Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

COVID-19

COVID-19-vacciner blev ikke hastet igennem

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Patenterne bag mRNA-vaccinerne kan dateres mere end 10 år tilbage, og dermed var teknologien hverken ny eller uprøvet, da vaccinerne fra Pfizer og Moderna ramte markedet,« fortæller professor Aaron Seth Kesselheim.

Forskere har undersøgt, hvornår patenterne bag mRNA-vaccinerne mod coronavirus blev udtaget, og det peger på, at vaccinerne ikke blev hastet igennem, sådan som mange har frygtet.


For lidt over to år siden havde kun de færreste hørt om mRNA-vacciner, men i dag har de fleste af os fået mellem to og tre vaccineskud i armen med vaccinen fra Pfizer eller Moderna.

Sygdommen var måske ny, men det var vaccineteknologien ikke

Aaron Seth Kesselheim, professor, Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical School

Der er dog også en gruppe af mennesker, som mener, at mRNA-vaccinerne er udviklet alt for hurtigt til, at de vil lægge arm til dem.

Det argument holder dog ikke i byretten, viser ny forskning.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at mRNA-vaccinerne så dagens lys med COVID-19, men faktisk havde teknologien og patenterne bag vaccinerne mere end et årti på bagen, inden de blev kastet ind i kampen mod den verdensomspændende pandemi.

Når man skeler til andre vacciner, så passer udviklingen af mRNA-vaccinerne også ind i billedet på, hvor hurtigt det skal tage at udvikle en vaccine.

»Patenterne bag mRNA-vaccinerne kan dateres mere end 10 år tilbage, og dermed var teknologien hverken ny eller uprøvet, da vaccinerne fra Pfizer og Moderna ramte markedet som svar på den nye sygdom. Sygdommen var måske ny, men det var vaccineteknologien ikke,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Aaron Seth Kesselheim fra Brigham and Women’s Hospital samt Harvard Medical School.

Forskningen er offentliggjort i Clinical Infectious Diseases.

Gennemsnitligt 10 år gamle patenter

I forskningen har Aaron Seth Kesselheim gennemgået alle patenterne bag mRNA-vaccinerne.

Det drejer sig om patenter på mRNA-teknologi, DNA-teknologi, administration af vacciner og de hjælpestoffer, som vaccinerne injiceres med.

Forskere bliver mere og mere effektive i forhold til at udvikle vacciner, og det er heller ikke overraskende

Aaron Seth Kesselheim, professor, Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical School

Gennemgangen af alle patenterne viser, at langt de fleste af dem kan dateres mere end et årti tilbage i tiden i forhold til det tidspunkt, hvor vaccinerne blev sendt ud i hele verden.

I gennemsnit var patenterne blevet udtaget 10,0 år forud for godkendelsen af vaccinerne af forskellige nationale sundhedsmyndigheder.

Faktisk så flugter tallene med det, som man har set med andre vacciner, forklarer Aaron Seth Kesselheim.

»Vacciner, der er mindre kontroversielle, for eksempel vacciner mod helvedesild eller pneumokokker, fulgte den samme udvikling. Mange har måske troet, at vaccinerne blev designet fra bunden af, da coronavirus bredte sig ud over verden, mens sådan foregik det ikke,« siger han.

Følger trend gennem årtier

Skal man være helt skarp, så blev mRNA-vaccinerne faktisk udviklet hurtigere end vacciner før dem, men det gør blot, at vaccinerne passer ind i den historiske kontekst.

I forskningsarbejdet har Aaron Seth Kesselheim også lavet samme gennemgang af patenter og markedsføring af vacciner for en lang række vacciner, der er blevet patenteret og godkendt siden 1980.

Denne del af forskningsarbejdet viser, at forskere og vaccineudviklere er blevet hurtigere og hurtigere til at gå fra idé til færdigt produkt:

  • Pneumokokvaccinen Prevnar, der blev sendt på markedet i 1980, tog som eksempel 20 år at komme fra de første patenter til markedet.

  • Gardasil, der er en vaccine mod HPV, tog 15 år at komme på markedet, fra de første patenter blev udtaget i starten af 1990erne.

  • Shingrix, som er en vaccine mod helvedesild, og som blev godkendt for omkring fem år siden, tog 12 år om at gå fra de første patenter til godkendelse.

Følger man udviklingen, kan man se, at vaccinerne kommer på markedet hurtigere og hurtigere, og i den sammenhæng passer COVID-19-vaccinerne med baggrund i mRNA-teknologi perfekt ind i rækken med sine 10 år fra patent til markedet.

»Vi ser et mønster, som har været i gang i flere årtier. Forskere bliver mere og mere effektive i forhold til at udvikle vacciner, og det er heller ikke overraskende, idet hele processen konstant bliver forsøgt effektiviseret,« siger Aaron Seth Kesselheim.

Forskeren mener derfor, at resultatet blot bekræfter noget, som de fleste, der arbejder inden for feltet, allerede havde på fornemmelsen.

»Men denne indsigt kan måske hjælpe en bredere del af befolkningen med at få fjernet nogle misforståelser, som kan være med til at skabe usikkerhed omkring vacciner og udvikling af vacciner,« siger Aaron Seth Kesselheim.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere