus på malaria, vektorbårne sygdomme og tropemedicin. Men jeg har med årene fået en mere epidemiologisk profil med fokus på kontrol af smitsomme sygdomme og global sundhed,« fortæller han.

Høj samfundsmæssig værdi

Umiddelbart skulle man tro, at der ligger en en udfordring i at få de 29 bidragslande til at indsende data til tiden, med de rigtige oplysninger og i identisk format uge efter uge året rundt.

Men ifølge Lasse Vestergaard er det dog ikke et problem.

»Vi skaber ensartethed ved at holde det så ufatteligt simpelt, at vi kun skal kende alderen og datoen for dødsfaldet, og det kan landene sagtens overskue at indsende til os. Hvert lands analyse bliver så tilpasset efter forsinkelsen på dødsregistreringen i landet,« fortæller han.

Når Lasse Vestergaard ser tilbage på sine fem år som koordinator for EuroMOMO, har særligt COVID-19-pandemien lært ham, at en database baseret på simple indrapporteringer og konsistens kan have stor samfundsmæssig værdi.

»Det betaler sig at være vedholdende og køre et simpelt, men konstant overvågningsprogram, som det er. Man kan ikke starte det, når man først står med overdødeligheden. Man skal have forberedt det, og det kræver konsistens, godt samarbejde og gode relationer med landene. Sikrer man dette, står man med et meget effektivt værktøj,« siger Lasse Vestergaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere