Global pandemi og rund fødselsdag har gjort medicinsk pioner relevant igen

Sundhedsvidenskab er blevet en disciplin, som trods tvivlen om betydningen af begrebet nu har de opgaver, som tidligere tilfaldt sygdomslæren og den tilhørende praksis på de medicinske fakulteter overalt i verden.

Det gælder også Københavns Universitet, hvor det medicinske fakultet i 1842 blev til et lægevidenskabeligt fakultet ved sammenlægningen med barberkirurgerne fra Kirurgisk Akademi og 150 år senere i 1992 til et sundhedsvidenskabeligt fakultet (med tilhørende engelsk oversættelse) ved sammenlægningen med Tandlægehøjskolen.

Siden har fakultetet også opslugt de veterinærmedicinske og farmaceutiske uddannelser i København med det resultat, at begrebet sundhed nu forstås som en tilstand af fravær af de sygdomme, som i sidste instans ofte opleves som resultatet af en svigtende indsats af behandlerne – lægerne, tandlægerne, dyrlægerne eller farmaceuterne – selvom vi som bekendt alle skal dø på et tidspunkt, men desværre somme tidligere end andre.

Hos læseren rejser den nye bog spørgsmålet om, hvilke aspekter af Panums levned der er de vigtigste fra et nutidigt synspunkt

Her er gåden aktuelt dynamikken ved de store infektionssygdomme, som lægerne og andre sundhedsarbejdere med skiftende held har forsøgt at bekæmpe siden tidernes morgen: Er tabet af menneskeliv ved de store epidemier en konsekvens af menneskers adfærd i strid med de oprindelige vilkår for menneskers eksistens, da menneskeheden opstod som én blandt mange andre dyrearter. Eller er det snarere et resultat af de samme kræfter, som i sin tid også var årsagen til, at menneskeheden overhovedet blev til?

Dødelige infektioner

Den til alle tider mest dødelige infektionssygdom er tuberkulose, som stadig er ansvarlig for 1,5 mio. dødsfald om året, men det har været meget værre.

Man mener, at mindst 1 mia. mennesker er omkommet på grund af tuberkulose i de 10.000 år, hvor forskerne har fundet tegn på sygdommen i skeletter.

René Flamsholt Christensen: ‘Peter Ludvig Panum. Det moderne gennembrud i dansk medicin’, København, 2020, FADL’s Forlag, 350 sider. Vejl. pris: 299,95 kr.

De store infektionssygdomme kom tilsyneladende alle et bestemt sted fra, tuberkulose og langt senere mæslinger kom fra Mellemøsten, kolera fra Indien (også relativt sent, i 1817), syfilis sandsynligvis fra Amerika med Columbus’ besætning, og nu COVID-19 fra Kina eller måske Thailand, hvor de oprindeligt enten var mindre infektiøse, end de senere viste sig at være efter udbredelsen til immunologisk ubeskyttede (naive) befolkninger, eller de havde gjort springet fra andre arter.

Den oprindelige sårbarhed i naive befolkninger ændrede sig efterhånden ved darwinistisk udvælgelse af de mindst sårbare individer, men det tog den tid, som det nære samarbejde mellem det infektiøse agens og de immunologiske reaktioner hos den modtagende organisme krævede.

Det viste, at infektionssygdomme på samme tid er en svøbe og en prøvelse, som gavner dem, der er genetisk udrustet til at bestå prøven. For den særligt smitsomme TYK2 tuberkulose steg frekvensen fra 3 pct. i tilvænnede befolkninger for 10.000 år siden til 10 pct. hos ubeskyttede grupper, hos hvem den igen senere faldt til 3 pct. efter den darwinistiske udtynding af særligt følsomme individer (Kerner et al. 2021).

Aktuel igen pga. COVID-19

19. december i det pandemihærgede år 2020 indtraf Peter Ludvig Panums 200 års fødselsdag. Året havde stået i COVID-19-infektionens tegn, og det fik flere til at tænke på Panum og hans indsats ved mæslingeepidemien på Færøerne i 1846.

Panums indsats havde en række konsekvenser, som betød, at Panum selv blev en i datiden kendt mand med muligheder for i flere omgange at opsøge og tage ved lære af de mest indflydelsesrige og nyskabende fysiologer og patologer i Europa. Panums navn forsvandt dog relativt hurtigt fra danskernes og andres bevidsthed, med enkelte undtagelser.

Årsagen til dette hukommelsestab er der gisnet om af flere, inklusive af undertegnede, og nu også af pensioneret læge og sundhedsøkonom René Flamsholt Christensen i den nye bog ‘Peter Ludvig Panum: Det moderne gennembrud i dansk medicin’ fra november 2020.

Hos læseren rejser den nye bog spørgsmålet om, hvilke aspekter af Panums levned der er de vigtigste fra et nutidigt synspunkt.

Der er heldigvis rådet bod på personen Peter Ludvig Panums henfald i forglemmelsens mørke med den nye bog

Spekulationerne gælder især den oplevelse, at Panums forskningsresultater med enkelte undtagelser ikke blev afgørende for eftertiden, i modsætning til den opmærksomhed, som blev mange af hans elevers resultater til del.

Den eneste indsats, vi af gode grunde især husker her ved 200-års jubilæet, er vel, når alt tages i betragtning, netop indsatsen mod virusinfektionen mæslinger, men den var for Panum selv en distraktion fra de fysiologiske problemstillinger, han gik højst op i, som også hævdet af forfatteren af den nye bog.

Panums navn er dukket op ved enkelte lejligheder i eftertiden, dels i kraft af sønnen, Peter Panum, der blev en populær lægebogsforfatter, dels gennem datteren Hortense Panum, som var en anerkendt musikforsker.

Panum-navn som allemandseje

Herefter skete der ikke så meget med graden af Peter Ludvigs berømmelse, før det i det næste århundrede og i perioden op til ungdomsoprøret i 1968 blev besluttet af Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet at opføre en ny bygning (med et tårn, der først blev bygget meget senere) til at huse de prækliniske fag over for Rigshospitalet på den anden side af Tagensvej. Opgaven blev at finde et navn til bygningen.

Af grunde, som henstår noget i det uvisse, valgte daværende dekan, Knud Brøchner-Mortensen, at pege på navnet Panum, og han foranledigede samtidig, at Københavns Universitet lod udskrive en konkurrence om besvarelse af en opgave, der havde til formål at vise, hvem Panum havde været engang, og hvorfor det lige netop var det rigtige valg at opkalde bygningen efter denne læge. Stort set ingen huskede på det tidspunkt, hvem denne læge var.

Det blev anledningen til den bog om Panums videnskabelige arbejde, denne anmelder udgav i 150-året for hans fødsel, i tide til åbningen af det, der nu var blevet til Panum Instituttet, med plads til et flertal af de basalvidenskabelige institutter ved Det Lægevidenskabelige Fakultet, der ellers havde haft selvstændige hjemsteder langs Nørre Allé.

Siden er navnet i kraft af bygningen blevet allemandseje, bortset fra at kun få uden for kollegiale kredse husker, hvorfor bygningen hedder det, den nu hedder. Mange forveksler i øvrigt navnets ophav med sønnen Peter (Rudolph) Panum, hvis lægebog for lægfolk på det tidspunkt stadig kunne findes på ældre medborgeres reoler.

Panums betydning genoplivet

Der er heldigvis rådet bod på personen Peter Ludvig Panums henfald i forglemmelsens mørke med den nye bog, hvor det lykkes René Flamsholt Christensen at genoplive Panums berømmelse og betydning.

Selvom begge egenskaber længe kan have været lidt vanskelige at få øje på, så kan ingen længere være i tvivl om, at P.L. Panum indførte en mere moderne lægevidenskabelig tankegang og praksis i det københavnske medicinstudium, selvom han ikke selv stod for størstedelen af de fremskridt, som kendetegner anden halvdel af det 19. århundrede.

René Damsholt Christensen skriver udførligt om Panums aktiviteter i samtiden og de kontroverser, han blev genstand for i København, især på grund af en gennemgående kollegial modvilje mod alle, der blev opfattet som tyskvenlige.

For Panums vedkommende alene fordi han havde været professor i Kiel, som nu ikke længere havde en dansk konge som overhoved. Det prægede også den senere fysiologiske strid om iltens diffusion mellem Christian Bohr (på tysk) på den ene side og August Krogh (på engelsk) på den anden side (Gjedde 2010), to forskere, som stod i gæld til Panums fysiologiske praksis.

Faktisk stod det allerede for 50 år siden klart, at Panums vigtigste bidrag til lægevidenskabens fremgang i Danmark kan have været den eksperimentelle tilgang til besvarelsen af fysiologiske spørgsmål om sundhed og sygdom.

En lang række yngre forskere stod i gæld til Panum og hans efterfølgere, og de skabte en særlig dansk skole af udøvere af den eksperimentelle fysiologi og patologi, der er fortsat langt op i det 20. århundrede, som beskrevet af Jens Henrik Henriksen (2018).

Det, læger ikke ved, at de ikke ved

Udviklingen var oprindeligt netop et resultat af sammenlægningen af de medicinske og kirurgiske uddannelser i 1842, hvor kirurgerne bidrog med deres krav om praktiske eftervisninger af indhentede erfaringer, i en vis modsætning til medicinernes til tider belastende afhængighed af nedarvede traditioner fra fortidens medicinske koryfæer.

Det betød også, at modstanden mod fremskridt blandt ældre praktikanter af lægekunsten var stor. Det bekræftedes af Panums egne erfaringer, da han oplevede, hvor svært det er at ændre etablerede holdninger i lægekunsten, ikke mindst med hensyn til håndteringen af infektioner og infektionssygdomme.

Det havde bl.a. som resultat, at alle tiltag mod kolera blev ophævet af de danske myndigheder i 1852, året før den store epidemi i København, med den begrundelse, at der ikke var evidens for smittefare, fordi kalken i Danmarks undergrund ville tillade et ‘hurtigt og fuldstændigt afløb’ af de legemsvæsker, som ansås for medvirkende til koleras udbredelse.

Lægegerningens udvikling fra lægekunst til lægevidenskab er en dynamisk proces, men den sker samtidig med, at udfordringerne bliver større og flere i takt med den stadig ekspanderende viden, som fremskridtene fører til, ikke mindst fordi hvert eneste svar fører nye spørgsmål med sig.

Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld henviste i 2002 noget kryptisk til konflikten mellem det, vi ved, at vi ikke ved, og det, vi ikke ved, at vi ikke ved.

Den samme konflikt har redet lægegerningen som en mare, også med hensyn til infektionssygdommenes årsager og behandling. De har stadig mange gådefulde aspekter og er derfor emne for voldsomme diskussioner, ligesom dem, der fandt sted på den tid, da Panum beskrev udbruddene af mæslinger på Færøerne og kolera i Bandholm, men også aktuelt i forbindelse med COVID-19-pandemien.

Her er René Flamsholt Christensens bog en kilde til stor indsigt.

Henvisninger:

Albert Gjedde: ‘Peter Ludvig Panums videnskabelige indsats’, København, 1971, Costers, 256 sider (Bibliotek for Læger 163: 1-256, 1971).

Albert Gjedde: ‘Diffusive insights: on the disagreement of Christian Bohr and August Krogh at the Centennial of the Seven Little Devils’, Adv Physiol Educ. 2010 Dec; 34 (4): 174-185.

Jens Henrik Henriksen: ‘Fire fysiologer’, København, 2018, Munksgaard, 424 sider.

Kerner G., Laval G., Patin E., Boisson-Dupuis S., Abel L., Casanova J.L., Quintana-Murci L.: ‘Human ancient DNA analyses reveal the high burden of tuberculosis in Europeans over the last 2,000 years’, Am J Hum Genet, 2021, Mar 4; 108(3): 517-524.