Mange midler, men uklare mål har skabt et forrykt sundhedsvæsen

‘Det forrykte sygehusvæsen: Om målene, midlerne og magten, der forrykkede sig’ tager sit udgangspunkt i slut-1960’erne, hvor de første såkaldte perspektivplaner blev fremlagt. De planer blev ifølge forfatterne starten på en ny magtfordeling, hvor der indtræder et skift fra overlægestyrede afdelinger til en stigende grad af styring af politiske magthensyn og økonomi.

Denne udvikling har ført til, at kernen i et sygehus – den kliniske afdeling – har udviklet sig til en form for kampplads for forskellige faggrupper, især læger og sygeplejersker. Ændringerne ledsages af djøf’ernes indtog i sundhedsvæsenet, en indtræden, der op til i dag har udviklet sig og bidraget til forrykkelsen af magtforholdene, og udvikling af ‘et forrykt sygehusvæsen’, heraf bogens titel.

Forfatterne mener dog ikke, at djøf’erne er årsagen til alt det onde, men at politikere og ikke mindst læger har ladet det ske

Bogen fokuserer især på, at det ændrede magtforhold kommer tydeligt til udtryk i forholdet mellem mål og midler. Ifølge forfatterne er en række midler som f.eks. projektarbejde, økonomi og dataindsamling blevet til mål i stedet for det, de retmæssigt bør være, nemlig midler. Det har yderligere den konsekvens, at sundhedsarbejdet ikke længere har ét samlende mål. Det samme er sket med forskning, kvalitet og produktivitet.

Forfatterne gentager mange gange gennem bogen, at for dem – og må vi forstå til gavn for sundhedsvæsenet – bør målet være mødet mellem læge og patient.

Det tror jeg, de fleste sundhedsarbejdere er enige i, og mange af de frustrationer, sundhedsarbejdere har givet udtryk for de sidste mange år, bunder netop i manglende tid til patienten. Travlhed, it-systemer og dataregistreringer, for ikke at nævne projekter og møder, æder tiden fra netop dette møde med patienten. Uanset om man er læge eller sygeplejerske.

Den slemme djøfisering

Men hvorfor er det gået så galt, kan man som læser spørge? Bogens svar er ikke entydigt, men en del af svaret er djøficering og deraf følgende forrykkelse af midler, der altså bliver til mål. Der er sket en bureaukratisering, der æder tid, og det samme gør digitaliseringen og projektarbejdet, der basalt set ellers burde frigive tid.

Det er ikke kun traditionelle djøf’ere, der har skabt djøficeringen. Der er også en række læger i ledelsesstillinger, der bidrager, da de har taget hele paradigmet til sig.

Et afsnit om ‘produktion som et mål’ er godt, men som sådan ikke ny læsning. Der understreges, at den øgede aktivitet ikke nødvendigvis er produktiv; de mange flere sundhedsydelser og rettigheder har ikke alle givet mere sundhed til borgerne.

Lægeforeningen har været svag, passiv, og i bogens afsluttende ni punkter opfordrer forfatterne til mere mod til at sige fra, og de efterspørger en mere aktivistisk, solidarisk lægestand

Det er bl.a. også det, projektet Vælg Klogt fokuserer på. Vi skal væk med al den aktivitet og de sundhedsydelser, der ikke reelt gavner patienten, og i stedet prioritere de ydelser, der skaber værdi for patientens liv. Det minder om et lignende opråb vedrørende forskning fra professor og næstformand i LVS, Anders Perner, hvor han efterlyser fokus på forskning, der kan implementeres og give værdi i hverdagen, og dermed værdi til lægeidentiteten.

Bogen kommer også med nogle interessante refleksioner over forskellen på viden og information, og forfatterne understreger, at viden ikke kan indsamles; det er noget, man opnår. De citerer filosofiprofessor Vincent F. Hendricks og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansens teorem: viden = proces + sand information.

Mange midler, uklare mål

De seneste årtiers udvikling i sundhedsvæsenet beskrives som forrykt, ikke mindst fordi der i dag på et typisk sygehus er en mængde konsulenter, økonomer, administratorer, it-folk, kommunikationsmedarbejdere og forvaltere – alle i gang med en mangfoldighed af projekter, der bruger mange ressourcer, og hvor midlerne er mange, men målene uklare. Selv kliniske afdelinger styres i dag ud fra et politisk-administrativt perspektiv i stedet for fra et sundhedsfagligt perspektiv med patientens bedste som mål.

Det understreges, at økonomiske problemer ikke nødvendigvis kan løses med økonomiske midler, og at planlægningsproblemer ikke altid kan løses med mere planlægning, frit efter Villy Sørensen i ‘Uden mål – og med’ fra 1974.

Forfatterne mener dog ikke, at djøf’erne er årsagen til alt det onde, men at politikere og sundhedsarbejdere, ikke mindst læger, har ladet det ske.

Lægeforeningen har været svag, passiv, og i bogens afsluttende ni punkter opfordrer forfatterne til mere mod til at sige fra, og de efterspørger en mere aktivistisk, solidarisk lægestand. De efterspørger også en reformproces, som den, der for nylig blev annonceret af regeringen på ældreområdet, hvor alt i princippet er i spil, det være sig økonomi, love og regler, stillingskategorier og beslutningsgange.

Magt bør følge ansvar

Forfatterne understreger i bogen og i interview i forbindelse med lanceringen, at den som sådan ikke er handlingsanvisende, da løsningerne skal komme nedefra, lokalt på de enkelte kliniske afdelinger og tæt på patienten.

Forfatterne ønsker sig, at magten i langt højere grad end i dag følger dem, der bærer ansvaret for den faglige aktivitet, nemlig politikerne og afdelingernes sundhedsfaglige ledelse, og med inddragelse af dem, der bærer konsekvensen af ydelsen, nemlig patienterne.

Det lyder jo næsten logisk. Men det, der er dagens problem i sundhedsvæsenet, er, at kontakten mellem det politiske og det sundhedsfaglige lag er svækket, fordi der er blevet skudt et administrativt lag ind, som ‘oversætter’ samtalen fra det faglige til det politiske. Og nogle gange er den oversættelse forvrænget eller direkte misvisende.

I min erfaring har vi også efterspurgt sygehusledere, der ser mere opad, ønsker at tilfredsstille det politiske lag, både i regioner og folketing. Derved er der på det enkelte sygehus også mange steder opstået en kløft mellem det kliniske arbejde på den ene side og det administrative og ledelsesmæssige på den anden. Blot fordi man har været sygeplejerske på en klinisk afdeling engang, betyder det ikke, at man bliver en god leder af et hospital.

Godt oplæg til debat

Ifølge forfatterne er lægegerningen blevet middelmådig, har udviklet sig til en profession og er ikke længere et kald. Her er det nok den ældre læge, der taler.

Mange unge læger ønsker tid til andre dele af livet, såsom børn og egne fritidsaktiviteter, og jeg tror ikke, at mange i dag efterspørger jobbet som et ‘kald’. Men mindre kan også gøre det, hvis vi skal sikre et sundhedsvæsen til gavn for patienter, eller borgerne, som forfatterne ønsker at kalde det, og som samtidig er en arbejdsplads, hvor personalet trives.

Mange debattører med sundhedsfaglig baggrund har ytret, at der er kommet alt for megen fokus på projektarbejde, på møder, målinger og opfyldelse af diverse krav. Det er alt sammen opgaver, der tager mange ressourcer fra kerneydelsen, der må være at møde patienten/borgeren og levere diagnostik, behandling og omsorg af høj kvalitet med effekt for borgeren, så dennes livskvalitet bliver så god som mulig.

Debatbogen er relativt letlæst, om end der desværre i denne 1. udgave, 1. oplag er en del generende sprog- og stavefejl. Der er også en del gentagelser, som kunne være udeladt.

Men den er et godt debatoplæg, til trods for den megen vægt på læger, og bogen kan anbefales til alle med interesse for udvikling af det ­danske sygehusvæsen, såsom læger, sygeplejersker, politikere, djøf’ere og journalister. Og så burde den være pligtlæsning for alle ‘djøfiserede’ i ­sygehusvæsenet.