Ny roman: Patienterne er ikke de eneste, der lider i psykiatrien

Om nogle timer er alle andre læger gået hjem. Så har jeg ansvaret for aftenen og for natten. Afskærmninger, bæltefikseringer, håndremme, akut beroligende medicin, journaloptagelser og tvangsindlæggelser. Gul tvang, rød tvang. Og imellem alt dette forsøg på empati. (Uddrag fra romanen ‘Intethvid’)

Anders Meidahl er født 1988, uddannet læge og hjerneforsker og kunne sikkert have fået en strålende karriere i psykiatrien, men som mange sundhedsprofessionelle valgte han specialet fra.

Skønlitteratur kan medvirke til en bedre forståelse af og indlevelse i andre menneskers liv, tanker, følelser, håb og drømme

Anders Meidahl, læge og forfatter

»Det er et fantastisk spændende område, hvor naturvidenskaben møder humaniora, og hvor man kan hjælpe mange mennesker. Men jeg blev nok lidt skræmt, da jeg arbejdede som læge i psykiatrien. Jeg savnede i høj grad tid til nærvær med patienterne,« forklarer han.

Selvom Meidahl valgte neurologien, brænder han stadig for psykiatrien, hvilket tydeligt fremgår af hans debut som voksenforfatter. Romanen med titlen ’Intethvid’ efter de hvide vægge, lofter og møbler, der omgiver hovedpersonen, er arbejdspladslitteratur, som kan være med til at gøre læserne klogere på det psykiatriske system set fra en medarbejders synspunkt.

»Der er mange skønlitterære beretninger om psykiatrien set med en patients øjne. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi også ser det psykiatriske system fra behandlerens side. Der er nogle forestillinger om behandlerne som robotter, som jeg gerne vil være med til at aflive. Med bogen ønsker jeg at vise, at de ansatte også er mennesker, der føler smerte og ubehag over de konsekvenser, som nedskæringer og underbemanding kan have,« siger Anders Meidahl og fortsætter:

»Jeg kunne have valgt at skrive en videnskabelig artikel om, hvad pressede arbejdsvilkår i psykiatrien gør ved mennesker. Men jeg ønskede at nå en større målgruppe og at give læserne mulighed for at mærke det på egen krop. Her kan skønlitteratur noget, som faglitteratur ikke kan.«

I 2016 introducerede Syddansk Universitet skønlitteratur på medicinstudiet som et obligatorisk fag under navnet narrativ medicin. Faget skal lære de studerende at se mennesket før sygdommen, noget som Anders Meidahl savnede, da han selv læste medicin.

»Skønlitteratur kan medvirke til en bedre forståelse af og indlevelse i andre menneskers liv, tanker, følelser, håb og drømme. Så jeg synes kun, at det er glædeligt, hvis det er en del af pensum på medicinstudiet.«

Verden set gennem et depressivt slør

Straks jeg har lagt på, ringer telefonen igen.

“Det er Linea. Jeg ved ikke, om du har glemt det, men der sidder to patienter i venteværelset. Og så har de også ringet fra politiet. De er på vej ud efter en kvinde, der kaster ting ud ad vinduet. De regner med enten at bringe hende herud eller direkte i detentionen. Jeg går hjem om lidt, når min natafløser er kommet.”

Jeg-fortælleren i ‘Intethvid’ er en ung nyuddannet læge, der arbejder som nattevagt på det fiktive psykiatriske afsnit Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital, hvor det vælter ind med patienter i de kridhvide lokaler.

Vi følger den unge læge gennem to stadigt mere belastende vagter, hvor han presses til sammenbruddets rand, mens han drømmer om en mere menneskelig psykiatri med plads til nærvær og omsorg, kreativitet og natur. Det var det, der i sin tid skabte åndehuller for hovedpersonens psykisk syge mor.

»Jeg har ikke en psykisk syg mor, og patienterne er naturligvis fiktive, men elementer af forskellige sindstilstande er inspireret af den virkelige verden,« fortæller Anders Meidahl.

»Arbejdsgangene har jeg forsøgt at beskrive så realistisk som muligt. Hovedpersonen i romanen oplever verden gennem et depressivt slør, men uanset om man gennemlever en depression eller ej, vil vanskelige arbejdsvilkår sætte deres præg på de fleste,« tilføjer han.

Yngste M/K alene i front

Vagttelefonen ringer.

“Det er mig igen. Har du husket, at der skal gives tvangsmedicin på stue 14?”

“Jeg står med en akut dårlig patient i modtagelsen. Jeg kommer, når jeg kan.”

“Det er fint,” siger stemmen tydeligt frustreret. “Det er bare vigtigt, at det bliver gjort.”

Anders Meidahl pointerer, at det ligesom i bogen ofte er de unge nyuddannede læger, der får de hårde nattevagter:

»De yngste læger sendes i front i de psykiatriske akutmodtagelser midt om natten. De står ofte alene med et kæmpe ansvar. På mange sengeafsnit mangler der speciallæger, og det gør, at yngre læger ofte må gå stuegang, som man stadig kalder det nogle steder, uden nogen at læne sig op ad,« siger Meidahl.

Arbejdspresset går også ud over kollegialiteten og fortroligheden på de psykiatriske afsnit, hvor medarbejderne kan komme til at forøge presset på hinanden.

»På en af nattevagterne begår hovedpersonen en alvorlig fejl med store konsekvenser for en patient og hovedpersonen selv. Han overmandes af skyld og afmagt og efterlades i stor ensomhed, fordi der på afdelingen og i systemet hersker en nulfejlskultur, hvor man søger beskyttelse ved at lukke sig inde i sig selv,« fortæller Anders Meidahl.

Myndigheder slås om at undgå regningen

Jeg fortæller, at jeg er kommet til at love patienten, at han godt kan blive her til i morgen. Overlægens tonefald bliver ætsende. Han skælder ud. Han fortæller, at han er i tvivl, om jeg har, hvad det kræver at have med psykisk syge at gøre. Jeg undskylder og lover, at jeg næste gang nok skal prøve at gøre det bedre.

“Det er svært,” siger han og trækker lidt i land. “Det ved jeg. Det kræver et særligt råstof og mange års erfaring at blive dygtig til psykiatri. Men gå nu tilbage og få ham udskrevet i en fart.”

Så lægger han på uden at sige farvel.

Bogen er også en skarp kritik af besparelser i psykiatrien, nedlagte sengepladser og den indbyrdes kamp mellem de forskellige myndigheder om, hvem der skal betale, når det ikke lykkes at få sendt en patient hjem som i tilfældet ovenfor.

“I skal udskrive og overflytte så mange, I kan komme afsted med,” befaler hun og minder om det årlige effektiviseringskrav på to procent.

“Men husk nu at spørge, om de troværdigt kan love ikke at begå selvmord, inden I udskriver dem. Og allervigtigst, sørg for, at det bliver journalnoteret.”

Overalt om bordet synker kitler sammen i sæderne.

Moralsk stress

Anders Meidahl er ikke den eneste, som forsøger at beskrive det psykiatriske system fra de ansattes vinkel.

Instruktør Selma Sunnivas kortfilm ’Et Eksempel: Dem på Gulvet’ blev sidste år kåret til årets bedste danske kortfilm og har netop fået en Robert for årets bedste kortfilm. Sunniva er selv tidligere patient og har til Weekendavisen fortalt, hvorfor hun valgte netop en ansats synsvinkel:

»Det er omkostningsfuldt at være psykiatrisk patient i Danmark, men det er godt nok også hardcore at være ansat i et underbemandet, underprioriteret system,« siger Selma Sunniva.

I Bedre Psykiatri er organisationens generalsekretær, Jane Alrø Sørensen, enig i, at det er vigtigt at få medarbejdernes perspektiv på udfordringerne i psykiatrien inddraget mere i debatten:

»De ansatte er sammen med patienterne og de pårørende de vigtigste eksperter i forhold til at løfte psykiatrien. Hvis vi skal vende udviklingen, skal psykiatrien være en attraktiv arbejdsplads, og det er den ikke som situationen er i dag,« siger Jane Alrø Sørensen.

Hun besøger ofte psykiatriske afsnit og væresteder og møder dér medarbejdere, som er moralsk stressede over kløften mellem det, de kunne gøre for patienterne, hvis de havde tiden, og så det de reelt gør.

»Personalet vil gerne have mere tid til patienterne og bruge deres faglighed. Det er det, der giver arbejdsglæde,« siger generalsekretæren.

Hun roser Anders Meidahl for at forsøge at skabe identifikation med de ansatte i psykiatrien gennem en skønlitterær fremstilling:

»Man kan så let affeje en videnskabelig artikel som et udtryk for et slet skjult forsøg på at få tilført flere ressourcer. Men når man taler til både hjerne og hjerte, får læserne en større forståelse for følelsen af aldrig at slå til, og aldrig nå i mål,« siger Jane Alrø Sørensen.