Børne- og ungdomspsykiatri
UNICEF: Dårlig mental sundhed blandt børn koster 2,4 billioner om året på verdensplan
Udgivet:
Kommentarer (0)
Når børn har mentale helbredsproblemer, påvirker det ikke kun dem selv og deres familier, men også verdensøkonomien. Børns psykiske lidelser koster også samfundsøkonomisk, konkluderer ny UNICEF-undersøgelse, der estimerer, at det mistede samfundsbidrag beløber sig til mere end 2400 milliarder kroner årligt.
UNICEFs årlige statusrapport ‘The State of the World’s Children’ handler i 2021 om børns mentale helbred, og det er ikke gode nyheder: Ud over at børnene selv betaler en høj pris, koster det også for den samlede samfundsøkonomi. 2,4 billioner kroner hvert eneste år.
En analyse i UNICEFs rapport estimerer, at verdensøkonomien hvert år mister 386,5 milliarder dollar på grund af 0-19-åriges mentale sundhedsproblemer, fordi problemerne påvirker børnenes muligheder for at gennemføre en uddannelse, forme eget liv og bidrage til økonomierne i øvrigt. Til sammenligning svarer det til, hvad den danske stat får ind gennem personlige indkomstskatter på fire år. Og det er alene med fokus på tab af bidrag til samfundet. Analysen har ikke taget højde for øvrige udgifter relateret til behandling af mentale lidelser.
Generalsekretær i UNICEF, Henrietta Fore, efterlyser handling.
»Mental sundhed er en del af fysisk sundhed – vi har ikke råd til at blive ved med at se det på nogen anden måde. I både rige og fattige lande har vi alt for længe set for ringe forståelse og for lidt investering i noget af det, der er helt afgørende for, at ethvert barn kan få det meste ud af sit potentiale. Det er nødt til at ændre sig,« siger hun.
Lancet Kommissionen for global mental sundhed anbefaler verdens lande at bruge mellem 5 og 10 procent af de nationale sundhedsbudgetter på investeringer i mental sundhed, mens gennemsnittet på verdensplan ligger på 2 procent. UNICEF kalder på investeringer på området og en gennemgang af skoleindsatser mod angst, depression og selvmord i 36 lande, og organsationen estimerer, at værdien af hver investeret krone kommer 21,5 gange igen i løbet af 80 år.
Hvert syvende barn lever med en psykisk lidelse
Coronanedlukninger over hele verden har vakt bekymring for børns trivsel, men det er ikke et nyt problem. Det er snarere et spørgsmål om, at det er blevet mere synligt og Henrietta Fore, UNICEFs generalsekretær, advarer om, at corona kun har vist os tippen af isbjerget af mental mistrivsel.
»Selv før pandemien bar alt for mange børn rundt på vægten af ubehandlede mentale problemer,« siger hun med henvisning til den nye undersøgelse.
Undersøgelsen estimerer på baggrund af data fra 2019, at mere end 1 ud af 7 af verdens unge mellem 10-19 år lever med en psykisk lidelse. Særligt depression, angst og adfærdsforstyrrelser er udbredte. Hertil kommer, at selvmord den femte mest hyppige dødsårsag for børn i samme aldersgruppe.
»Regeringer investerer for lidt i at komme deres vigtige behov i møde. Man tager ikke sammenhængen mellem børns mentale sundhed og videre livsbane alvorligt nok,« siger Henrietta Fore.
I mange lande er der brug for at tilbyde mere oplysning og rådgivning, så tabuet omkring mentale lidelser bliver brudt og flere søger hjælp, men UNICEF anbefaler også, at verdens regeringer til at iværksætte flere og bedre indsatser, som støtter børn med psykiske lidelser og deres forældre.
Del artiklen: