Sundhedsvæsenets tavse forskelsbehandling behandles i ny bog

At der er social ulighed i sundhed i Danmark, er veldokumenteret. De dårligst stillede har større risiko for sygdom, og de lever ti år kortere end de økonomisk og uddannelsesmæssigt mest velfunderede.

Men hvilke dynamikker skaber den sociale ulighed i sundhed? Og hvordan er sundhedsvæsenet, trods idealerne om lige adgang til sundhed, med til at forstærke og cementere uligheden?

De spørgsmål danner bagtæppet for ’Ulighedens drejebog. Sådan virker ulighed i sundhed’, som Kristian Larsen, professor ved Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF), og Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Syddansk Universitet (SDU), står bag.

Bogens hovedtese er, at social ulighed skabes og reproduceres i spændingsfeltet mellem individets mulighed for og evne til at træffe selvstændige valg, og de levevilkår som det er underlagt.

Som individer gennemgår vi objektivt set de samme livsfaser. Men vi har ikke nødvendigvis samme muligheder, og vi træffer ikke samme valg gennem livet. Heller ikke når det handler om sundhed.

De viljestærke profiterer

Det er ikke en ny pointe. Men den er vigtig for at forstå kimen til social ulighed i sundhed, og hvordan sundhedsvæsenet er med til at fastholde og forstærke uligheden i sundhed.

Knud-Erik er en ‘svag og uduelig patient’. Han er førtidspensionist, bor alene, har diabetes og har dårligt hjerte

I fire fiktive – men realistiske – patientcases beskriver Larsen og Sodemann, hvordan opvækst, uddannelse, indkomst, arbejde, netværk, sprog og kultur kan få afgørende betydning for, hvordan patienter (re)agerer i forhold til egen sundhed og sygdom, og i deres møde med sundhedsvæsenet.

Ditlev er en ‘veluddannet og ressourcestærk ekspertpatient’ med et godt job, familie og venner. Han tager gerne ansvar for sin egen sundhed, og hvordan hans behandling kan optimeres. Ditlev lever et godt liv.

Anne-Sophie er ‘en viljestærk, men irriterende patient’. Hun har en række forskellige diagnoser. Hun går hun aktivt ind i sin behandling, søger information, udfordrer lægernes anbefalinger og insisterer på at prøve alternative terapier. Anne-Sophie dør som 88-årig.

De ‘uduelige’ lider

Connie er en ‘multisyg og ucharmerende patient’, der ryger, drikker og er overvægtig. Hun har et svagt netværk, svært ved at reagere på kroppens faresignaler og føler sig stresset. Hun dør som 64-årig af KOL og overvægt.

Kristian Larsen og Morten Sodemann: ’Ulighedens drejebog. Sådan virker social ulighed i sundhed’, Samfundslitteratur, 2024, 238 sider, vejl. pris 350 kr.Foto: Samfundslitteratur

Knud-Erik er en ‘svag og uduelig patient’. Han er førtidspensionist, bor alene, har diabetes og har dårligt hjerte. Han har ringe økonomi, få ressourcer, ingen kontakt til familien og synes, at det er svært at tale med lægen.

Knud-Erik dør af tyktarmskræft, der har spredt sig til ryggen. Han fik aldrig reageret på de gentagne invitationer til screening for tyk- og endetarmskræft.

Uagtet at Ditlev og Anne-Sophies kontakt til sundhedspersonalet er forskellig, evner de at træde i karakter, italesætte deres behov og få positiv anerkendelse af deres situation. De profiterer med andre ord af sundhedsvæsenets tilbud

Omvendt oplever Connie og Knud-Erik, at sundhedspersonalet slet ikke spørger interesseret ind til deres behov, lytter nysgerrigt til deres udfordringer eller forstår deres situation.

I stedet sidder de tilbage med en følelse af, at det er deres egen skyld, at de er havnet i denne suppedas, uden at være i stand til hverken at bede om hjælp eller støtte til at komme videre. Og så kan det hele også være lige meget.

Personale forstærker ulighed

Men, pointerer Larsen og Sodemann, sundhedspersonalet er også selv med til at skabe og forstærke uligheden i sundhed. En pointe, de udfolder gennem to fiktive – men igen realistiske – cases om, hvordan Louise, der er sygeplejestuderende, og Mattias, der læser til læge, oplever mødet med Knud-Erik og Ditlev.

For Louise og Mattias er det vigtigt at udvise empati for patienten. Ligesom de prioriterer kommunikation, patientinvolvering og fælles beslutningstagning højt. For dem er det grundlæggende værdier i et sundhedsvæsen, hvor alle har lige adgang.

Vil sundhedsvæsenet som organisation blive bedre til at omfavne de patienter, der ikke i dag får den behandling, omsorg og pleje, de har behov for?

Imidlertid synes de, at Knud-Erik er en kompleks patient med mange udfordringer. De vil gerne hjælpe ham, men de har ikke tid og ressourcer til at komme hele vejen rundt. De føler sig presset, og de skal jo også overholde fastlagte procedurer.

De vælger derfor at gøre kort proces i mødet med Knud-Erik og håber, at andre tager over, når han er udskrevet efter endt behandling.

Ditlev, derimod, er en velinformeret og imødekommende patient. Han har læst op på sin sygdom, talt med læger, han kender privat, og kommer også med forslag til undersøgelser og prøver, som de to studerende ikke selv havde overvejet.

Louise og Mattias ser Ditlev som en samarbejdspartner, hvor de sammen skal nå det ypperste resultat.

Overbevisende pointe

Den sociale ulighed skabes og forstærkes således, ifølge Larsen og Sodemann, i et dynamisk samspil mellem strukturer og aktører.

Med teorier og begreber fra bl.a. sociologi, pædagogik, antropologi og sprogvidenskab udfoldes denne pointe på en ganske overbevisende måde.

Som når man piller et løg, ‘skræller’ Larsen og Sodemann lagene af deres fiktive cases, alt imens de beskriver og diskuterer de bagvedliggende mekanismer, logikker, kræfter og dynamikker, der karakteriserer de fire patienttyper i deres møde med sundhedsvæsenet.

Og også hvordan sundhedspersonalet oplever, engagerer sig i, og (u)bevidst giver udtryk for deres sym- og antipatier overfor patienterne. Det er netop i denne relation – i dette samspil – at sundhedsvæsenet kan blive en dynamo, der på en og samme tid styrker de ressourcestærkes adgang til god behandling og pleje, og svækker de ressourcesvages muligheder for at opnå samme.

Dermed er sundhedspersonalet med til at forstærke og cementere den sociale ulighed i sundhed.

Hvad gør vi så ved det?

Larsen og Sodemann har mange ideer.

De foreslår blandt andet, at der kommer en ‘patienternes direktør’ på alle landets sygehuse, der skal tage sig af patienternes tarv, at der indføres Medicinsk Ligheds Vurdering af nye teknologier, højere DRG-takster til lavstatus-sygdomme, og særlige ambulatorier for multisyge. Samtidig anbefaler de, at netop social ulighed i sundhed prioriteres højere i sundhedsuddannelserne og den kliniske praksis.

Konkret skal det ske ved, at der er mere fokus på kommunikation, sprog, bias, empati og forståelse af forskellighederne i patienternes sårbarhed.

Gode og konstruktive forslag. Men vil sundhedsvæsenet som organisation blive bedre til at omfavne de patienter, der ikke i dag får den behandling, omsorg og pleje, de har behov for? Og vil sundhedspersonalet få bedre forudsætninger for at møde, hjælpe og støtte patienterne? De spørgsmål står stadig ubesvaret.

Trods det har Larsen og Sodemann leveret et vigtigt bidrag til debatten om social ulighed i sundhed. Bogen bør være obligatorisk læsestof på alle sundhedsuddannelser, ligesom den er et kærkomment indspark til den sundhedsreform, der forhandles om i disse uger.