Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Børne- og ungdomspsykiatri

Overbevisende resultater med elektrisk stimulation af hjernen hos børn med ADHD

Udgivet:
Kommentarer (0)

I fremtiden bliver det forhåbentlig sådan, at forældre til børn med ADHD kan vælge mellem tRNS eller farmakologisk behandling, som dog ofte kommer med en lang række bivirkninger.

Kombinationen af ny form for ikke-invasiv hjernestimulation og kognitiv træning var i et studie så godt til at reducere børns symptomer på ADHD, at forskere nu har igangsat et stort fase 3-forsøg i USA med henblik på at få godkendt behandlingen af de amerikanske sundhedsmyndigheder.


For mange personer med ADHD kan fremtiden byde på effektiv og lægemiddelfri behandling.

Det er i hvert fald perspektivet i et nyt forskningsarbejde, hvor forskere har opnået meget positive resultater med behandling af børn med ADHD med transcranial random noise stimulation (tRNS), hvor man med elektroder på kraniet sender en svag elektrisk strøm ind forskellige steder i hjernen med betydning for udvikling af ADHD.

Resultaterne fra studiet og andre tidligere studier har været så overbevisende, at forskerne har igangsat et stort fase 3-forsøg i USA, og hvis resultaterne af dette studie falder lige så positivt ud, kan det bane vejen for en godkendelse af behandlingen, der ifølge forskerne har potentialet til markant at ændre livet for børn med ADHD og deres familier.

»Det kan være meget effektiv behandling, som formentlig kun skal udføres periodevist for at reducere symptomerne på ADHD. I fremtiden bliver det forhåbentlig sådan, at forældre til børn med ADHD kan vælge mellem tRNS eller farmakologisk behandling, som dog ofte kommer med en lang række bivirkninger,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Roi Cohen Kadosh, der leder School of Psychology ved University of Surrey.

Forskningen er offentliggjort i Translational Psychiatry.

Stimulerer to områder i hjernen samtidig

Forskere har i mange år haft forhåbninger til elektrisk stimulation af hjernen som behandling til personer med ADHD og andre psykiatriske lidelser.

Det er opmuntrende, at vi finder så vedvarende en effekt af denne behandling først hos raske unge voksne og nu hos børn med ADHD

Roi Cohen Kadosh, forsker, University of Surrey

Roi Cohen Kadosh fortæller, at det meget simpelt handler om at forsøge at påvirke en hjerne, der ikke fungerer, som den skal, men at det er alt andet end let. Derfor findes der i dag heller ingen bredt benyttede behandlinger ved ADHD med elektrisk stimulation af hjernen.

tRNS er udviklet, så man med to elektroder på kraniet samtidig kan elektrisk stimulere to områder i den frontale cortex i hjernen med betydning for ADHD.

Forskernes forsøg med denne form for elektrisk stimulering af hjernen hos raske personer havde forinden det nye studie vist, at det både forbedrede forsøgspersonernes evne til at løse kognitive opgaver og øgede indlæringen hos unge.

»I forbindelse med udviklingen af tRNS blev vi kontaktet af et firma, som var interesseret i at finde løsninger til ikke-medicinsk behandling til børn med ADHD. Med tRNS kan vi ramme begge de områder af hjernen, som har stor betydning for ADHD, hvilket havde potentialet til at være mere effektivt end tidligere metoder,« forklarer Roi Cohen Kadosh.

Markant forbedring af symptomer på ADHD

I forsøget blev 23 ikke-medicinerede børn med ADHD i alderen seks til 12 år randomiseret til enten kognitiv træning plus tRNS eller kognitiv træning plus placebostimulering.

tRNS blev udført i forbindelse med kognitiv træning.

Efter et to uger langt træningsforløb fandt forskerne, at 55 pct. af børn i behandling med tRNS oplevede klinisk signifikante forbedringer i deres symptomer på ADHD.

Faktisk er vi netop nu i færd med at lave forsøg, hvor folk selv benytter tRNS i hjemmet efter instruktion

Roi Cohen Kadosh, forsker, University of Surrey

I gruppen, som kun modtog kognitiv træning, var tallet blot 17 pct.

Forskerne fandt også, at effekten varede ved i mere end tre uger hos 64 pct. af børnene i behandling med tRNS, mens det samme kun var tilfældet for 33 pct. af børnene i placebobehandling.

Forskerne fandt efter tre uger desuden også vedvarende ændringer i den elektriske aktivitet i børnenes hjerner efter behandling med tRNS.

»Andre behandlinger med elektrisk stimulation af hjernen har også vist en effekt, men den forsvinder typisk efter én uge. Her ser vi en effekt efter tre uger, og vi ved ikke, hvor lang tid den vil vare ved. Det har vi ikke undersøgt endnu, men det vil være et mål for fremtidig forskning,« siger Roi Cohen Kadosh.

Han fortæller, at i studiet med raske individer har forskerne fundet effekt af stimulation af hjernen i op til seks mdr. efter behandlingen, men effekten kan potentielt set vare ved meget længere endnu.

»Det er opmuntrende, at vi finder så vedvarende en effekt af denne behandling først hos raske unge voksne og nu hos børn med ADHD. Hvis vi finder, at tRNS har en langvarig effekt på børn med ADHD, kan betyde, at man måske kan blive behandlet for ADHD med tRNS, og at man så skal genbehandles efter et halvt eller måske et helt år. Det er for mange personer med ADHD og forældre til børn med ADHD meget mere attraktivt end daglig medicin, hvilket i mange tilfælde er associeret med bivirkninger,« siger Roi Cohen Kadosh.

Kan udføres i eget hjem

I det store forsøg, som forskerne er på trapperne til at iværksætte i USA, kommer mange flere børn med ADHD fra forskellige behandlingscentre til at deltage, og forsøget er designet således, at det kan danne grundlag for en godkendelse fra den amerikanske sundhedsmyndighed FDA, hvis det viser sig at fremkomme med de samme positive resultater.

Skulle sådan en godkendelse komme i hus, forestiller Roi Cohen Kadosh sig, at tRNS kan blive et solidt alternativ til medicin, og at rigtig mange personer med ADHD og forældre til børn med ADHD vil benytte sig af dette alternativ.

Behandlingen er endda så relativ billig og let at udføre, at det ikke kommer til at vælte budgettet de fleste steder, hvor det kan tænkes benyttet.

»Faktisk er vi netop nu i færd med at lave forsøg, hvor folk selv benytter tRNS i hjemmet efter instruktion. Det kræver meget simpel træning af kunne udføre proceduren, så der basis for bred benyttelse af denne behandling i sundhedsvæsnet og psykiatrien,« siger Roi Cohen Kadosh.

Forskeren forestiller sig desuden, at behandlingen også vil virke ved en lang række andre former for psykiatriske lidelser, hvor der i dag heller ikke findes gode behandlinger.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere