Tine Vesterby forlod regionspsykiatrien til fordel for livet som privatpraktiserende

Tine Vesterby har altid været optaget af den helhedsorienteret tilgang, og derfor faldt valget på børne- og ungdomspsykiatrien, da hun skulle vælge speciale. Det var muligheden for at komme hele vejen rundt om patienten i en helhedsorienteret tilgang, der trak i hende. Men da virkeligheden i den regionale psykiatri ikke kunne leve op til drømmen, valgte hun for tre år siden at nedsætte sig som privatpraktiserende.

Læs også:

Psykiatrien har stadig svært ved at holde på psykiaterne

Fastholdelse af næste generation af psykiatere kræver bredt fokus

»Som læge ville jeg gerne arbejde med hele barnet i hele dets netværk, men den bundne politiske opgave handler næsten udelukkende om at udrede og diagnosticere og i mindre grad om forebyggelse, behandling og videndeling, som vi også er uddannede til,« siger Tine Vesterby.

Og Tine Vesterby er ikke den eneste læge, som har svært ved at se sig selv i regionspsykiatrien. I en undersøgelse foretaget af Lægeforeningen i 2020, angiver 14 pct. af speciallægerne, at der er 76-99 pct. sandsynlighed for, at de vil søge beskæftigelse uden for den regionale psykiatri inden for de næste tre år, mens 10 pct. på samme spørgsmål svarer med 100 pct. sandsynlighed.

Kvantitet fremfor kvalitet

Indtil hun nedsatte sig i privatpraksis arbejdede Tine Vesterby i en årrække i regionspsykiatrien og blev også afsnitsledende overlæge, så det var ikke, fordi hun hurtigt løb skrigende bort. Men hun ville i længden noget andet og mere med sin speciallægeuddannelse.

»Jeg tror, at der har ligget et latent behov for at være herre i eget hus, men der er heller ingen tvivl om, at rammen i regionspsykiatrien var med til at skubbe mig i den retning. Der var meget lidt bevægelsesfrihed, og på et tidspunkt skiftede fokus næsten udelukkende til udredning og diagnosticering. For mig blev der simpelthen for stort fokus på kvantitet fremfor kvalitet,« siger Tine Vesterby.

Hun følte sig simpelthen for låst og manglede muligheden for at udøve den helhedsorienterede tilgang, hun drømte om.

Så et behov

Måske ville hun havde valgt sikkerheden med et ydernummer, hvis det var muligt, men der er langt imellem ydernumrene til praktiserende speciallæger i børne og ungdomspsykiatri.Tidligere på året ønskede formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Linda Bramsen, sig netop flere ydernumre, så praktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri, kan være med til at aflaste regionspsykiatrien.

I stedet blev til altså til en privatpraksis for Tine Vesterby, som havde arbejdet på tværs af to børnepsykiatriske matrikler i henholdsvis Herning og Viborg. Her så hun et udækket behov i den vestlige del af regionen.

»Jeg vidste, at det var et område, hvor der stort set ikke var et børne- og ungdomspsykiatrisk behandlingstilbud udover det regionale tilbud, så det gav mening for mig at åbne her, for på den måde at bidrage til at mindske den geografiske ulighed,« siger Tine Vesterby.

Hun havde en forestilling om, at hun skulle ud at lave en masse netværksmøder i kommunerne, men i stedet fik hun relativt hurtigt patienter. Det flyttede fokus fra det tværsektorielle og tværfaglige til udredning, behandling og supervision af psykologer samt psykoterapi.

»Jeg har fået en hverdag, der er meget forskelligartet. For mig er det værdifuldt, at jeg for eksempel har fået mulighed for udøve terapi, supervisere psykologer eller undervise i kommuner eller almen praksis. I forhold til det, jeg kendte fra hospitalspsykiatrien, er det en meget mere alsidig måde at bruge min uddannelse på,« siger Tine Vesterby.

En dør på klem

Tine Vesterby glæder sig over den hverdag, hun har fået, hvor hun kan tage de opgaver, der interesserer hende, og hvor hun ser, hun kan bidrage med mest. Det er noget af en forandring.

»Jeg har en helt anden fleksibilitet, og det skyldes selvfølgelig også, at regionspsykiatri er et stort, tungt og dyrt væsen, som har en bunden opgave og en dikteret retning, der er ekstremt ressourcekrævende at ændre. I solopraksis kan jeg tillade mig at tænke meget mere innovativt og for eksempel tilbyde telemedicinsk behandling. Et tilbud, jeg tidligere har knoklet med at få indført på en afdeling, men i min egen praksis er der anderledes kort fra tanke til handling,« siger Tine Vesterby.

Der er også i enmandspraksis vedvarende fokus på at optimere arbejdsgange, men ikke ud fra en forbedringsdagsorden eller behovet for effektivisering, men med det sigte at tilpasse og optimere det enkelte forløb til den enkelte klient.

»Det, jeg laver, skal selvfølgelig også være effektivt, standardiseret og systematisk, men for barnets skyld, ikke for systematikkens. Den mulighed er anderledes, dels fordi det er mit eget, og dels fordi hospitalspsykiatrien arbejder under en bunden politisk opgave og er presset på ressourcer både økonomisk og menneskeligt,« siger Tine Vesterby.

Det er svært at få Tine Vesterby til at sige noget negativt om livet som privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater, men alligevel står døren stadig lidt på klem til regionspsykiatrien.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg er færdig med hospitalspsykiatrien, for jeg savner også dygtige kollegaer at sparre og samarbejde med. Men det kræver, at man fra politisk hold giver noget af ansvaret tilbage til speciallægerne og udviser tillid til, at de kan løfte opgaven. Hvis der kommer flere midler til forskning, innovation og samarbejde på tværs af sektorer, så kan jeg ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Men området skal gentænkes, hvis ikke psykiatrien skal knække halsen på, at antallet af patienter er steget, uden at midlerne er fulgt med,« siger Tine Vesterby.