Pionerer fortæller akutmedicinens danske historie

»Det er simpelthen ikke godt nok!«

Netop den følelse har startet mange forandringer, og det er også baggrunden for etableringen af akutmedicin som lægeligt speciale i Danmark. Der var en række læger, som ønskede at ændre forholdene for de akutte patienter – og for de yngste læger, der traditionelt havde opgaven med at modtage dem.

Deres historier fortælles i bogen ‘Akutmedicinens historie’, der er skrevet og redigeret af Lars Oberländer og udgivet i samarbejde med Dansk Selskab for Akutmedicin.

Det er måske lidt tidligt at fortælle specialets historie, da det faglige selskab først blev stiftet i 2006, men samtidig er det relevant netop nu. Det er vigtigt at huske og forstå, hvordan det stod til på akutområdet i ‘de onde gamle dage’, som er for mindre end 20 år siden.

Yngste M/K i front

Dengang var det helt normalt, at yngste turnuslæge stod mere eller mindre alene i skadestuen/modtagelsen og tog imod de akutte patienter, som man havde færrest informationer om.

Dengang som nu viste mange akutte patienter sig at fejle noget ‘almindeligt’, som nok kunne tåle at vente på et opslag i en lærebog eller et opkald til ‘en ven’, som den lægefaglige backup flere steder i bogen benævnes.

Men blandt dem var også de mest uafklarede og de sygeste patienter, som det kræver særlige kompetencer og erfaring at håndtere korrekt. Heldigvis var der ofte rutinerede sygeplejersker til stede, og der var mange steder også gode og engagerede bagvagter.

Til gengæld var de gode kræfter spredt ud over utallige små sygehuse, og den akutmedicinske kvalitet var mere et spørgsmål om tilfældigheder end om veldefineret faglighed og et resultat af målrettet uddannelse. Sådan er det ikke længere.

Båret af indignation

Gennem 222 sider fordelt på 18 meget forskellige kapitler giver bogen et bredt indblik i, hvordan akutmedicin kom til Danmark. Og ikke mindst hvorfor.

Alle kapitler er bygget op over interviews med personer, der har haft en betydning for udviklingen, både i forhold til specialet akutmedicin, men også i den samlede styrkelse af det akutte felt.

Udviklingen tog for alvor fart efter Sundhedsstyrelsens rapport fra 2007 om styrket akutberedskab, men kapitler som ‘Den første formand’ viser, hvordan tankerne og initiativerne hos enkeltpersoner kom endnu tidligere. Ligesom kapitler med overskrifter som ‘Forskning for 0 kr.’ og ‘Akutmedicin set fra en båd’ fortæller historierne om, hvordan det var nødvendigt at finde helt nye måder at gøre tingene på.

Selvfølgelig findes der argumenter mod akutmedicin begrundet i helt almindelig modstand mod forandring og skepsis over for noget nyt, men der er også helt legitime bekymringer, såsom risikoen for at andre specialer helt fjerner sig fra det akutte arbejde

Bogens styrke er de meget personlige beretninger, hvor netop indignationen fylder meget. Den tegner et fint billede af, hvordan en håndfuld markante læger med hver deres baggrund fandt sammen og fik startet en bevægelse.

Inger Søndergaard viste fra USA, hvad akutmedicin kan, Peter Hallas så potentialet og sammen med Mikkel Brabrand, Jakob Forberg og et par stykker mere fik de sat gang i de første aktiviteter. De så tidligt, at det afgørende var at skabe faglig opmærksomhed via seminarer og forskningsprojekter. Og de så rigtigt.

Undertegnede selv er også interviewet og nævnt et par gange, og er derfor delvis inhabil i forhold til at skrive denne anmeldelse. Det er måske også en af bogens svagheder: Det lidt ensidige blik.

Lidt mere plads til kritik

Bogen giver et godt indtryk af processerne bag udviklingen af specialet, som netop lykkedes, fordi der var stærkt fokus på alle de nødvendige elementer: Det kliniske, det videnskabelige, det organisatoriske og det politiske. Men den kunne have haft gavn af at give mere plads til de mere kritiske perspektiver.

Selvfølgelig findes der argumenter mod akutmedicin begrundet i helt almindelig modstand mod forandring og skepsis over for noget nyt, men der er også helt legitime bekymringer, såsom risikoen for at andre specialer helt fjerner sig fra det akutte arbejde. Det skal man tage med og tage alvorligt i overvejelserne om, hvordan man organiserer sig.

Heldigvis er der ikke lagt skjul på, at der undervejs også var intern uenighed om behovet for et speciale, og at der blandt dedikerede akutfolk er forskellige syn på, hvad ‘rigtig’ akutmedicin er.

Der er også kapitler som ‘Hospitalsledelse og akutmedicin’ med lægelige direktører og ledere, som gennem hele processen så det større billede og holdt fast i, at akutmedicin ikke måtte udvikle sig til endnu en silo i sundhedsvæsenet.

Afklaring af ansvar

Det er helt afgørende, at arbejdet med de akutte patienter fortsat er en fælles opgave. Tidligere manglede der en afklaring af, hvem der ‘altid har døren’, og ‘aldrig siger nej’, og det er kommet med akutmedicin.

Der er mange ting, der stadig er i den spæde start, eller slet ikke er kommet i gang. Det sætter ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved specialet, men mere ved, om man kan fremskynde udviklingen.

Som en af de toneangivende direktører siger: »Husk, nu skal vi lige i gang«. Akutmedicin står ikke i et vadested, men er først for alvor ved at tage afsæt, og bogen beskriver fint, hvordan fundamentet og trædestenene blev etableret.

Rent redaktionel savner bogen lidt præcision. F.eks. er vi flere medvirkende, der præsterer knudrede formuleringer og lidt for mange gange citeres for ‘jeg kan ikke helt huske …’, og det kalejdoskopiske format gør kapitlerne meget forskellige og uden tydelig sammenhæng. Men det kan jo justeres, når udgaven til 25 års jubilæet skal skrives.

Bogen lykkes virkelig godt med at fortælle de personlige historier, og dermed fungerer den fint som inspiration fra de første pionerer til de kommende generationer af ‘rigtige’ akutlæger. Dvs. dem, der nu er ved at blive formelt uddannet og derfor dem, der for alvor kommer til at skabe forandringerne.

Bogen er absolut læseværdig og er måske mest af alt historien om ‘Begyndelsen på akutmedicin’.