Psykolog: Selvskade blandt unge kan nedbringes med nysgerrighed

At skære i, slå eller brænde sig selv kaldes selvskade. Det er så udbredt blandt danske unge i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, at mellem hver femte og hver tredje har erfaring med det. Inden for psykiatrien er forekomsten endnu højere.

Jeg kan kun gentage, at det handler om at starte samtalen, så barnet eller den unge oplever, at vi ikke har berøringsangst

Lotte Rubæk, psykolog og leder, Team for selvskade, Region Hovedstaden

»Selvskade hænger sammen med mistrivsel og er et fænomen, der har været stigende over de sidste 20-30 år, hvor flere og flere unge har fået det psykisk svært. Det er vigtigt at få sat på dagsordenen både i sundhedsvæsenet og ude i kommunerne,« siger Lotte Rubæk, der er psykolog og leder af Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.

Hun er initiativtager til den første nationale konference om selvskade, der bliver afholdt i dag i et samarbejde mellem Team for selvskade, Region Hovedstadens Psykiatri og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. På konferencen mødes 500 deltagere fra hele Danmark på Panum Instituttet.

»Selvskade er ofte en strategi til at få det bedre lige nu og her. Og fordi mange oplever, at det giver den effekt, de leder efter, så bliver selvskade hurtigt selvforstærkende,« siger Lotte Rubæk.

Svært at stoppe igen

Manglende evne til affektregulering, dvs. at kunne regulere sine følelser, betyder, at den unge ikke har lært en strategi for at arbejde sig igennem negative følelser.

Det skal du holde øje med:

• Tydelige fysiske tegn som ar, brændemærker og uforklarligt mange blå mærker

• Uvillighed til at klæde sig af (f.eks. i forbindelse med en lægekonsultation eller til idræt)

• Øget mistrivsel og isolation

Hvis selvskade først bliver en strategi, kan det derfor være svært at stoppe igen, fordi den unge stadig ikke har fået en effektiv måde at håndtere følelserne på.

»For langt de fleste har selvskade den effekt, at det er med til at regulere negative følelser som vrede, ensomhed eller angst ved simpelthen at mindske den. Der bliver frigivet endorfiner, der kan give en rusfølelse, så nogle oplever, at de ikke kun bliver afhængige af selvskaden som mestringsstrategi, men også af det sus, selvskaden giver,« siger Lotte Rubæk.

Mange selvskadende ender med at udvikle en tolerance over for det kick, så de er nødt til at skade sig selv mere og mere alvorligt eller oftere og oftere for at opleve samme fysisk respons.

Det er farligt, og risikoen for selvmord er 12 gange højere hos selvskadende end hos ikke-selvskadende unge. Team for selvskade har eksisteret siden 2018 og var det første af sin slags i Danmark.

Pigerne skærer, mens drengene slår

Der er en overvægt af piger blandt de unge, der skader sig selv, og pigerne er også overrepræsenteret blandt dem, der skærer i sig selv, og kan derfor være nemmere at spotte. På den anden side er drengene er overrepræsenteret blandt dem, der slår sig selv med knyttede næver eller banker hånden eller hovedet imod en mur.

»Det giver en anden slags skader, og de blå mærker kan lettere ryge under radaren, som noget man ikke hæfter sig særligt ved som fagperson eller voksen omkring den unge. Samtidigt er der ikke lige så stort fokus på drenge, når det generelt kommer til selvskade, så det er noget af det, vi gerne vil være med til at sætte fokus på,« siger Lotte Rubæk.

Selvskade begynder i de fleste tilfælde i teenageårene, selvom nogle få særligt i psykiatrien begynder helt ned i 6-7-års alderen, fordi de har det tilsvarende svært.

Selvskade kan tage form af cutting, at brænde, slå eller bide sig selv eller at kradse sig selv til blods. Mere alvorlige metoder som at brække sine knogler eller sætte ild til sig selv kan også blive taget i brug.

En svær samtale

Lotte Rubæk opfordrer alle, der møder unge, der kunne være selvskadende, til at turde tage den svære samtale og spørge den unge direkte til det.

Det kan nemlig være svært for den unge selv at få fortalt andre om sin selvskade, da de ofte skammer sig over deres adfærd, og godt ved, at den ikke er hensigtsmæssig.

»Nogle frygter, at hvis de spørger om selvskade, så planter de ideen om at skade sig selv hos en ung, men det er der forskningsmæssigt intet, der tyder på. ‘Har du nogensinde skadet dig selv med vilje eller tænkt på det?’ er ikke et farligt spørgsmål, og de unge er ofte glade for, at voksne viser, at det ikke er et tabu, man er bange for at berøre,« siger Lotte Rubæk.

Hun siger, at det optimale vil være, hvis man kan opspore de unge så tidligt, at de kun har nået at skade sig selv få gange, men også at det vil kræve endnu mere opmærksomhed på mistrivsel ude i kommunen.

»Jeg kan kun gentage, at det handler om at starte samtalen, så barnet eller den unge oplever, at vi ikke har berøringsangst, og at det er muligt at få hjælp.«

Det kan du gøre:

• Spørg den unge ind til selvskaden

• Vis den unge, at du ikke er bange for at være nysgerrig på selvskadens funktion, altså hvad selvskade hjælper barnet eller den unge med

• Brug screening for selvskade udviklet af Team for selvskade – ’De 3 F’er’ – til at afdække selvskadens Form, Frekvens og Funktion. Med spørgsmålene i De 3 F’er får du afdækket de vigtigste karakteristika ved selvskaden, såsom hvilke metoder den unge bruger, og hvor ofte den unge skader sig selv.

• Hjælp barnet eller den unge til at finde andre måder at dække det behov, selvskaden dækker

Det kan for eksempel være:

• En mere nær voksenkontakt i hverdagen, der giver tryghed

• Hjælp til at håndtere svære følelser i samtaler med den praktiserende læge eller en psykolog

• Inddrage forældrene og sikre, at hjemmet er et trygt sted at tale om følelser