Ingen grund til panik over TikTok-videoer om psykiske lidelser

På TikTok florerer tusindvis af videoer om tegn på psykiske lidelser. Og de bliver set af børn og unge.

I en af de populære videoer fortæller en ung kvinde med ADHD om, hvordan hun har svært ved at sidde stille og ofte glemmer, hvorfor hun gik ind i et rum.

»Det er ikke TikTok-videoerne, vi skal være bekymrede for. Men hvorfor børn og unge tror, at de fejler noget. Det er der, vores fokus skal hen,« siger Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Videoerne blev i sidste uge kritiseret i forskellige medier af eksperter, der blandt andet er bekymrede for, at børn og unge selvdiagnosticerer og sygeliggør sig ud fra videoerne. Fra Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert hos Børns Vilkår, lød det i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2:

Vi lever i en kultur, hvor mange har det svært. Aldrig har så mange børn og unge fået en psykiatrisk diagnose

Nina Tejs Jørring, forperson, BUP-DK

»Noget af det, der er bekymrende ved de videoer, er, at adfærd, som er fuldstændig normal (…), bliver sygeliggjort, og samtidig bliver det, der måske er sygeligt og kræver behandling, almengjort og normaliseret.«

Børn og unge snakker højere om psykiske lidelser

Og mens der kan være en pointe i, at videoerne risikerer at sygeliggøre almindelig adfærd, skal de samtidig ses som udtryk for en større tendens, hvor diagnoser og psykiske sygdomme fylder langt mere i børn og unges bevidsthed og sprog, mener Nina Tejs Jørring.

»Vi lever i en kultur, hvor mange har det svært. Aldrig har så mange børn og unge fået en psykiatrisk diagnose. Selvfølgelig bliver den kulturændring afspejlet på en platform som TikTok, hvor børn og unge er. Jeg tror ikke, at vi skal være så afvisende overfor det, men i stedet være åbne og nysgerrige over for den generations måde at kommunikere på,« siger hun.

Netop generationsaspektet er vigtigt, når vi taler om psykisk sygdom, påpeger Nina Tejs Jørring.

»Der er sket et stort skred. I min generation har psykisk sygdom været et meget tabuiseret og hemmeligholdt emne. Sådan er det ikke for den yngre generation, hvor de fleste ikke synes, det er så farligt at tale om,« siger hun.

Ungementor: Et sted at kunne tale højt

Den opfattelse er Kamilla Føns Pedersen enig i.

Som ungementor i Region Hovedstadens Psykiatri møder hun unge med psykiske sygdomme, som bruger sociale medier til at spejle sig og finde fællesskaber.

For mange af dem er sociale medier et vigtigt sted at kunne tale højt og åbent for at aftabuisere og normalisere det at være psykisk syg.

»Det er fint, at der findes fællesskaber online med information og vidensdeling omkring psykiske lidelser. Det er der mange børn og unge, der kan få noget positivt ud af,« siger hun.

Vi skal fokusere på årsagen til, at barnet eller den unge tror, at de fejler noget

Nina Tejs Jørring, forperson, BUP-DK

Dog er det ikke det samme som, at vi skal være fuldstændig ukritiske overfor videoerne, mener Kamilla Føns Pedersen.

»Vi skal have øje for, at spejlingen mellem børn og unge på TikTok kan have negative konsekvenser. Derfor er diskussionen om videoerne ikke sort og hvid, men handler rigtig meget om den enkelte, om hvordan de oplever videoerne, og, ikke mindst, om de har nogen at tale med, hvis de bliver bekymret for det, de ser,« siger hun.

Øje for nuancerne og dobbeltheden

Dyrevideoer, pranks og tegn på depression virker måske som en bizar cocktail at scrolle igennem, som man gør på TikTok.

Selv om det kan virke voldsomt at snakke om psykiske lidelser på en platform som TikTok, er det helt naturligt i konteksten, siger Mathias Nimgaard Larsen, fagkonsulent med speciale i digital trivsel og børn og unges udvikling hos Center for Digital Pædagogik.

»Det, børn og unge ser på TikTok, er emner, der fylder i deres virkelige liv. I vores samfund er der et stort fokus på mental sundhed, trivsel og diagnoser, og måske kender de klassekammerater eller søskende, der har fået en psykiatrisk diagnose. Derfor giver det i mange tilfælde fin mening, at børnene søger information gennem TikTok,« siger Mathias Nimgaard Larsen.

Alligevel skal man have øje for, at videoerne rummer en dobbelthed, mener han.

»På den ene side er det fint, at børn og unge søger information og taler om psykisk sygdom. Det er med til at aftabuisere og måske sætte gang i en udredningsproces. Omvendt er der risiko for, at man kommer til at gøre børn bange for, at de er syge. Men det bliver en ‘hønen eller ægget’-situation. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at videoerne er der, uanset om man mener, det er godt eller skidt. Så vi skal lære, hvordan vi taler med børn og unge om den slags videoer,« siger Mathias Nimgaard Larsen.

Nina Tejs Jørring fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er enig. Forældrene har et særligt ansvar for at gribe og støtte barnet og den unge, mener hun.

Som barn og ung er det normalt at søge identifikation i andre mennesker, og det opfatter hun videoerne som et eksempel på.

I stedet skal vi have meget mere fokus på, hvorfor mange børn og unge tror, de er syge og tale med dem om deres adfærd.

»Vi skal fokusere på årsagen til, at barnet eller den unge tror, at de fejler noget. Er de stressede i skolen, bliver de holdt udenfor af vennerne, er der problemer med kæresten? Vi skal undersøge åbent og nysgerrigt, hvorfor de begynder at søge en diagnose som forklaring på deres tilstand,« siger hun.