Børne- og ungdomspsykiaters nødråb giver ekko

Et ungt menneske kom sammen med sin familie til børne- og ungdomspsykiatrisk akutmodtagelse, fordi de havde brug for hjælp. Her mødte de ‘»En søvndrukken læge«, der stiller »hovsa-diagnoser«, skriver »løgne« i journalen og udviser »ligegyldighed«.’ Sådan skrev de bagefter til læge Sara Kærn Linstow, fortalte hun for nyligt i en kronik Information. Sara Kærn Linstow var selv lægen, som den unge og familien havde mødt.

Deres oplevelse skete ikke på baggrund af ond vilje, men fordi Sara Kærn Linstow ikke kunne tilbyde den unge og familien den hjælp, de havde brug for, fordi ressourcerne mangler.

»Det er uhyggeligt at mærke, at mine etiske idealer kan skride. Jeg tager mit ansvar på mig. Den læge er mig, og jeg har til hensigt med denne kronik at forsøge at stille mig på samme side som dem, der klager over mig.

For det ville være alt for let at slå det hen som et enkelttilfælde. At lægge det alene på mig at have gjort uret, eller på familien at have forventet for meget. Slaget skal ikke stå om natten mellem pressede familier og den yngste læge, for det er en del af noget større. Det er et anliggende for os som samfund at diskutere, hvordan vi vil tage os af unge mennesker, der mistrives,« skriver Sara Kærn Linstow i kronikken i Information.

Problemer i børne- og ungdomspsykiatrien

Sara Kærn Linstow er ikke alene om at pege på, at børne- og ungdomspsykiatrien er i problemer. Lægeforeningen har lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer og fik svar fra 163 læger i børne- og ungdomspsykiatrien:

• 70 pct er uenige i, at der er nok sengepladser.

• 65 pct er uenige i, at personalenormeringen er tilstrækkelig til at give indlagte patienter den bedst mulige behandling.

• 90 pct er enige i, at en betydelig del af deres patienter med psykiske lidelser ville have haft et mindre alvorligt sygdomsforløb, hvis det havde været muligt at begynde behandlingen tidligere.

• 78 pct er enige i, at vilkårene er blevet forværret eller væsentligt forværret i løbet af de seneste to år.

Kilde: Lægeforeningen

Siden kronikkens udgivelse 4. juni har læger, andre sundhedsprofessionelle, pårørende og patienter delt deres historier og opbakning under hashtagget #DetErOgsåMig. En af dem er forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Nina Tejs Jørring, som Dagens Medicin har talt med.

Hvorfor deler du #DetErOgsåMig?

»Det er der tre grunde til:

Alle os, der arbejder i børne- og ungdomspsykiatrien, kan genkende os selv i Sara Kærn Linstows fortælling, Det rammer lige ind i mit faglige hjerte.

Den anden grund er, at jeg VED, hvor vigtigt det første møde med børne- og ungdomspsykiatrien er for hele familien. Når det går skævt, kan det betyde længere vej til hjælp, for det bliver sværere at stole på hjælpen, når den endelig kommer, og forældrene mister tilliden til systemet, mens barnet og den unge får det værre.

Den tredje årsag er, at jeg ved, hvad der sker, når det første møde går GODT. Så bliver der lagt det tillidsfulde fundament, som er med til at hjælpe barnet eller den unge og det fremtidige samarbejde.

Jeg håber, at politikerne lytter til alle de her stemmer og langt inde i deres hjerter føler et medansvar for, at vi ikke giver børn og unge med psykisk sygdom den rette behandling. At politikerne kommer til at føle det samme pres for at gøre det bedre, som alle vi, der arbejder i børne- og ungdomspsykiatrien, føler.«

Hvad er de tre største udfordringer i børne- og ungdomspsykiatrien lige nu?

»For det første, at familierne ikke får den gode behandling, de burde få. De bliver svigtet både i det regionale og i det kommunale system.

For det andet at presset på medarbejderne igennem mange år betyder, at mange er slidt ned eller rejst andre steder hen. Vi er inde i en ond cirkel, der er rigtig svær at bryde.

Og for det tredje at antallet af familier stiger hurtigere, end vi kan følge med. Hurtigere end vi kan nå at få ansat flere.«

Hvordan skal børne- og ungdomspsykiatrien blive et mere attraktivt sted at arbejde for især de yngre læger?

»Det ER et attraktivt sted at arbejde, når vi har som opgave at behandle børnene og hjælpe familierne, det synes jeg stadig. Men når rigide registreringssystemer, umulige skemaer og manglende ressourcer styrer hverdagen, så er det svært at få øje på. Det er ikke attraktivt, når man måles på noget, der føles meningsløst og det, der er meningsfuldt, bliver ignoreret. Hvis børne- og ungdomspsykiatrien skal være mere attraktiv, så skal lægerne have lov til at lave det, de er uddannet til – behandle patienterne og deres familier.«

Alle venter på en 10-årsplan for psykiatrien, men hvad er der behov for i ventetiden?

»Vi skal blive ved med at stå sammen, som vi gør med det her hashtag. Vi skal være ærlige over for hinanden og ikke skyde skylden på andre sektorer eller faggrupper, når patienterne bliver svigtet. Vi skal holde op med at love noget, vi godt ved, vi ikke kan holde og ikke henvise til hjælp i kommunen, vi godt ved, kommunen ikke har ressourcer til. I stedet skal vi blive ved med at fortælle, at vi godt ved, hvad der ville være den rigtige indsats, men at politiske prioriteringer står i vejen.«