Bøger
Forfatter bag ny bog: »Der er brug for lægelige ledere«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Succes som lægelige leder beror ikke længere på selv at være en dygtig og kompetent læge, men på at få andre til at være dygtige og kompetente, siger Karen Poder.
Ny bog om ledelse henvender sig særligt til læger, der er ved at skifte identitet fra fagspecialist til leder. Både læger med formelt og uformelt ledelsesansvar får i bogen en introduktion til forskellige ledelsesgreb og praktiske eksempler fra forfatternes omfattende erfaring med ledelse.
‘Læger der leder’ er en ny bog til alle, der er på vej til, er midt i eller allerede har gennemgået forandringen fra fagspecialist til leder. De tre forfattere bag bogen har tilsammen mere end 70 års erfaring med ledelse. Dagens Medicin har talt med én af dem, Karen Poder er chefkonsulent i Ledelse og Organisation, Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden.
Hvorfor er der brug for en bog om læger, der leder?
»Det er der, fordi der er brug for læger i ledelse. Det har der altid været, men med de udfordringer, sundhedsvæsenet står over med færre ressourcer og flere patienter, så er der brug for lægefaglige indspil til løsningerne.«
»Tidligere har der været tradition for, at læger har haft meget lidt lyst til at være ledere, og det har givet meget få ansøgere til lægelige lederstillinger. Læger er jo dybt specialiserede fagfolk, og ledelse er langt mere et generalistfag, så det kræver et identitetsmæssigt skift, som de ikke har ønsket.«
»Det er nok på vej, at de nye generationer er mere positive over for at blive ledere og med overenskomsten fra 2021, der introducerede et nyt ledelseslag på hospitalerne i form af de ledende overlæger, har der været mere fokus på læger i ledelse. Det kræver nogle helt andre kompetencer, og ledelse er i dag meget mere end at være god til administration og økonomi. Ledelse kræver, at man kan samarbejde og få ting til at ske gennem andre mennesker.«
»Vores bog er både til dem, der allerede er gået ind i ledelse og har brug for mere specifik viden om et nyt felt, og til dem, der ikke har formelle ledelsesposter, men påtager sig ledelsesopgaver f.eks. i form af at være vagtplanlægger, uddannelsesansvarlig eller kvalitetsansvarlig. Den er til alle dem, der synes, at ledelse er interessant og gerne vil lære mere om den faglighed der kræves for at lave lægelig ledelse.«
»Målgruppen er først og fremmest læger, men jeg tænker, at ledende sygeplejersker og andre sundhedsfaglige også kan få noget ud af teorier og ledelsesmodeller.«
Tre budskaber
Hvordan er bogen blevet til?
»Bogen bygger dels på international forskning på området og dels på vores empiriske erfaring fra mange års undervisning på lederkurser. Cases og citater kommer fra ledere på vores hold.«
Hvad er de tre vigtigste budskaber i bogen?
»Bogen beskæftiger sig med ledelse på forskellige niveauer. Det første niveau handler om individet, altså om selve lederidentiteten, og hvad der ligger i at forstå sig selv som leder. Hvis vi kigger helt tilbage til Ledelseskommissionen (2017), så viste den tydeligt, at læger var dem, der mindst så sig selv som leder kontra deres faglige identitet.«
»At danne en ledelsesidentitet er vigtigt, fordi succes som lægelige leder ikke længere beror på selv at være en dygtig og kompetent læge, men på at få andre til at være dygtige og kompetente. Hvis man skal trives i lederrollen, så må man tage den på sig, og det er selvfølgelig noget, vi beskæftiger os med i bogen.«
»Det andet niveau er det relationelle. For at være en dygtig leder, skal du kunne spille sammen med og virke gennem andre. Det kræver, at du kan forstå andre, som er anderledes end dig selv. Du skal have god kommunikation og kunne løse konflikter og håndtere meningsforskelle. Du skal kunne inddrage andre i beslutninger. Det kræver en stor opmærksomhed på det relationelle arbejde.«
»Det tredje niveau handler om at indgå i en større sammenhæng. Du skal forstå dig selv som en del af ledelseskæden og som en del af et politisk styret system, der sætter vilkår og rammer, du skal navigere indenfor. Du skal kunne lede opad og påvirke din chef og din chefs chefer. Og du skal kunne lede nedad og få andre mennesker med i den retning, I skal nu. Du skal se dig selv som én, der spiller på en større bane og lære de regler at kende, så du kan navigere i det.«
Hvad er det sværeste af de tre niveauer, når man kommer fra et almindeligt lægeliv og træder ind i lægelig ledelse?
»Det er ofte den med at indgå i større sammenhænge, der kan blive afgørende for, hvor godt det går dem. Altså, om de forstår at navigere i organisationen, begå sig i det politiske system og lave alliancer. Men de tre niveauer hænger sammen, så man kan ikke på den måde udpege ét af dem.«
Find en makker
Hvad håber du at læseren tager med sig fra bogen?
»Jeg håber, at de bliver inspirerede, både til at tage ledelsesopgaver på sig og til at søge lederjobs. Jeg håber også, at bogen vil skabe større bevidsthed om, at ledelse kræver en helt ny faglighed.«
Hvad er dit bedste råd til en lægelig leder?
»Du skal sørge for at have nogle makkere og nogle sparringspartnere, der kan give dig feedback. Læger får jo feedback på den faglige bane, men det gør de ikke nødvendigvis som ledere – og det skal de have.«
»Ledelse kan godt være hårdt, hvis man ikke har et fællesskab med andre, der har de samme vilkår. Man ser tit, at ledere er ensomme, fordi de ryger ud af deres kollegiale fællesskab og ender med at sidde alene og tumle med svære beslutninger. Så sørg for at få nye fællesskaber.«
Karen Poder, Line Hvilsted og Søren Barlebo Rasmussen, ‘Læger der leder’, Hans Reitzels Forlag, 186 sider.
Om bogen ‘Læger der leder’
Bogen, der bygger på ledelsesteori, forklarer forskellige aspekter af ledelse krydret med praksiseksempler og cases fra de tre forfattere. Teksten er mange steder suppleret med modeller og diagrammer, der understøtter og forklarer yderligere.
Målgruppen for bogen er alle læger, der både formelt og uformelt har et ledelsesansvar og gerne vil blive klogere på forskellige aspekter af ledelse.
Forfatterne bag bogen har tilsammen mere end 70 års erfaring med ledelse.
Karen Poder er chefkonsulent i Ledelse og Organisation, Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden. Hun har arbejdet med ledelse og udvikling af ledere i offentlige, fagprofessionelle miljøer i mere end 25 år.
Line Hvilsted er organisationspsykolog og chefkonsulent i Region Midtjylland. Hun har i 20 år arbejdet med teamudvikling, trivsel, resiliens og et hav af lederudviklingsforløb i offentlige og private organisationer.
Søren Barlebo Rasmussen er partner i strategihuset Mobilize Strategy Consulting. Han har arbejdet med strategi og ledelse i faglige organisationer i mere end 25 år. Han har særligt arbejdet i sundhedsvæsenet og universitetsverdenen og har her stået for mere end 200 længerevarende ledelseskurser.
Del artiklen: