Uglens kloge ord om pandemien

Som om der ikke var skrevet og sagt nok om COVID-19 og coronavirus, mutationer, vaccinationer, mink osv. de seneste to-tre år.

Men Jens Lundgren og journalist på Politiken Lars Igum Rasmussen har sammen i denne grundige gennemgang af SARS-CoV-2-pandemiens udvikling med fokus på Danmark fra primo 2020 til medio 2022 skabt et meget grundigt, troværdigt og brugbart medicinsk-historisk dokument, som mange interesserede fremover vil have stor glæde af at slå op i og bruge som basis for nye værker med måske andre vinkler på denne pandemi, som jo endnu ikke er afblæst.

Jens Lundgren fortæller, at han forsøgte at være ‘den kloge ugle’, da ny coronavirus i slutningen af 2019 spredte sig fra en inficeret hesteskoflagermus til det første menneske og siden med lynets hast fandt vej til hele kloden.

Denne kloge ugle har med sine egne ord forsøgt så neutralt som muligt, og med afsæt i sit kendskab til tidligere tiders virusbekæmpelse, at forklare de mulige situationer, vi som land kunne stå i, og han kom gerne med kvalificerede bud på, hvad vi som borgere, politikere og sundhedsvæsen kunne stille op. Og vi er jo mange, der synes, at den opgave løste han endog rigtig godt.

Mediernes foretrukne

Jens Lundgren blev meget hurtigt den ekspert, som medierne henvendte sig til om næsten alt vedrørende den danske dækning af coronapandemien.

Derved blev han en vigtig stemme i den offentlige debat, hvor han også har uddelt både ros og ris til regering og myndigheder. Han blev endvidere en central rådgiver for både regeringen og sundhedsmyndighederne og kom helt ind i magtens inderste rum.

‘Vild virus. Bag kulissen i kampen mod smitte’, Jens Lundgren og Lars Igum Rasmussen, Politikens Forlag, 376 sider. Er udkommet.

Bogen er på knap 400 sider fordelt på 22 kapitler, og bygger på interviews med Jens Lundgren, mails, sms-korrespondancer, bøger, dokumenter, aktindsigter, videnskabelige artikler samt avisartikler.

Ambitionen har været at vise, hvad der egentlig er sket fra pandemiens begyndelse til medio 2022, og hvad vi måske som samfund og verden har lært til næste gang. Og det er en mission, der til fulde er lykkedes.

Bogen er skrevet i et sprog, der gør den letlæst, og det gælder også emner som forklaring af virus med de forskellige former for DNA-virus og RNA-virus.

Jeg tror, at de fleste vil forstå gennemgangen med de RNA-virus, som vi har vacciner mod, og de ustabile RNA-virus, der ofte er zoonoser. Den sidste type var altså den, vi stod med, da pandemien tog fart.

Minutiøs og præcis gennemgang

En god indledning tager i de første kapitler læseren gennem epidemier og smitte med fugleinfluenza A H5N1, SARS, MERS og ebola samt pandemier med hiv og A H1N1. Der er gode og letforståelige illustrationer bogen igennem, og det gør den nok trods alt lettere at læse for ikke-fagfolk, for en del af stoffet er fagligt tungt.

Hele coronapandemiens forløb er minutiøst og meget præcist beskrevet. Meget af det er nok kendt stof for mange danskere, men bogen giver et godt indblik i de overvejelser og nødvendigheder, der ligger bag nogle af de samfundsmæssige beslutninger, og den giver også et næsten spændende indblik i, hvordan kampen mod dette ustabile RNA-virus er forløbet.

Samtidig illustreres på bedste vis, hvor vigtigt videnskabeligt samarbejde er – her efterspørges åbenhed og deling af viden, som forskere normalt ikke har for vane under fredelige tider. For det er tydeligt bogen igennem, at det er en forsker, der taler.

Og som astrofysikeren Neil deGrasse Tyson citeres for i indledning:

‘The good thing about science is that it is true – whether or not you believe in it’.

Det er utvivlsomt sådan, Jens Lundgren har det.

Tæt på politiske beslutninger

Gennem bogen hører vi også om Jens Lundgrens holdninger og vurderinger af myndighedernes og regeringens tiltag.

Vi præsenteres for diverse strategiskift, som myndigheder og politikere foretog under pandemiforløbet, og strategien ‘test, test, test’ får en særlig omgang. Dette skal ses i lyset af, at både regering og WHO insisterede på test, alt imens verden manglede testkits.

Vi ved alle, at der blev kommunikeret døgnet rundt om COVID-19 og coronapandemi, så udfordringer som virusmutationer, flugtvarianter, superspredere og senfølger blev næsten hvermandseje. Nogle blev trætte af det, andre vrede og skrev sure eller endog truende beskeder til professoren, men hans familie var der for ham og bakkede op. Det kan være hårdt at være kendt og i mediernes søgelys på det menneskelige plan.

Jens Lundgren har et omfattende internationalt forskningsnetværk, især i USA, der primært stammer fra hans mangeårige internationalt højt anerkendte forskning på hiv/aids-området, og som sammen med hans enorme viden og et stort overblik har været en enorm støtte for den danske håndtering af pandemien.

Det illustrerer bogen på bedste vis. Efter den indledende grundige præsentation af den unge Jens Lundgren og hans vej til medicin og infektionsmedicin, bliver vi ført gennem historien om hiv, immunforsvar, bløderskandale, og ikke mindst forskning.

Kritisk blik på topledelserne

Hiv har jo som bekendt også spredt sig som en pandemi, bare meget langsommere end det, vi oplever med influenza og SARS-CoV-2. Som sådan intet nyt stof og en meget faglig præsentation.

For personer med godt kendskab til infektionsmedicin, infektioner mv. er det ikke så spændende, men det er det måske nok for personer, der slet ikke kender hiv/aids-historien eller den lægelige udvikling på området.

Lundgrens udsagn om, at samfund bliver porøse under en pandemi, tror jeg, at vi alle kan nikke genkendende til. Det samme gælder udsagnet om, at god epidemihåndtering handler om åben og ærlig kommunikation! Det er også en vigtig pointe, at epidemihåndtering ikke er en objektiv videnskab.

Det betyder dog ikke, at alle politiske beslutninger under de forgangne snart tre år har været lige gode, og det lader Jens Lundgren også læseren forstå.

Han udtrykker klart udfordringen i det danske sundhedsvæsen med den eksisterende struktur med stor afstand mellem fagligheden på gulvet og den ledelsesmæssige top – såvel den politiske som hospitalslederne.

Med hans ord: ‘Under en pandemi er de ledelsesmæssige aktører sjældent klædt på til at forstå, hvad pokker det egentlig er, sådan nogle som mig prøver at sige. Engang var afstanden mellem hospitalsgulvet og toppen ikke så stor, fordi det var uddannede læger med mange års erfaring, der styrede hospitalerne som direktører og øverste ledere. Men sådan har det ikke været i årtier. Og hospitalstoppen refererer til et politisk niveau over sig, regionerne, hvor der absolut heller ikke er mange læger.’

Han mener også, at ledelserne bør udvise langt større respekt for de ansatte, end man i alt fald gjorde i Region Hovedstaden, hvor han er ansat.

Noget af det, som vi forhåbentlig har lært af forløbet, er ifølge Jens Lundgren, at være meget bedre forberedt på de næste epidemier og pandemier. Og professoren afslører, at han reelt frygter en pandemi med fugleinfluenza A H5N1. Den står ligesom og banker på døren af og til.

En begejstret forsker

Selvfølgelig er der også små irritationer i en bog, der er så kompakt. Den lange indledning om, hvordan og hvorfor Jens Lundgren valgte at uddanne sig til læge, og vejen gennem studiet, kan falde lidt (for) lang, hvis man som læser gerne vil i gang med de vilde virus.

Til gengæld er der bogen igennem gode indblik i privatpersonen Jens, så måske disse indspark gør bogen lettere læst?

Der er også en del gentagelser, som kan genere. Endelig er det næsten sjovt, at Jens Lundgren hyppigt omtales som ‘professoren’. Men alt dette er så lidt, at det ikke betyder noget for det samlede indtryk.

Jens Lundgren er som bekendt en internationalt anerkendt forsker, og naturligvis skinner hans forskningsbegejstring igennem i hele bogen – og med rette.

Her omkring 2,5 år efter pandemiens start har vi fået adgang til behandlinger til alle kendte stadier af SARS-CoV-2-infektionen, der er udviklet sikre og effektive vacciner mod diverse SARS-CoV-2-varianter, og der er gode forskningsprojekter i gang vedrørende behandlingseffekt af monoklonale antistoffer.

Jens Lundgren understreger også det helt imponerende ved, at der er blevet gennemført vigtige vaccinestudier under selve pandemien. Og den eksterne validitet af studierne var høj.

Han mener dog også, at det gik for stærkt med vaccineudviklingen – hvorfor vi jo ikke havde en endelig afklaring af den sande nødvendige mængde i vaccinerne, og ej heller det optimale tidsinterval mellem de to vaccinedoser. Men han anerkender også, at situationen krævede stor hast.

Obligatorisk for lægestuderende

Bogen slutter med professorens liste over de seks ting, vi ifølge Lundgren har lært under pandemien:

1. Vi har fået mere respekt for kommende pandemier.

2. Vi ved nu, at mRNA-vacciner kan redde os mod andre farlige virus.

3. Vi har fået nye metoder til at slå infektioner ned og ved nu, at monoklonale antistoffer kan virke.

4. Under kriser og akutte situationer skal forskning rykke hurtigere, og det kan den.

5. Vi skal huske, at det er en holdindsats at overvinde virus!

6. Videnskab er løsningen. Det må vi alle håbe, også er en læring, der er gemt hos myndighederne.

Som journalistforfatteren skriver, så er ‘bogen ikke en klassisk biografi om pandemilægen, men et portræt af vilde virus og deres møde med mennesker, som Jens Lundgren har set og oplevet det: Det er en pandemibog tiltænkt alle, der gerne vil forstå, hvad der egentlig skete – og hvad vi har lært til næste gang.’

Og hvem er så de oplagte læsere? Jeg tænker, at alle medicinstuderende bør læse den, det samme kan man anbefale mange samfundsvidenskabeligt uddannede med interesse for sundhedsvæsen og politik. Og så er der alle de danskere, der ikke kan få nok af virus og pandemi.