Morten Ørnstrup er en af de sjældne læger

Morten Ørnstrup er en sjælden læge i det danske sundhedsvæsen.

Nemlig en børne-og ungdomspsykiater, der er født med både et x og et y kromosom. Med andre ord er han af biologisk hankøn. Mandlige børne- og ungdomspsykiatere findes der ikke mange af i landet. Ifølge Lægeforeningens opgørelse fra sidste sommer over medlemmernes specialer er kun 13 pct. af specialets udøvere mænd.

Da jeg var medicinstuderende på afdelingerne, var det nok lidt lettere at være mand end kvinde. Det er jeg ret overbevist om. Så det er forkert at sige, at man bliver ligebehandlet

Morten Ørnstrup, børne-og ungdomspsykiater

Egentlig forstår Morten Ørnstrup ikke rigtig, hvorfor specialet tiltrækker så få mænd.

Han synes selv, at han har verdens bedste job. I dag er han solopraktiserende med ydernummer i Kolding. Men ‘solo’ skal tages med forbehold, for han lejer sig ind i en lægepraksis med adskillige praktiserende læger, en jordemoder og flere sygeplejersker. Så han er selvstændig, men ikke alene.

Det var tilfældigt, at han fik øjnene op for børne- og ungdomspsykiatrien.

»Det var slet ikke det, jeg troede, jeg skulle. Jeg troede, at jeg enten skulle være pædiater eller akutmediciner. Så det var et tilfælde,« fortæller han.

»Fordi jeg skulle have en sideuddannelse for at kunne søge hoveduddannelse i pædiatri, fik jeg en introstilling i børne- og ungdomspsykiatri. Og det at arbejde med og hjælpe disse patienter – min første patient var en dreng med ADHD – fik mine øjne op for, hvilken forskel det gjorde for drengen og hans familie. Det betød så meget, at jeg besluttede, at det var det, jeg ville.«

Aha-oplevelsen var ikke det eneste, der trak Morten Ørnstrup over mod at arbejde med psykisk udfordrede børn og unge. Der var også et element inde over beslutningsprocessen, som handlede om arbejdsmiljø.

»Samtidig kom jeg til at tænke på de overlæger, jeg havde mødt på den pædiatriske afdeling. Når de blev overlæger, så sad de i et ambulatorie og lavede én ting, og selvfølgelig også stuegang og vagter. Men som børne- og ungdomspsykiater tænkte jeg, at jeg ville komme til at arbejde med mange forskellige ting,« forklarer han.

Ligebehandling?

At det var et stærkt, kvindedomineret speciale, han følte sig tiltrukket af, spillede ikke nogen rolle.

»Jeg tænkte overhovedet ikke på kønnet. I pædiatrien er der også flere kvinder end mænd. Og selv om der er færre mandlige læger i børne- og ungdomspsykiatrien end i pædiatrien, så er forskellen ikke stor,« siger han.

At tilhøre mindretallet i et speciale, som har stærk, kønslig dominans, kan være en udfordring. Kvinder i mandefag har f.eks. nogle gange været ude for uønskede tilnærmelser, og det, der er værre. Eller de har ramt det såkaldte glasloft, dvs. de er blevet fravalgt ved forfremmelser på grund af deres køn. Kan det modsatte også forekomme?

»Jeg har aldrig mødt forskelsbehandling hverken positivt eller negativt,« svarer Morten Ørnstrup umiddelbart på spørgsmålet.

»Og måske alligevel. Det kan godt være, at der har været sekretærer eller sygeplejersker, som har hjulpet mig mere, end de har hjulpet kvindelige læger. I nogle situationer får man lidt længere snor, når man er mand,« siger han.

»Det var igennem min speciallægeuddannelse, og da jeg var medicinstuderende på afdelingerne, var det nok lidt lettere at være mand end kvinde. Det er jeg ret overbevist om. Så det er forkert at sige, at man bliver ligebehandlet.«

Derimod har han aldrig været ude for grænseoverskridende tildragelser af MeToo-typen.

»Jeg har ikke oplevet overgreb eller lignende,« siger han.

En mand, tak!

I arbejdet med patienterne tror Morten Ørnstrup ikke på, at behandlerens køn skulle gøre nogen forskel.

Jeg tænker både, at mænd går glip af noget rigtig godt, hvis de vælger specialet fra, og at det er godt for specialet, at der er mænd i det også om nogle år

Morten Ørnstrup, børne-og ungdomspsykiater

Det er noget andet med patienterne – og deres forældre. Det er ikke helt sjældent sket, at nogle specifikt ønskede mandlige børne- og ungdomspsykiatere. Men med en lidt omvendt argumentation.

»Nu bliver patienterne jo blot henvist. Men før jeg fik ydernummer (i oktober 2022, red.), var jeg privatpraktiserende, og dengang var der ret mange, som ringede og snakkede med mig på forhånd. Der var mange, hvor kønnet ikke betød noget, men der var også flere, som gerne ville have en ikke-kvinde,« som han udtrykker det.

»Det var nok mere et fravalg af kvinder end et tilvalg af mig. Jeg har også mødt nogle, hvor forældrene har sagt, at det ikke er favoritten at snakke med en mand, og nu må vi se, hvordan det går. Og så er det gået alligevel.«

Forklaringen på det kønsspecifikke ønske lå i patienternes hidtidige erfaringer.

»Jeg har hørt flere sige, at før de kom til mig, mødte de typisk mange behandlere. Blandt f.eks. psykologer og skolelærere er der mange kvinder, ligesom blandt sagsbehandlere i kommunerne. Så når de kom til mig, var det tit fordi, det ikke var lykkedes at hjælpe dem tidligere. Og så var der nogle af dem – misforstået, tænker jeg – der konkluderede, at det så ikke nytter noget, når det er en kvinde, der er behandler,« siger han.

»Der er ikke noget fagligt fundament for den holdning, men det var en form for konklusion fra deres side.«

Han mener, at andre faktorer end kønnet er langt mere betydningsfulde.

»Jeg tror ikke, der er nogen forskel i behandlingen, om det er en kvindelig eller mandlig læge, der behandler. Men fortroligheden, personligheden og kemien mellem patient og behandler tror jeg betyder væsentligt mere,« siger han.

Forskel giver variation

Til gengæld synes han, det ville være rart med flere mænd i faget af andre grunde.

»Jeg tror, at enhver arbejdsplads har godt af en variation i kønnet. Vi har forskellige synspunkter og indstillinger og bringer forskellige ting i spil. Det gør vi som mennesker, men det, vi bringer i spil som henholdsvis mænd og kvinder, er også forskelligt,« siger han.

Også selve specialets fremtid ville have godt af en vis kønsbalance, mener han.

»Jeg er ikke bekymret, men på den anden side håber jeg, at der er mænd, som vil etablere sig i faget. Det der med, at vi kan se tingene på forskellig vis, og at vi bringer noget forskelligt ind, giver et mere nuanceret syn på udvikling af specialet. Når vi har møder og konferencer, hvor vi drøfter noget, så handler det ikke om, at det ikke er godt nok, hvis der bare er kvinder eller mænd, men at man får noget andet i spil, hvis begge køn er der,« siger han.

»Det er ikke sådan, at mænd er bedre end kvinder, men at flere vinkler er bedre end én vinkel. Mine bedste kollegaer nu og tidligere er kvinder. Og det er fantastisk, at vi kan bruge hinanden til faglig sparring og udvikling.«

Lange ventetider

Uanset hvilket køn, man tilhører, giver specialet udsigt til godt, fast arbejde. Behovet for børne- og ungdomspsykiatere er kæmpestort.

Jeg tænker både, at mænd går glip af noget rigtig godt, hvis de vælger specialet fra, og at det er godt for specialet, at der er mænd i det også om nogle år

Morten Ørnstrup, børne-og ungdomspsykiater

Morten Ørnstrup fortæller, at han i øjeblikket har omkring halvandet års ventetid på første konsultation for nye patienter.

»Det er fuldstændig forfærdeligt for familierne. Og det er ikke sådan, at familierne kun har ventetider hos mig. Hos PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning, red.), som skal hjælpe skoler, og på handicapafdelingerne er det også svært at få hjælp,« siger han.

Blandt andet derfor er patienterne – og forældrene – ofte særdeles glade for endelig at få hjælp, når de når hen til ham.

I øjeblikket er det mest ADHD og autisme, som fylder i hans praksis, ligesom en gruppe med depression, angst og OCD fylder en del.

»Jeg har også nogle med tics og spiseforstyrrelser, men det vil ofte være sammen med noget andet,« siger han og pointerer, at comorbiditet i det hele taget ofte forekommer blandt hans patienter.

Vil gerne have indflydelse

Morten Ørnstrup gør en del for at trække opmærksomhed til sit fag.

Ud over sin praksis underviser han og hjælper kolleger med råd og vejledning om, hvordan man etablerer sig med praksis i faget. Han holder mange oplæg for praktiserende læger, hvor de drøfter, hvordan de hver især kan støtte hinanden i arbejdet med psykisk syge børn og unge.

»Det handler f.eks. om, hvad patienterne kan lave i ventetiden. Hvordan de praktiserende læger kan lave henvisningen bedst muligt. Hvordan de kan udvælge de rigtige patienter. Det er en svær opgave, og de har ikke lang tid med hver enkelt patient,« siger han.

Som praktiserende speciallæge med ydernummer er han også med i en klynge. Alt sammen tilbyder måder at prikke til systemet på og – forhåbentligt – få indflydelse.

Det aspekt var en af årsagerne til, at han sidste år sprang fra at være privatpraktiserende med fortrinsvis gruppe 2 patienter til at søge – og få – et af de ydernumre, som regionerne af og til slår op i specialet.

Ligeledes betød det meget, at spørgsmålet om finansiering flyttede længere væk fra patienterne.

»En af de væsentligste ting var, at der så ikke er penge mellem patienterne og mig. Det har altid været min ideologiske holdning, at det må der helst ikke være. Så at slippe for det var rigtig godt,« siger han.

Før tiden som privatpraktiserende, som varede fra 2016 til 2022, var han i sygehussektoren. Men selv om han var begejstret for selve arbejdet med patienterne, familierne og kollegerne, var han ikke begejstret for rammerne.

»Jeg forlod sygehusverdenen på grund af frustration over mange af de ting, der skete, og et ønske om at kunne have mere tid sammen med patienterne. Jeg brugte meget tid på konferencer og møder og havde ikke meget tid alene med patienterne og familierne,« forklarer han.

»Og det er jo det, jeg synes, jeg er uddannet til, er god til, og det er i hvert tilfælde det, jeg brænder for.«

Ikke mænd for enhver pris

Det ville glæde ham, hvis flere kunne finde den ild, også mænd.

»En af grundene til, at jeg gerne ville medvirke i artiklen her, er, at jeg tænkte, at der så måske er nogle, som kan høre, hvor vildt spændende mit job er, og at det kan inspirere flere til at tænke, at vi kan altså godt, selv om der er mange kvinder i faget. Men i særdeleshed vil jeg gerne bidrage til at give vores speciale den positive omtale, det fortjener,« siger han.

Han lægger vægt på, at det ikke er altafgørende at opnå en større grad af kønsbalance i specialet. Andre ting betyder mere. Ikke mindst, at der er tilstrækkeligt med speciallæger i faget til at imødekomme det store behov.

Ifølge en undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry 2019 får hele 15 pct. af danske børn og unge en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år. Og ifølge en analyse fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed havde godt 57.000 børn og unge en psykiatrisk diagnose pr. 1. januar 2019.

Samtidig er der ifølge Lægeforeningen 161 børne- og ungdomspsykiatere i landet.

I en sådan situation er det mindre vigtigt, hvilket køn behandlerne har.

»Jeg tænker både, at mænd går glip af noget rigtig godt, hvis de vælger specialet fra, og at det er godt for specialet, at der er mænd i det også om nogle år,« siger Morten Ørnstrup.

»Men det er vigtigt, at det ikke er mænd for enhver pris. Det er altid kompetencerne, der er det vigtigste – ikke kønnet.«

Læs også:

Kønsroller præger stadig specialevalg

Kvinderne kommer – eller gør de nu også det?

Kvindelig læge i HU i kardiologi: »Jeg tænkte overhovedet ikke over, at det var et mandefag«

Leder: Sundhedsvæsenets XX Factor