Her blev årets europæiske psykiatrikongres om børn og unge for alvor interessant

1.600 forskere, læger, børne- og ungdomspsykiatere og psykologer fra op imod 60 lande var i slutningen af forrige uge samlet i København til årets kongres for European Society for Child and Adolescent Psychiatry (ESCAP).

Vi begynder at se tendenser til, at den genetiske information kan bruges som en del af det samlede kliniske billede

Pia Jeppesen, professor og overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Sjælland

Kongressen var den hidtil største af sin slags og en tour-de-force inden for forskning i årsager, betydning og behandling af psykiatriske lidelser hos både børn og voksne.

Dagens Medicin fangede på falderebet professor og overlæge Pia Jeppesen samt læge og postdoc Martin Køster Rimvall, begge fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Sjælland, til en snak om, hvad der i deres øjne var det mest opsigtsvækkende og interessante på årets kongres.

Genetik er endnu ikke klar til klinikken

Pia Jeppesen fortæller, at hun havde indfundet sig på tilskuerrækkerne til et interessant keynote-oplæg af den britiske professor og psykiater Anita Thapar, som fremlagde den nyeste viden inden for muligheden for at bruge genetisk information i klinikken.

Gennem de seneste mange år er forskere blevet klogere på genetikken associeret til udvikling af psykiatrisk sygdom, men spørgsmålet har længe været, om vi er ved at være der, hvor genetikken er klar til at blive en del af den kliniske hverdag.

Det er den ifølge Anita Thapar ikke, og det skyldes blandt andet, at genetikken ikke altid har sammenfald med de diagnostiske kategorier.

Problemerne skyldes, at genetiske risikofaktorer både eksisterer på tværs af diagnoser og på tværs af befolkningen, hvor mange af os lever med risikofaktorer for psykiatrisk sygdom uden nogensinde at få stillet en diagnose. Derfor kan det være meget svært at vide, hvad man skal gøre med genetisk information, som peger i den ene eller anden retning.

Anita Thapar fremlagde dog ifølge Pia Jeppesen også forskningsresultater, der viste, hvordan en polygen risikoscore måske kan få plads i den kliniske hverdag til at gøre behandlere opmærksomme på givne problemstillinger.

For eksempel viste resultaterne, at høj polygen risikoscore for skizofreni kan give øget tendens til psykotiske symptomer hos personer med bipolar lidelse, ligesom høj polygen risikoscore for bipolar lidelse kan give øget tendens til mani hos personer med skizofreni.

»Resultaterne viser, at vi måske kan bruge en polygen risikoscore til at opdage nogle patienter med mere sammensatte sygdomsbilleder. Anita Thapars forskning viste også, at nogle patienter har mindre gavn af førstelinjebehandling med centralstimulerende medicin, og at fremtidig identifikation af disse patienter muligvis kan understøttes med en polygen risikoscore. Vi er ikke klar til at benytte genetikken i klinikken, men vi begynder alligevel at se tendenser til, at den genetiske information kan bruges som en del af det samlede kliniske billede,« fortæller Pia Jeppesen.

Kan mobiltelefon skade barnets hjerne?

Martin Køster Rimvall lyttede med særlig interesse til oplæggene fra den israelske professor og psykolog Ruth Feltman og Henning Tiemeier, læge, professor og leder af the Maternal and Child Health at the Harvard T.H. Chan School of Public Health.

Det er ret nyt, at man begynder at gå bort fra at se psykose som noget, der enten er til stede eller ikke er til stede

Martin Køster Rimvall, læge og postdoc, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Sjælland

Ruth Feltman fremlagde forskningsresultater, som blandt andet viste, at når forældre tilbringer meget af tiden med deres børn med hovedet nede i mobiltelefonen, har det samme betydning for barnets hjernes udvikling, som hvis forældrene har depression.

»Det er ikke utænkeligt, at det kan have langtidskonsekvenser for barnet, og jeg fik da selv den tanke, da jeg så hendes resultater, at jeg aldrig kommer til at have min mobiltelefon fremme igen, når jeg er sammen med mine børn,« siger Martin Køster Rimvall.

Stress pga. fattigdom og diskrimination har betydning for hjernens udvikling

Netop hjernens udvikling er også centrum i den forskning, som Henning Tiemeier laver i Holland med personer fra den berømte Generation R-fødselskohorte.

I forskningen har Henning Tiemeier blandt andet stort fokus på at identificere sammenhænge mellem risikofaktorer for psykiatrisk sygdom og hjernens vækst.

Ifølge Martin Køster Rimvall kom Henning Tiemeier med den overordnede pointe, at for at blive klogere på betydningen af risikofaktorer for hjernens udvikling er man nødt til at måle meget præcist, hvornår påvirkningen finder sted i hjerneudviklingen og også måle præcist, i hvilken udviklingsalder man laver sin undersøgelse af hjernen på, da effekterne afhænger af den studerede udviklingsperiode.

Hjernen rummer nemlig kapaciteten til at indhente det tabte, så de målbare effekter af begivenheder med betydning for hjernens udvikling tidligt i livet har det med at forsvinde.

Endelig viste Henning Tiemeiers forskning også, at både fattigdom og diskrimination er stressfaktorer med betydning for hjernens udvikling, herunder udvikling af amygdala, som har med hjernens frygtrespons at gøre.

»Generation R-studierne viser, at noget så simpelt som stress forårsaget af fattigdom og diskrimination har betydning for hjernens udvikling og risikoen for udvikling af psykisk sygdom. Igen kan vi ikke bruge den enkelte hjerneskanning i det enkelte kliniske tilfælde, men på gruppeniveau gør det os klogere på, hvordan fattigdom og diskrimination meget specifikt kan lede til øget risiko for udvikling af psykisk sygdom gennem underudvikling af hjernen,« siger Pia Jeppesen.

Mange mennesker har psykoseoplevelser

Martin Køster Rimvall var selv tovholder på et symposium omhandlende det, som kaldes for subkliniske psykoseoplevelser. Det kan være, at man forbigående hører stemmer eller har forbigående tankeforstyrrelser og vrangforestillinger, uden at disse oplevelser bliver så svære, at der kan stilles en diagnose med en psykoselidelse.

Data fra MILESTONE-studiet viser, at unge med psykoseoplevelser ikke bliver hjulpet til en mere sammenhængende behandling med bedre overgang til voksenpsykiatrien

Pia Jeppesen, professor og overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Sjælland

Symposiet havde som mål at komme nærmere en forståelse af, hvor udbredt det er i den brede befolkning af børn og unge, og om det på nogen måde har betydning for personers mentale helbred.

Her var svarene i store træk ‘meget udbredt’ og ‘ja’.

Blandt andet viste forskningen, at personer, der i barndommen og ungdommen har haft flere perioder med psykoseoplevelser, har flere gange forhøjet risiko for udvikling af psykotisk lidelse eller anden psykisk sygdom.

»Det er ret nyt, at man begynder at gå bort fra at se psykose som noget, der enten er til stede eller ikke er til stede, men i stedet kan være til stede i forskellige grader og være forbipasserende eller mere persisterende. Derudover er der i forskningen et stort fokus på at finde ud af om, og hvordan vi kan spørge ind til psykoseoplevelser i screeningen af mentale helbredsforhold,« forklarer Martin Køster Rimvall.

Psykoseoplevelser ophober sig i familier

Martin Køster Rimvall fortæller, at op mod 20 til 50 pct. af alle mennesker på et tidspunkt i barndommen eller ungdommen vil have psykoseoplevelser. Det kan både være en del af en helt almindelige udvikling, men det kan også være et signal om, at der er noget mere alvorligt på vej op til overfladen.

»Det kan både være en meget stærk markør, men det er også meget uspecifikt, og det gør det svært at vide, hvordan vi skal bruge det i klinikken. Derfor skal vi også blive klogere på, hvordan vi screener for alvorsgrad. Psykoseoplevelser kan også være en markør for selvmordstanker, selvmordsadfærd og selvskade, men vi skal vide, hvordan vi skal bruge det,« siger han.

Martin Køster Rimvalls egen forskning viser, at der er en sammenhæng mellem psykoseoplevelser hos forældre og børn, hvilket kan skyldes en fælles underliggende genetisk årsag eller andre familiære belastninger.

Psykoseoplevelser kan være tegn på noget alvorligt

I symposiet om psykoseoplevelser blev det ifølge Pia Jeppesen også sandsynliggjort, at de psykoseoplevelser, som debuterer i netop ungealderen, relativt ofte persisterer. Denne viden er vigtig, fordi de persisterende psykoseoplevelser er særligt forbundet med øget risiko for at få en psykotisk sygdom senere i livet.

Men selvom det vindue, hvori man bør have særlig opmærksomhed på psykoseoplevelser og deres betydning for det mentale helbred, på den måde er blevet indsnævret, afspejler det sig fortsat ikke i den kliniske tilgang.

Det viste det store europæiske MILESTONE-studie med data fra flere europæiske lande.

»Data fra MILESTONE-studiet viser, at unge med psykoseoplevelser ikke bliver hjulpet til en mere sammenhængende behandling med bedre overgang til voksenpsykiatrien, efter de fylder 18 år. Med psykoseoplevelser kommer vi i nærheden af noget, som vi rent faktisk kan bruge i klinikken, og som vi skal holde særligt øje med, men det er vigtigt, at vi ved, hvordan vi skal håndtere denne viden. Det kan være ganske normalt at høre lyde eller stemmer kortvarigt og forbigående, og det er som sådan ikke altid bekymrende, men hvis man i primærsektoren har at gøre med et ungt menneske, som har vedvarende psykoseoplevelser med stemmer, som ikke er rare, skal man være opmærksom på, at det kan indikere, at der er brug for udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien,« siger Pia Jeppesen.