Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Bøger

Thomas Senderovitz: Kapløbet om COVID-19-vaccinen er uden sidestykke i historien

Udgivet:
Kommentarer (0)

I sin nye bog ‘Kapløbet om vaccinen’ tager tidligere direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz læserne med ind i maskinrummet og fortæller sin version af det hektiske forløb, da COVID-19-pandemien ramte Europa. 


For tidligere direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz var EMA’s godkendelse af Pfizer/BionTech-vaccinen kort før jul at sidestille med den del af en ekspedition til månen, hvor landingsstellet endelig bliver sat på månens overflade.

Jeg så virkelig et skrækscenarie for mig og ringede til den daværende direktør for Det Europæiske Lægemiddelagentur, Guido Rasi, og sagde: ‘Jeg er ikke så tryg ved den her situation’

Thomas Senderovitz, senior vice president, Novo Nordisk, og bogaktuel

Det Europæiske Lægemiddelagenturs godkendelse var nemlig en milepæl i et hektisk og dramatisk forløb med søvnløse nætter, skrækscenarier, en uendelig række af møder og fremrykkede godkendelsesprocedurer af vacciner baseret på ny teknologi. Det var et forløb, hvor myndighederne måtte tage beslutninger på betydeligt spinklere grundlag end sædvanligt, men også et forløb, Thomas Senderovitz beskriver som ‘en succeshistorie’.

Netop den betegnelse bruger han i sin nye bog ‘Kapløbet om vaccinen’, som udkommer i dag på forlaget Strandberg Publishing.

I bogen indvier han læserne i de mange vanskelige beslutninger, som Lægemiddelstyrelsen og han selv var involveret i, mens COVID-19-pandemien buldrede derudad, og lande over hele verden kæmpede for at skaffe værnemidler, testkapacitet og med at udvikle en vaccine.

Selvom første del af månelandingen ifølge Senderovitz nu er veloverstået med ibrugtagelsen af de nye vacciner, er der stadig et stykke vej, før ekspeditionen er fuldendt.

»Det er først, når vi har fået pandemien under kontrol, og samfundet i en eller anden grad er åbnet, at vi er helt i mål,« siger han.

Danmark har undgået lægemiddelmangel

Overordnet er Thomas Senderovitz tilfreds med den indsats, som Lægemiddelstyrelsen har leveret, mens pandemien rullede hen over Europa. Blandt andet fremhæver han, at Danmark havde held til at styre uden om f.eks. mangel på lægemidler – et scenarie, som ellers bekymrede ham allerede tidligt i februar 2020 – altså inden pandemien ramte landet.


Thomas Senderovitz, 55 år

2021-: Senior vice president i Novo Nordisk med ansvar for data science

2016-2021: Adm. direktør i Lægemiddelstyrelsen

1999-2016: Ansat i ledende stillinger i internationale lægemiddelvirksomheder

1992-1999: Ansat i lægestillinger i København

1992: Uddannet: cand.med.


»Jeg kan tydeligt huske, at jeg skulle til et forberedende samråd med Magnus Heunicke (socialdemokratisk sundhedsminister, red.) om risikoen for forsyningskædeproblemer – et tema, der havde været på dagsordenen i noget tid. Samme dag fik jeg en melding om, at udbruddet i Wuhan var mere omfattende end først antaget, og så slog det mig, at meget af det aktive stof, der er i lægemidler på det globale marked, jo bliver fremstillet på fabrikker i netop Kina og Indien,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg så virkelig et skrækscenarie for mig og ringede til den daværende direktør for Det Europæiske Lægemiddelagentur, Guido Rasi, og sagde: ‘Jeg er ikke så tryg ved den her situation, vi er nødt til at stikke hovederne sammen og finde ud af, hvad dælen vi gør’. Jeg tog også fat i Amgros og talte med ministeriet.«

Herefter fulgte en hektisk periode, hvor smittetallet herhjemme bare steg og steg, og for Thomas Senderovitz betød det søvnløse nætter, hvor han stod op og i fri hånd tegnede forskellige scenarier og løsningsmodeller.

»Da COVID-19 holdt sit indtog i Danmark, havde vi allerede øget vores beredskab. Det er også en af grundene til, at Danmark har klaret sig så godt gennem pandemien hvad angår lægemidler. Nogle lande har været nødsaget til at bruge veterinærmedicin i stedet for humanmedicin, når de har skullet lægge folk i respirator. Den slags forsyningsproblemer har vi slet ikke været i nærheden af herhjemme,« fortæller han.

Det europæiske samarbejde stod distancen

Thomas Senderovitz er også lettet over, at det lykkedes at fastholde et fælles europæisk fodslag hvad angår godkendelse af vaccinerne.

Mit mål med bogen er at give danskerne et nuanceret billede af, hvad der foregik i maskinrummet under krisen, så de fremadrettet føler sig tryggere ved processen omkring godkendelse af vacciner

Thomas Senderovitz, senior vice president, Novo Nordisk, og bogaktuel

»På et tidspunkt lød beskeden fra nogle af de store europæiske lande, at hvis vi ikke fik godkendt en vaccine, ville de nødautorisere. Hele den weekend var jeg i tæt kontakt med EMA’s ledelse og mine kolleger i forskellige lande, hvor vi talte om, hvordan vi kunne redde den her situation. Hvis et eller flere af de store europæiske lande nødautoriserede, frygtede vi, at de enkelte lande ville gå enegang, og at systemet ville falde fra hinanden. Det ville være en katastrofe, ikke bare for vaccinen og for tilliden til systemet her og nu, men også for det fremtidige samarbejde. Jeg følte, at selve strukturen og sammenholdet i EU var på prøve der,« husker han.

Som spydspids for Lægemiddelstyrelsen var det et vigtigt princip for Thomas Senderovitz at skynde sig, men uden at gå på kompromis med sikkerheden. Og i dag er han glad for, at han holdt fast i den vanskelige beslutning om ikke nødautorisere, selvom der var meget pres på.

»Normalt er jeg ikke involveret i selve godkendelsen af lægemidler, men her var der tale om en vaccine, der aldrig før havde været i brug i befolkningen. Presset kunne blive megastort, og derfor var det meget vigtigt for mig, at vi kunne se hinanden i øjnene og så vende tilbage efter fem-ti år og sige, at det var den rigtige beslutning, vi traf, da vi skulle afgive vores anbefaling til EMA.«

Data er et stærkt våben mod fremtidige katastrofer

I sit tilbageblik i bogen interesserer Thomas Senderovitz sig ikke for at ‘lede efter hullerne i osten’, som han udtrykker det.

»I sådan en krise her, hvor medarbejderne har arbejdet konstant i langt over et år, vil der blive begået fejl undervejs. Det er helt i orden at pege på ting, der ikke fungerede, så vi kan tale om, hvordan vi kan gøre det bedre. Men det her med at pege fingre er der alt for meget af i dansk politik – og jeg kan ikke have det,« siger han med tryk på næstsidste ord.

En af de vigtige læringer af COVID-forløbet er ifølge Thomas Senderovitz, at Danmark og resten af Europa bør være bedre forberedt på sundhedskriser. Næste gang er det måske ikke et virus, men en multiresistent bakterie, eller forurening af drikkevand, der fremkalder en større krise. Derfor er der i hans optik brug for meget mere forskning og opbygning af infrastruktur og systemer, der kan håndtere store dataflow, og som kan give overblik og et solidt beslutningsgrundlag.

»Da pandemien brød ud, var der for eksempel ikke en levende sjæl, der vidste, hvor mange handsker, kitler og mundbind vi havde på lager, eller hvordan det så ud med vores testkapacitet. Vi skal være verdensmestre i data, for det er et stærkt våben,« siger han og tilføjer:

»Derfor er man også nødt til at afsætte tilstrækkelig med ressourcer, så man kan reagere hurtigt og ikke skal fedtspille med pengene, når katastrofen rammer. Hvis man vil være beredt, koster det noget, på samme måde som med forsikringspolicer.«

Bogen skal gøre danskere tryggere ved vacciner

En stor del af bogen blev skrevet, mens Thomas Senderovitz stadig var direktør i Lægemiddelstyrelsen. Oprindeligt var det hans idé at lave folkeoplysning i styrelsens regi som led i en strategi om mere åbenhed og dialog fra myndighedernes side. Derfor har han bestræbt sig på at skrive en bog, som er læsbar af alle – uanset om man har lægefaglig baggrund eller ej.

»Mit mål med bogen er at give danskerne et nuanceret billede af, hvad der foregik i maskinrummet under krisen, så de fremadrettet føler sig tryggere ved processen omkring godkendelse af vacciner,« siger han:

»Som myndighed er man nødt til at komme bredt ud og tale med folk og lytte og gå i dialog. Skepsis er ikke et problem, det er sundt. I Lægemiddelstyrelsen har vi arbejdet meget bevidst med at undgå at være skråsikre. I stedet har vi sagt, at det er den viden, vi har i dag – i morgen kan det være, at vi får ny viden.«

I januar 2021 skiftede Thomas Senderovitz titlen som direktør i Lægemiddelstyrelsen ud med en en stilling som vicedirektør i Novo Nordisk. I kølvandet på sit jobskifte måtte han derfor i gang med at skrive en række formuleringer om i bogen. Fra at være et led i en kommunikationsstrategi er bogen nu blevet hans eget projekt, som er drevet af en lyst til at fortælle sin version af COVID-19-begivenhedernes gang.

»Det er jo en kæmpe fortælling om, hvor hurtigt man kan få udviklet, godkendt og ibrugtaget vacciner, som kan tænde lyset for enden af tunnelen. Jeg er så privilegeret, at jeg har oplevet forløbet indefra, og den historie, synes jeg, fortjener at blive fortalt,« siger han.

‘Kapløbet om vaccinen’, af Thomas Senderovitz fortalt til Peter Hyldgård, Strandberg Publishing, udkommer i dag, vejledende pris: 199,95 kr.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere