Elektrochok: Mellem mirakelkur og hukommelsessvigt

Indledningsvis vil jeg komme med en deklaration af bias. Jeg er nævnt i taksigelsesafsnittet i bogen, fordi jeg har forfattet en støtteerklæring til brug for fondsansøgninger i forbindelse med bogen. Således var jeg vidende om værkets påtænkte tilblivelse og havde på forhånd meget positive forventninger. En sådan anbefaling må nødvendigvis rumme forestillingen om, at forfatteren er den rette, og at værket vil føre til noget gavnligt. Min anmeldelse skal naturligvis ses i lyset heraf.

Jeg vil indlede med at konstatere, at resultatet – dvs. bogen – ikke bare indfrier forventningerne, men sågar overstiger mine på forhånd høje forventninger.

‘Jeg er hvad jeg husker’ ligger i forlængelse af Peter Øvigs forrige bog ‘Min mor var besat’, men kan læses alene.

På vej til ‘skafottet’

Bogen er skrevet med Peter Øvig i centrum. Læseren præsenteres for Peter første gang, da han er på vej til ‘skafottet’. Han skal indlede elektrochokbehandlingen (ECT) på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet og afhentes af portøren for at komme op i behandlingsrummet.

Det er en skrækindjagende oplevelse, når man er svært depressiv og tilmed psykotisk. Det er i tilbageblik overraskende, at det kunne lade sig gøre at få ham med til behandlingsrummet. Det gør Peter Øvig nysgerrig.

Vi er med som læsere, da han igen indånder Fælledparkens luft og fejrer, at han er fri af depressionens dæmon

Bogen undersøger grundigt ECT-behandlingens historiske og kulturelle betydning. Forfatteren Hemingway er en af dem, og en dokumentarisk fortælling udfolder sig om Hemingways sidste dage og tragiske endeligt. Kunne det have fået et andet forløb?

En anden kendt, men fiktiv, person er R.P. McMurphy, formidabelt spillet af Jack Nicholson i filmen ‘Gøgereden’. ‘Gøgereden’ har haft en helt enorm indflydelse på opfattelsen af ECT-behandling i hele verden. Det dykker Peter Øvig derfor ned i, idet han undersøger det litterære forlæg af forfatteren Ken Kesey. Det synes at være meget tvivlsomt, om det egentligt var hensigten, at bogen eller filmen skulle have en antipsykiatrisk vinkel. Formentlig ikke.

Peter Øvig Knudsen. ‘Jeg er hvad jeg husker: Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt’, Gyldendal, 306 sider, vejl. pris: 249,95 kr. Er udkommetFoto: Gyldendal

Fri af depressionens dæmon

Peter Øvig bliver helbredt – mirakuløst – efter syv ECT-behandlinger og bliver udskrevet fra den lukkede afdeling. Vi er med som læsere, da han igen indånder Fælledparkens luft og fejrer, at han er fri af depressionens dæmon. Nærmest stik imod hans egen forventning.

Peter Øvig får gennem en undersøgende tilgang fat i en gruppe af mennesker, der meget udtrykkeligt skriver om ECT som et onde. Nogle har tilknytning til Scientology, deres påstande er vilde og dramatiske. Andre er mennesker, der bare har oplevet det modsatte af en mirakuløs effekt af ECT-behandling.

Blandt denne gruppe af mennesker udvælger han Pernille Frandsens historie til videre analyse. Pernille Frandsen har også fået ECT-behandling ligesom Peter Øvig, men i modsætning til ham har hun ikke oplevet nogen positiv effekt. Til gengæld har hun udtalte hukommelsesmæssige udfordringer.

De to mødes tidligt i bogen og påbegynder en dialog. Kan man forene eller forklare de to oplevelser? Kan begge dele være sande? Pernille Frandsen og Peter Øvig samler trådene til sidst – det vender jeg tilbage til. Dette er nok grebet, der gør bogen rigtig læseværdig.

Pirrende samtaler

I mellemtiden kommer vi vidt omkring i fortid og nutid. Der er fortællinger om karismatiske patienter og deres behandlere, da Peter Øvig var spirende journalist og skrev om psykiatrien. Vi hører om dengang, og han møder nogle af de samme mennesker igen i nutiden.

På den måde belyser han, hvorfor psykiatrien er omgærdet af fortællinger om konspirationer og skjulte bagmand

Hukommelsen bliver et emne, som bogen besøger og bearbejder. Vi møder forskerne, der gerne vil blive klogere, men vi forstår også, at hukommelse er et mangeartet fænomen, som kan brydes ned i mange forskellige begreber. At undersøge de forskellige komponenter byder på udfordringer.

Særligt den autobiografiske hukommelse er vanskelig. Igennem bogen kommer vi i samtale med professorerne Tom Bolwig, Poul Videbech og Kamilla Miskowiak. Det gøres på en måde, der pirrer og oplyser på samme tid.

To virkeligheder

Men i videnskabens verden er alt ikke eksakt eller endeligt. Der er altid tvivl og nye sten at vende, og der er hele tiden mulighed for at udvikle og raffinere, så vi bedre forstår.

Omdrejningspunktet for bogens behandling af hukommelsesvirkninger er de to virkeligheder repræsenteret ved Pernille Frandsen og Peter Øvig. Enhver sundhedsfaglig indsats må altid være en afvejning af virkning over for bivirkninger. Vanskelighederne opstår, når tilstanden ubehandlet i sig selv kan føre til hukommelsesproblemer. Det er samtidig den mulige bivirkning, som altså kan være den samme som symptomerne. Man kan ikke ud fra den tilgængelige viden afgøre med sikkerhed, hvor et givent symptom hører hjemme.

Det kan også være, at behandlingens virkning og dens bivirkninger kan forstås inden for den samme ramme? Pernille Frandsen kommer med en oprigtig fortælling, der er endt på en ulykkelig måde. Det, der er ekstra smertefuldt for hende, er den manglende anerkendelse. Pernille Frandsen har været heldig at få et genoptræningstilbud, hvor hun træner hukommelse med en ergoterapeut. Det er betydningsfuldt for hende, at man har imødekommet den tvivl, der hersker.

Nuanceret budskab

Peter Øvigs bog kunne være blevet en skinger anprisning af ECT som en mirakelkur. I stedet formår forfatteren at nuancere budskabet om ECT-behandlingens indimellem bemærkelsesværdige effekt.

Han fastholder sine egne positive oplevelser, samtidig med at han møder de mennesker, der af en eller anden grund har en anden oplevelse. Det ene udelukker ikke det andet, men giver blot anledning til yderligere undersøgelser.

Måske har Peter Øvig et yderligere ærinde. Han søger i hvert fald at afdække en af psykiatriens myter. På den måde belyser han, hvorfor psykiatrien er omgærdet af fortællinger om konspirationer og skjulte bagmand.

Den alvorlige konsekvens af denne tingenes tilstand er en vigende politisk interesse, så psykiatrien havner lavt i magthierarkiet. Det skader først og fremmest de psykiatriske patienter og deres pårørende.

I denne bog er de pårørende menneskeliggjort ved Peter Øvigs to børn, kæresten og de trofaste venner, der hjalp ved hans indlæggelse. Og forløbet har haft omkostninger – ingen er uberørt, selv når der ydes mirakelkur.

Tænk, hvordan det må være, hvis behandlingen ikke virker.