Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

COVID-19

Dansk professor: USA har ikke haft en bedre vaccinestrategi end EU – de købte bare først

Udgivet:
Kommentarer (0)

»USA har afgjort kunnet agere hurtigere og mere agilt end EU. Der kan vi lære noget, for det er ikke sidste gang, at verden bliver ramt af en pandemi,« siger Lars Holger Ehlers, professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet.

Selvom det kan se ud, som om USA har haft en bedre vaccinestrategi end EU, er sagen ifølge Lars Holger Ehlers, professor i sundhedsøkonomi, den, at amerikanerne på grund af deres skyhøje dødstal i starten af pandemien blot var først til lave aftaler med vaccineproducenter om levering af vacciner. Derfor får de dem også leveret først.


Lige nu er hele verden ved at falde over hinandens ben for at få fat på det, som måske er klodens vigtigste vare lige nu: Vacciner mod COVID-19.

Englænderne producerer deres egne, Israel indgik en aftale med Pfizer om at være testland, og USA ser ud til at vaccinere i et så opskruet tempo, at de måske snart kan lægge pandemien bag sig.

Der er bestemt nogle ting, som EU kan lære af USA, men det er forkert at tro, at de har gjort det bedre end EU, bare fordi de lige nu har adgang til flere vacciner end os

Lars Holger Ehlers, professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Imens kritiserer verdenssundhedsorganisationen WHO EU for simpelthen er være for langsom til at få nål i armene på de europæiske befolkninger.

I store vendinger kan det tegne et billede af, at nogen har anlagt en forkert vaccinestrategi, der lige nu holder blandt andre mange EU-lande i månedlange lockdowns, fordi vi ikke hurtigere får leveret de vacciner, vi har behov for.

Dagens Medicin har taget en snak med professor i sundhedsøkonomi Lars Holger Ehlers fra Klinisk Institut på Aalborg Universitet om sagen for at høre, om vi skal pege fingre ad EU’s vaccinestrategi, og om vi kan lære noget af blandt andet den amerikanske ditto.

»Det er et rigtig godt spørgsmål, men svaret er nok lidt mere nuanceret end blot et ja eller et nej. Der er bestemt nogle ting, som EU kan lære af USA, men det er forkert at tro, at de har gjort det bedre end EU, bare fordi de lige nu har adgang til flere vacciner end os,« siger Lars Holger Ehlers.

Nødvendighed har drevet den amerikanske vaccineindsats

Ifølge Lars Holger Ehlers er der én meget simpel årsag til, at USA nu har adgang til flere vacciner end EU: antallet af døde amerikanere i starten af pandemien.

Tingene løb hurtigt løbsk på den anden side af Atlanten, og den daværende administration indså, at den eneste redning ville være vacciner. Derfor indgik den amerikanske regering hurtigt aftaler med vaccineproducenter om levering af vacciner, og da amerikanerne bestilte først, får de også leveret først.

Effekten af hurtigere at lægge bestilling ind på vacciner ser vi i dag. Så simpelt er det.

»Det vil sige, at når der dukker kapacitetsproblemer op, rammer det dem, som købte sidst, og det er blandt andet EU. USA har ikke købt flere, bedre eller anderledes vacciner end EU. De har bare købt først, og derfor får de leveret først,« forklarer Lars Holger Ehlers.

Bureaukrati satte kæp i hjulet for hurtigt vaccineindkøb i EU

Der er dog ifølge sundhedsøkonomen ting, som vi kan lære af USA’s tilgang til indkøb af vacciner.

Allerede et år før EU var USA ude og tage hånd om alle de problemer, som kunne opstå i forbindelse med distributionen af vaccinerne

Lars Holger Ehlers, professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Da behovet for køb af vacciner og bistand til vaccineproducenterne opstod, kunne den daværende præsident, Donald Trump, på en halv eftermiddag tage pengene fra den ene lomme i statsbudgettet til den anden, og så var aftalerne med vaccineproducenterne indgået.

I EU’s bureaukrati går tingene ikke helt så hurtigt, for her skal alle medlemslandenes sundhedsministre samles og blive enige om indkøbene. Det betød, at det tog længere tid at finde pengene og skrive under på forhåndskøbsaftalerne. Og så får man også leveret vaccinere senere.

»USA har afgjort kunnet agere hurtigere og mere agilt end EU. Der kan vi lære noget, for det er ikke sidste gang, at verden bliver ramt af en pandemi. Til næste gang bør der allerede ligge en plan eller flere planer i skuffen, så vi ved, hvordan vi økonomisk skal tage fat om problemet, så aftalerne ikke skal igennem en langsommelig bureaukratisk proces. Det er vigtigt at have de økonomiske muskler til at købe først. Det skal vi tage med os og lære noget af,« siger Lars Holger Ehlers.

Operation Warp Speed har gjort en forskel

I USA gjorde amerikanerne også det, at de etablerede Operation Warp Speed, som meget simpelt gik ud på, at der blev postet milliarder og atter milliarder i udvikling, produktion og distribution af vacciner.

Der blev blandt andet betalt for omkostningstunge fase 3-forsøg med vaccinekandidater og produktionsfaciliteter, så produktionen kunne skaleres i en rasende fart, når vaccinerne først blev godkendt.

Selvom Warp Speed var resultatet af, at tusindvis af amerikanere døde hver eneste dag, kan vi ifølge Lars Holger Ehlers godt lære noget af den amerikanske tilgang, da de allerede tidligt i processen fik identificeret og elimineret mange af de flaskehalse, som EU i dag sidder fast i.

Det drejer sig blandt andet om flaskehalse i forhold til distribution, hvilket man blandt andet oplever i Tyskland, hvor vaccinerne er der, men ikke kommer ud til folk. Men også flaskehalse i forhold til at få den dyrebare væske på hætteglas.

»Allerede et år før EU var USA ude og tage hånd om alle de problemer, som kunne opstå i forbindelse med distributionen af vaccinerne. Det gjorde man, fordi man vidste, at det skulle redde amerikanske liv. Nu står vi så med de samme problemer i EU, og der kunne vi godt have handlet hurtigere, så vi havde fået jævnet vejbumpene, inden vi ramte dem,« forklarer Lars Holger Ehlers.

Luften kan gå ud af den amerikanske vaccinationsindsats

Zoomer vi ind på et rent dansk perspektiv, sidder mange måske med følelsen af, at vaccineringsprogrammet går uendeligt langsomt her sammenlignet med i USA.

I Danmark kan stadig kun risikogrupper og de ældre blive vaccineret, mens mange stater i USA har åbnet op for, at alle kan blive vaccineret. Forrige lørdag – 10. april – blev det er i USA vaccineret hele 4,6 mio. borgere.

Det er imponerende performance af amerikanerne, men faktisk er Danmark ikke bagud, når det gælder den nuværende vaccinationshastighed. Amerikanerne kom muligvis hurtigere ud af startblokken, men de løber ikke længere fra Danmark.

I Danmark blev der mandag 12. april ifølge Sundhedsstyrelsen vaccineret 100.000 danskere, og skalerer man det op, modsvarer det meget godt den amerikanske vaccinationshastighed.

»Og så skal man også huske på, at der er en fare for, at amerikanerne i sidste ende har mindre tillid til vaccinerne, og at færre derfor vil lade sig vaccinere. I Danmark er vi ret sikre på, at nok mennesker vil lade sig vaccinere til, at vi kan opnå flokimmunitet. Det er ikke sikkert, at de kan det i USA, selvom de lige nu er foran i forhold til at få vaccineret flest,« siger Lars Holger Ehlers.

Læs også:

Reportage fra USA: COVID-19 er snart lagt bag os

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere