Anmeldelse: Ingen kan eksistere uden at give og tage imod omsorg

Hvad koster det at opfostre et barn? Hvilken værdi har det at amme sin baby eller læse godnathistorier for det lidt ældre barn, når man som forælder til gengæld må skrue ned for arbejdet i en periode? Hvad er værdien af omsorg?

Det er vigtige, men i høj grad oversete spørgsmål, som Emma Holten stiller i sin bog ‘Underskud’. Holten er feministisk debattør, cand.mag. i moderne kultur og kan med denne bog altså også kalde sig forfatter. Som repræsentant for en ny generation af normkritiske og kønsbevidste unge mennesker, stempler hun med bogen ind i debatten om ulønnet omsorgsarbejde og feministisk økonomi. Bogen, der udkom i 2024, er velskrevet og underholdende, men også saglig og ret moderne i sin udtryksform, hvilket gør den til et friskt indslag på natbordet.

Formuleringer som ‘den etablerede økonomis videre rejse helt ind i folks livmoder’ og ‘samlebånd, nålefabrik, I kender det her omkvæd nu, babes’ giver sproget i bogen den energiske, lettere sarkastiske tone, som efter endt læsning, fremstår ret gennemgående og unik for Holten.

En statslig underskudsforretning

Den gennemgående pointe i Underskud er, at vi i vores samfund mangler både et sprog for samt en anerkendelse af den værdi, der ligger udenfor den etablerede økonomi og rammerne for, hvad vi normalt anser som værdifulde i samfundet. Selvom disse ting ikke tillægges økonomisk værdi, så er de essentielle og ganske uundværlige for menneskeheden selv.

Hertil hører forskellige former for omsorgsarbejde i den private sfære, såsom det at få og opfostre børn, passe syge og omsorgskrævende familiemedlemmer, samt al den koordinering og planlægning i hjemmet, som det kræver. Noget, som kvinder historisk og endnu den dag i dag tager hovedparten af. Kvinder fremstår af den grund, ifølge Emma Holten, også i nationalregnskabet og diverse budgetter som en ‘underskudsforretning for staten’.

Holten viser os, at noget først får værdi i BNP

Det synspunkt er blevet fremført i medier og af økonomiprofessorer gennem årene, og det har været den provokerende anledning for Holten til at skrive sit værk og give det den titel, det har; Underskud.

Kort opsummeret vil kvinder gennem et helt liv i gennemsnit i økonomiske termer bidrage negativt til statskassen på baggrund af bl.a. længere perioder uden for arbejdsmarkedet og højere forbrug af velfærdsydelser end mænd, hvilket især skyldes, at kvinder bliver gravide, føder børn og traditionelt står for det meste af pasningen af de små poder i den første tid.

Men hvor ville statskassen (og mændene) overhovedet være uden denne produktion af nye medborgere? »Vi ender i et paradoks; på den ene side fremstår omsorgen værdiløs, og på den anden side muliggør den alt andet arbejde,« står der i bogen.

Emma Holten, ‘Underskud’, 2024, Politikens Forlag, 288sider.

Holten viser os, at noget først får værdi i BNP, som jo spiller en central rolle i samfundet og vores selvopfattelse som nation, når det bliver solgt som et produkt. Derfor fremstår det, som Holten kalder for ‘vedligehold af mennesker’ (i.e. omsorgsarbejde), sammen med f.eks. ubrugt natur og ren luft som værdiløst i et lands BNP.

Af samme grund skaber det eksempelvis også mere vækst at købe modermælkserstatning end at amme. Med de økonomiske briller er det altså altid bedre at give flaske til babyen, fælde træet fremfor at lade det stå samt smide trøjen ud og købe en ny i stedet for at lappe hullet.

Hvad er vores arbejde værd?

Debatten om ulønnet omsorgsarbejde er også aktuel for læger og andre ansatte i sundhedsvæsenet. For hvad er vores arbejde værd, og er der forskelle i værdi af det, vi laver? Det vil de fleste nok mene, og det er vel til dels også derfor, at lønningerne for en overlæge og en sosu-hjælper er så langt fra hinanden.

Men uden nogen til at give patienten mad, medicin eller for den sags skyld fragte dem til og fra sygehuset eller bestille tid hos lægen, ville overlægen slet ikke have et arbejde. En patient uden pårørende er så meget dårligere stillet end en patient med. Det har vi vist alle sammen erfaret. Og et sundhedsvæsen uden plejepersonale eller folk på gulvet er jo slet ikke et sundhedsvæsen.

Men hvorfor er værdien af det offentlige omsorgsarbejde så usynlig, når det er så ubetinget nødvendigt for alt andet? Her er Holtens analyse den samme: »At tage vare på mennesker har ikke nogen værdi i modellerne«. Eller som hun også skriver; »Vi kunne ligeså godt sætte ild til pengene som give dem til en pædagog«.

Social ansvar straffes

Sundhedsvæsenet kan desuden, ligesom mange andre arbejdspladser, stadig have svært ved at rumme og udvise fleksibilitet overfor medarbejdere, som befinder sig på forskellige steder i et livsforløb med de udfordringer, det nu engang bærer med sig. For det koster jo noget, og det går ud over de andre. I hvert fald på den korte bane.

På samme måde beskriver Holten, at en person, der har sværere ved at falde til kulturelt på en arbejdsplads (f.eks. etniske eller seksuelle minoriteter), kan fremstå mindre effektiv i økonomiske opgørelser af vedkommendes produktivitet.

Holten fremfører, at undersøgelser viser, at der er en tendens til at arbejdspladser bliver straffet karrieremæssigt for at tage den slags socialt ansvar, som forskellighed kræver.

For mangfoldighed på en arbejdsplads er netop en form for omsorg, som kan have svært ved at rummes i et økonomisk effektiviserende miljø. »49.000 mennesker med handicap er i Danmark uden arbejde, selvom de gerne vil have et,« skriver hun. Lever vi i sundhedsvæsenet op til det særlige ansvar, vi har over for minoriteter?

Tak for at tage en hjemmearbejdsdag

For mange forældre, også os i sundhedsvæsenet, er det at yde omsorg for vores børn ikke bare en sur pligt, der med lige dele magi og benhård logistik skal rummes i en hverdag, hvor karrieren ellers let kan fylde alt.

Underskud er en meget læseværdig bog og utroligt relevant for alle i velfærdsstaten

At yde omsorg er mindst lige så meget et inderligt behov. Et behov for kærlighed og for at være noget for dem, vi elsker. Og de to ting; karriere og omsorgsbehovet, kan være rigtigt svære at balancere. »Det er en evig kamp både at få lov til det (red. omsorgsarbejdet) og at slippe for det.«

Måske skulle vi sundhedsprofessionelle også prøve at anerkende hinanden, for alt det arbejde vi har, som ligger udenfor selve arbejdets udførelse. Det, vi gør for hinanden, for vores børn, for vores samfund, og det, som vi (endnu) ikke har et økonomisk sprog for at anerkende. Emma Holten ville nok sige, at vi ved enhver given lejlighed skal øve os på at sige noget i stil med:

‘Hej kollega, tak fordi du tager en hjemmearbejdsdag og er lidt mindre effektiv med dine arbejdsopgaver, så du har mulighed for at følge dit barn til tandlægen og give barnet den lille snert af ekstra omsorg, der skal til, for at det kan udvikle sig til en ressource for velfærdsstaten’. Det ville da være spændende og tiltrængt. Måske kan det også betale sig?

Kan den gode far med ro i maven og et opfyldt omsorgsbehov på den lange bane vise sig, at være den gode effektive medarbejder, som kan holde til alle de mange år på arbejdsmarkedet, som samfundet har brug for? Det er der sikkert mange, som ikke er enige i. Til dem har Holten også en besked: »Folk har altid sagt, at tingene ikke kan være anderledes. Og det har altid været forkert.«

Underskud er en meget læseværdig bog og utroligt relevant for alle i velfærdsstaten; borgere, ansatte, sundhedsfaglige, omsorgsgivere såvel som omsorgstagere. »Økonomi er for vigtig til at blive overladt til økonomer«, skriver Holten og slutter på fineste vis af med disse linjer af Inger Christensen (‘Det’, 1969):

Et samfund kan være så stenet,at alt er en eneste blok,og indbyggermassen så benet,at livet er gået i chokOg hjertet er helt i skyggeOg hjertet er næsten hørt opTil nogen begynder at byggeEn by der er blød som en krop