Conevski-sagen er blevet en kamp mellem politi og læger

Længere nede i artiklen bringer vi et kapitel fra bogen.

Er livstidsfangen Naum Conevski en farlig person, der kan finde på at gøre alvor af sine mordtrusler, eller er han i virkeligheden en psykisk syg, men ufarlig, gammel mand, der efter eget ønske bør hjemsendes til afsoning i Nordmakedonien? Det er et af de underliggende spørgsmål i journalist Anders Lomholts nye bog ‘Livstid: Drabssagen der ikke vil dø’.

Her gennemgår Anders Lomholt drabssagen fra 1984, hvor to unge mænd blev skudt på klos hold en tidlig forårsmorgen på Femøren på Amager. Godt et år efter blev jugoslaven Naum Conevski kendt skyldig i drab og idømt livstid. I gennemsnit sidder en livstidsfange 17 år i fængsel, men Conevskis ophold i fængsler og på lukkede institutioner er nu gået ind i sit 37. år. Dermed er han den person herhjemme, der har afsonet længst tid.

I 2018 satte Anders Lomholt sig for at undersøge, hvorfor de danske myndigheder vægrer sig mod at løslade Conevski, der i dag er 72 år, fysisk svag og stærkt psykisk syg, men er velmedicineret med stærke doser antipsykotisk medicin i form af depotindsprøjtninger.

»Der er jo politisk konsensus om, at udenlandske kriminelle skal afsone straffen i deres hjemland så hurtigt som overhovedet muligt. Naum Conevski koster samfundet i omegnen 4.000 kr. om dagen, og oven i det kommer alt det bureaukratiske arbejde og delegationer til Nordmakedonien, der har beløbet sig til en formue. Så hvorfor løslader de danske myndigheder ikke Conevski eller sender ham til afsoning i sit hjemland, som man har gjort med mange andre udenlandske kriminelle?« siger han.

Puslespillet om Conevskis liv

Anders Lomholt er den første journalist siden 1993, der har fået adgang til at interviewe Naum Conevski og opnået hans samtykke til at få indsigt i sagen. Dermed er han også den første, der kan afdække det komplicerede sagsforløb, der tæller flere tusinde sider og har involveret samtlige justitsministre, siden sagen startede.

»Der er dumpet noget i omegnen af 3-4.000 sider aktindsigt ind på mit skrivebord, som har givet mig mulighed for at gennemgå hele sagen minutiøst. Desuden har jeg talt med tidligere ansatte i ministerierne, i politiet, i psykiatrien, Conevskis kone, gamle venner og en række andre centrale personer i sagen,« fortæller han.

Her tre år senere er det lykkedes Anders Lomholt at samle brikkerne i det store puslespil og nærme sig nogle svar på, hvorfor Conevski næppe får lov til at forlade den lukkede afdeling på Sct. Hans Hospital foreløbigt.

»Blandt andet viser det sig, at Naum Conevski selv har en stor del af ansvaret for, at Justitsministeriet stadig ikke tør slippe taget i ham. Gennem tiden har han fremsat trusler mod navngivne politifolk og tilfældige danskere både herhjemme og i udlandet. Og han gør det fortsat den dag i dag. Jeg kan godt se, at det er noget af et dilemma at være kontorchef i Justitsministeriet og sætte den underskrift, der løslader ham, hvis det resulterer i, at han gør alvor af sine trusler,« siger Anders Lomholt.

Kampen om Conevskis skæbne

I kulissen er der stor uenighed om, hvad man skal stille op med Conevski. Mens politiet vurderer, at Conevski er for farlig at slippe ud, argumenterer læger for, at Conevski er fejlplaceret på en lukket retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans, og at han er så velmedicineret, at han ikke længere er farlig og derfor bør få lov til at komme hjem.

»På den måde er Conevski-sagen blevet til en kampplads med politiet på den ene side og lægerne på den anden,« påpeger Anders Lomholt og tilføjer, at sagen også afspejler en mere generel problematik.

»Der har alle dage været stor uenighed om, hvad man stiller op med sindssyge kriminelle. Hvor mange restriktioner og hvor meget sikkerhed skal der være omkring disse patienter, som lægerne gerne vil behandle, mens politi og anklagemyndighed i højere grad er optaget af at forhindre dem i at begå ny kriminalitet. Det er et dilemma, som i høj grad bliver sat på spidsen i Conevski-sagen. Det bliver kun mere aktuelt i lyset af, at der kommer flere og flere sindssyge kriminelle, og der langt fra er pladser nok i det retspsykiatriske system.«

Anders Lomholt i samarbejde med Henrik Nordskilde: ‘LIVSTID’, udkom 21. juni, People’sPress, 300 sider, hæftet. Vejl. pris: 299,95 kr.

Anders Lomholt fortæller, at billedet af Naum Conevski bliver yderligere kompliceret af, at han ikke på noget tidspunkt har erkendt eller angret sin forbrydelse.

»Efter at have brugt to år på at grave rundt i hans sag, historie og liv kan jeg stadig ikke lure, hvad han egentlig er for en. Når han sidder og siger: ‘Jeg har ikke gjort det ene og det andet’, lyver han så bevidst? Eller har han spundet sig ind i sine egne forklaringer og gentaget dem så mange gange hen over årene, at han faktisk ikke er klar over, at det, han siger, er løgn. Det er jo derfor, at myndighederne ikke kan afslutte den her sag – de kan heller ikke finde ud af ham,« siger han.

Conevskis fængselspræst

Få mennesker omkring Conevski har gennem årene troet på han uskyld. Heriblandt Anders Lomholts egen far, der var fængselspræst for Conevski i Horsens Statsfængsel i slut 80’erne, og som stadig besøger ham. Hjemme hos familien Lomholt har Conevski derfor ofte været et samtaleemne omkring middagsbordet.

I bogen bruger Anders Lomholt ikke så mange kræfter på selve skyldsspørgsmålet, men for ham er der dog ikke nogen tvivl om, at pilen peger på Conevski.

»Der er så utrolig mange beviser, der peger på hans skyld. Samtidig har jeg erfaret, at han er dømt for en række andre ting, og her er det også et gennemgående træk, at han nægter alt. Så på det punkt kommer jeg ikke min far i møde og siger: ‘Du har ret, han er uskyldig’.«

Conevski var allerede sindssyg

Conevskis skyld rokker bogen altså ikke ved. Til gengæld bliver der kastet nyt lys over den straf, han blev idømt. Både den tidligere leder af Sikringen, hvor han sad i ti år, og den nuværende leder af retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans mener, at Conevski muligvis var psykisk syg allerede før drabene og derfor også kan have været sindssyg i gerningsøjeblikket. Og det åbner for spørgsmålet om, hvorvidt han i virkeligheden burde have fået en anbringelsesdom frem for en almindelig fængselsdom.

»I starten afsonede Conevski jo i et fængsel, hvor han skrev de her trusselsbreve, som har medvirket til, at man i en overgang har betragtet ham som Danmarks farligste fange, og som er en væsentlig forklaring på, at hans afsoning er blevet så lang. Hvis han var blevet idømt en anbringelsesdom på et psykiatrisk hospital fra starten, havde man muligvis ikke tillagt truslerne den samme værdi, og det havde måske resulteret i et andet afsoningsforløb. I hvert fald havde det i højere grad været lægerne, der havde bestemt, hvad der skulle ske med ham, og ikke kriminalforsorgen,« påpeger Anders Lomholt.

Uddrag fra bogen ‘Livstid: Drabssagen der ikke vil dø’

Kapitel 18: Alle er på vagt

En tidlig forårsmorgen i 1984 blev to unge mænd skudt på Femøren på Amager. En tredje nåede at undslippe. Godt et år senere blev Naum Conevski idømt livstidsstraf for dobbeltmordet og har siden afsonet sin straf i fængsler og på sikrede institutioner – heriblandt den lukkede institution Sikringen, som huser de absolut farligste og mest psykisk syge dømte kriminelle. I dette uddrag fra bogen lander vi i 1998, hvor Naum Conevskis farlighedsdekret er blevet fjernet, og derfor kan han blive overflyttet fra Sikringen til en retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Hospital i Roskilde.

Af Anders Lomholt

Den 7. januar 1998 blev Naum Conevski igen sat i en bil og transporteret med politieskorte. Denne gang fra Sikringen ved Nykøbing Sjælland til Københavns Kommunes gamle sindssygehospital, Sct. Hans. Ind ad de små veje, hvor de godt 150 år gamle bygninger ligger spredt ud over et større område ned til Roskilde Fjord. Forbi to- og tre-etagers huse med grønne vinduesrammer og sorte skifertage hen til det daværende højsikkerhedsafsnit, Afdeling R1, som lå i en nyere etplansbygning med plads til 14 patienter.

Her stod personalet klar til at tage imod, og der var allerede gjort en del for at øge sikkerheden. På papiret var Conevski indskrevet som fange i Herstedvester Fængsel, men indlagt som patient på Sct. Hans. Det var fængslet, som skulle føre tilsyn og stå for kontakten med Kriminalforsorgen, hvis der skulle træffes større beslutninger om hans fremtid. I begyndelsen havde Conevski færre frihedsrettigheder på Sct. Hans end på Sikringen. På R1 måtte han ikke gå på ledsaget udgang til Roskilde. I begyndelsen måtte han slet ikke forlade afdelingen. Læger, socialrådgivere og plejepersonale følte sig endnu ikke trygge ved den berygtede Conevski. Den daværende overlæge og leder af R1, Peter Gottlieb, fortæller dog, at han fik et godt førstehåndsindtryk af den nye patient.

»Jeg husker ham som en utrolig høflig mand. Han hilste altid meget hjerteligt. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt, for jeg var jo en slags fangevogter for ham. Men det lod ikke til at gå ham på.«

Naum Conevski kørte fra begyndelsen på med sin fortælling om, at han var uskyldigt dømt, og at det hele skyldtes kriminalassistent Arne Astrup. I journalen blev det noteret som: ‘Paranoidt lydende udtalelser’. Der stod også, at Conevski generelt virkede ‘rolig, apsykotisk, underdanig, lidt trist og grådlabil’.

For overlæge Peter Gottlieb var patienten på mange måder en udfordring. Også i lyset af at han først lige var kommet af med ti års farlighedsdekret.

»Kriminaliteten, han havde begået, var uhyggelig og uforståelig. Der var mange, der var bange for Conevski. Og for behandlere var han svær at arbejde med, fordi han var så ekstremt høflig og meget formel. Det gør det ikke lettere at vurdere farligheden af en person. Når han samtidig benægtede alt, hvad han havde gjort, så var det svært at lære ham at kende. Det var svært at regne med ham.«

Sct. Hans havde i den periode en del kontakt med politiet, som gjorde det klart, at den nye beboer på R1 var ensbetydende med problemer. Det fremgik også af journalen.

»Henvendelser fra Anstalten ved Herstedvester, Roskilde Politi og Københavns Politi, Advokatur A (politiets anklagere, red.), er alle udtryk for, at patienten lægeligt og politimæssigt vurderes forskelligt med hensyn til fare. Patienten skal derfor observeres nøje, og forandringer i situationen noteres,« skrev overlæge Gottlieb.

I første omgang var der ingen problemer med Conevski. I hvert fald ikke på afdeling R1. Men i verden udenfor så det anderledes ud, da medierne blev opmærksomme på, at ‘Danmarks farligste fange’ var overført til et almindeligt psykiatrisk hospital. To uger efter Conevskis ankomst udkom B.T. med tre historier om dobbeltmorderen – under overskrifterne: ‘Conevski ud af sikringscellen’, ‘Kold og kynisk likvidering’ og ‘Politiet forundret’.

B.T. bragte et billede af Conevski ledsaget af teksten: ‘Pas på! Her er Danmarks farligste fange, dobbeltmorderen og voldtægtsforbryderen Naum Conevski, der nu er anbragt på et hospital i Roskilde’.

Artiklerne beskrev, hvordan Conevski pludselig ikke blev vurderet farlig længere og var flyttet fra den flugtsikre afdeling på Sikringen til Sct. Hans Hospital, hvorfra adskillige farlige patienter var flygtet. To år forinden var der to meget omtalte sager, som begge handlede om seksualforbrydere. Den ene var fortsat på fri fod. Derudover havde der også de seneste otte måneder været to mindre omtalte patientflugter. Alt sammen brændstof til en heftig debat om placeringen af Conevski på Sct. Hans.

Kriminalinspektør Jørgen Juul fra Roskilde Politi sagde til Ritzaus Bureau:

»Hvis man spørger, om Conevski kan gå dernede fra, så er svaret ja, for Sct. Hans er et hospital. Så længe han får sin medicin og er ufarlig, er alt godt. Men hvis han flygter, så må man konkludere, at han sad det forkerte sted.«

B.T. skrev om Conevskis ‘morderiske planer’, da han ti år før sad på Herstedvester. Nu havde avisen talt med blandt andre den nye drabschef i Københavns Politi, Kurt Jensen, om overførslen til Sct. Hans.

»Jeg er forundret over den beslutning. Vi blev orienteret, dagen før han blev flyttet. Jeg er også dybt forbløffet over, hvorfor manden gradvis skal udsluses, når han skal udvises af landet efter endt afsoning af livstidsdommen.«

Justitsministeriet var i tæt kontakt med Københavns Politi, hvor især én mands ord vejede tungt. Det var Henning Schou Kofoed, som lavede trusselsvurderingen af Conevski efter fundet af dødslisten i Herstedvester i 1987

B.T. og kilder inden for systemet beskrev det som en fodfejl begået af en uerfaren jurist, da Københavns Politi accepterede overførslen. Vedkommende havde ikke været opmærksom på, at det var kutyme at tage drabsafdelingen med på råd, når der skulle træffes beslutninger om Conevski. Men uanset høringssvarene, så var det justitsminister Frank Jensen, der havde sat sin underskrift på beslutningen. Og nu kom den ungdommelige justitsminister, der havde siddet et år på posten, under pres:

»Har vi virkelig så ung en justitsminister, der ikke husker livstidsfangen Naum Conevski. Han er Danmarks farligste forbryder,« stod der i januar 1998 i et læserbrev i B.T.

Dansk Folkeparti mente, at beslutningen skulle omstødes, og at Conevski skulle sendes tilbage til Sikringen. Pia Kjærsgaard stillede i Folketinget spørgsmål til justitsministeren:

»Vil ministeren orientere sig om den dobbelte morder Naum Conevskis løsladelse fra Sikringsanstalten og få denne afgørelse omstødt, såfremt det viser sig, at det er en fejl eller dårlig sagsbehandling, der har gjort, at han er blevet løsladt, da personsagen ikke var undersøgt til bunds inden tilladelsen til overflytning til Roskilde?«

Søndagsmagasinet på DR1 bragte et indslag, hvor overlæge Bjørn Kaldan fortalte, at Conevski var kronisk sindssyg, og at han derfor kunne blive farlig igen, hvis ikke han fik sin medicin. Det udsagn blev brugt af Det Konservative Folkeparti til at melde sig i koret af kritikere, der mente, at Conevski var alt for farlig til Sct. Hans. Og i Jyllands-Posten leverede Dansk Politiforbund en skarp kommentar:

»Er de da blevet rablende gale. Han er en af de farligste personer, vi nogensinde har haft med at gøre,« lød det fra formand Tommy Agerskov Thomsen.

Senere kunne Berlingske Tidende fortælle, at også den overlevende fra Femøren, Dennis Andersen, var bekymret. Han bad om foretræde for justitsminister Frank Jensen, som i februar 1998 indvilgede i at mødes med den nu 30-årige mand. På mødet sagde Dennis Andersen, at han stadig følte sig truet af Conevski og var bange for, at sikkerheden på Sct. Hans ikke var god nok. Frank Jensen forsøgte at berolige ham. Faktisk havde Conevski nu færre muligheder for at komme på udgang, end han havde på Sikringen, og formentlig var han hverken fysisk eller psykisk i stand til at flygte. Skulle det alligevel ske, ville Dennis Andersen blive underrettet med det samme af Københavns Politi, ligesom politiet i den situation ville være klar til at yde ham ekstra beskyttelse. I dag siger Frank Jensen om sagen:

»Jeg kan huske, at jeg havde stor sympati for den unge mand, der overlevede Conevskis angreb ude på Femøren. Han var jo offer i en forfærdelig sag. Så selv om der var rigtig mange sager inde over mit bord, da jeg var minister, så var det trods alt sjældent sager af så grov karakter.«

Justitsministeriet var i tæt kontakt med Københavns Politi, hvor især én mands ord vejede tungt. Det var Henning Schou Kofoed, som lavede trusselsvurderingen af Conevski efter fundet af dødslisten i Herstedvester i 1987. Han var nu avanceret til souschef i drabsafdelingen.

»Selvfølgelig fik Dennis meget opmærksomhed. Det skulle da bare mangle. Han var virkelig bange for Conevski, og i lyset af hvad han havde været udsat for, da hans to venner blev dræbt, så er det politiets opgave at tage hånd om en mand som Dennis. Vi skal sikre, at der ikke sker ham noget. Og at han kan leve et trygt liv.«

Henning Schou Kofoed havde lavet en alarmeringsplan med navne og telefonnumre på personer, der skulle kontaktes, hvis Conevski flygtede. På listen stod drabsafdelingens chef Wolmer Petersen, kriminalkommissær Arne Astrup, anklager H.C. Abildtrup og ikke mindst Dennis Andersen.

»Hvis Conevski flygtede, ville vi som det første ringe til Dennis og advare ham. Så kunne vi tage den derfra. Så kunne det være, vi ville fjerne Dennis til en anden bolig. Alt efter, hvad han og vi i situationen skønnede nødvendigt.«

Findes der stadig en alarmeringsplan i tilfælde af, at Conevski flygter?

»Den plan lå der, da jeg stoppede for ti år siden og eksisterer stadig. Det ved jeg, fordi min afløser har ringet til mig, efter at jeg gik på pension, for at få den opdateret.«

Nu er Conevski en gammel mand, der ikke kan løbe ret langt, så hvorfor er det nødvendigt?

»Hvis der ikke var en alarmeringsplan, og Conevski stak af, så ville politiet få voldsom kritik, hvis der skete noget. Og med rette. Jeg tror ikke, han kan flygte nu. Han er formentlig så medicineret, at han ikke kan noget som helst. Men derfor er vi stadig nødt til at være parate,« siger Henning Schou Kofoed.

Efterhånden som kritikken af flytningen til Sct. Hans voksede i starten af 1998, fik overlæge på Sct. Hans Peter Gottlieb nok. Han mente ikke, at Conevskis private forhold vedrørte offentligheden, og han støttede beslutningen om at flytte ham til Sct. Hans.

Sikkerhedsgruppen hilste på Conevski, som virkede ‘stille og høflig’, om end sløret i blikket. Muligvis fordi han dagen før havde fået sin indsprøjtning af depotmedicin

»Det bedste sted for en psykiatrisk patient med Conevskis historie er vores sikrede, lukkede afsnit her på retspsykiatrisk afsnit på Sct. Hans Hospital,« sagde han til Ritzaus Bureau.

Det ændrede ikke noget. Kritikken fortsatte og sendte rystelser gennem det juridiske system. Nu gik politimesteren i Roskilde direkte til Justitsministeriet med oplysninger om den hullede sikkerhed på Sct. Hans.

Et par dage efter dumpede et brev fra Justitsministeriet ind hos Kriminalforsorgens direktør med krav om en vurdering af sikkerheden på hospitalet. Som der stod i brevet:

»Sagen er blevet yderligere problematiseret, efter at ministeriet (…) er blevet kontaktet af politimester Uffe Kornerup i Roskilde.« Der stod også, at Kriminalforsorgen skulle være parate til igen at flytte Conevski.

»Kan den nuværende anbringelse af Conevski ikke anses for sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig, skal jeg samtidig bede dig om at overveje eventuelle alternativer til anbringelsen.«

Kriminalforsorgen nedsatte en sikkerhedsgruppe, der skulle inspicere de fysiske rammer på Conevskis afdeling og vurdere hans mentale og fysiske helbred. Kort efter fik de 14 beboere på R1 et usædvanligt besøg af seks personer, der skulle gennemgå afdelingen.

Sikkerhedsgruppen hilste på Conevski, som virkede ‘stille og høflig’, om end sløret i blikket. Muligvis fordi han dagen før havde fået sin indsprøjtning af depotmedicin. Det blev noteret, at han var let overvægtig, så ud til at være i dårlig fysisk form og tilsyneladende var glad for at få besøg. Han var snakkesalig. Især over for to af de besøgende, som kom ind på hans værelse. Conevski fortalte dem, at der var godt nyt forude, fordi han mente, at han snart ville få udgang fra Sct. Hans. Han sagde også, at han lige om lidt ville blive overført til afsoning i Makedonien. Han fortalte om sin familie i Ohrid og om sin syge mor.

En af de to, der besøgte ham, var sikkerhedsovervagtmester Lasse Dahl fra Herstedvester Fængsel:

»Han var utrolig imødekommende. Han virkede oprigtig talt glad for at se mig. Vi kendte jo efterhånden hinanden ganske godt. Men det er, som om han ikke kan se forskel på dem, der er på hans side, og dem, der er imod ham. Jeg var jo ikke på hygge-besøg. Jeg var ude for at kontrollere sikkerheden og komme med forslag til, hvordan den for hans vedkommende kunne skærpes.«

I en rapport konstaterede Lasse Dahl og resten af sikkerhedsgruppen, at sikkerheden på R1 var øget betydeligt efter patientflugterne i 1996.

Blandt andet fordi vinduerne nu var boltet til udefra. Det blev også noteret, at der var panserglas i døre og vinduer, og at yderdørene altid var låst.

»De havde faktisk rigtig godt styr på sikkerheden. Den afdeling var som et lille fængsel. Som jeg husker det, var der ikke ret meget, der kunne forbedres,« siger Lasse Dahl.

Sikkerhedsgruppen havde også talt med læger, som forklarede, at selv hvis Conevski ikke fik sin sprøjte, ville depotmedicinen virke i op til et halvt år. De besøgende fik desuden at vide, at patienten kun én enkelt gang i de forløbne seks uger på Sct. Hans vist havde tegn på vrede. Det var i forbindelse med, at der opstod tvivl om, hvem der skulle betale for hans tre ugentlige telefonopkald til familien i Makedonien. Personalet fortalte, at Conevski ikke var særlig påvirket af den store medieomtale, ‘måske bortset fra at han har været en smule stolt, når han ser sig selv i avisen’.

Sikkerhedsgruppen konkluderede, at hvis Conevski skulle placeres andre steder, var der kun to alternativer:

– Sikringen, som krævede et farlighedsdekret, som der ikke var grundlag for.

– Herstedvester Fængsel, som ville være ‘uheldigt og uhensigtsmæssigt, fordi patienten er sindssyg’.

Løsningen blev at forbedre sikkerheden med krav om, at:

– Conevski ikke længere måtte bruge patienternes telefonboks i ‘slusen’ – altså den mellemgang, der adskiller yderdøren og døren ind til afdelingen. Her var han for tæt på udgangen. I stedet kunne han bruge telefonen i personalerummet, når han ringede hjem.

– Vinduerne skulle sikres i Conevskis værelse ved at anvende en anden type bolte, som ikke kunne skrues af udefra.

Dermed blev kritikken langsomt inddæmmet. To uger efter at opgaven blev stillet, skrev Kriminalforsorgens direktør i marts 1998 tilbage til justitsminister Frank Jensen, at der nu var styr på sikkerheden og ingen grund til at flytte Conevski, der ‘var velmedicineret og ikke viste tegn på vilje til undvigelse’.

Desuden lød vurderingen, at han ‘ikke uden hjælp udefra vil kunne flygte fra afdeling R1, idet hans fysik og kondition næppe var så god, at han vil kunne undvige fra Sct. Hans Hospital’.

I brevet til Frank Jensen stod der også, at Kriminalforsorgen ville blive underrettet i tilfælde af, at der skete den mindste forandring, hvis Conevski for eksempel gik i gang med konditionstræning. Eller der blev givet afslag på overførsel til Makedonien, som kunne give Conevski fornyet trang til at flygte fra Sct. Hans.

Igen gik psykiaterne i gang med at udvide Conevskis frihedsrettigheder, der ligesom på Sikringen er en grundsten i behandlingen af patienter på R1.

Midt i marts 1998 fik Naum Conevski for første gang lov til at forlade afdelingen for at gå en tur på hospitalets område ledsaget af to plejeassistenter.

En måned senere sendte overlæge Gottlieb en ansøgning til Direktoratet for Kriminalforsorgen om at tage Conevski med på en dagsudflugt til forlystelsesparken Dyrehavsbakken nord for København. Her skrev overlægen, at stort set hele afdelingen for et år siden var på Dyrehavsbakken, og at udflugten var en stor succes. Derfor var det planen at gentage turen til august med afgang i bus klokken 10 og ankomst på Sct. Hans senest klokken 19. I løbet af dagen ville patienterne få lov til at drikke en lys øl hver, og i Conevskis tilfælde ville der blive afsat en plejeassistent udelukkende til at holde øje med ham. Det var Conevski glad for, da han frygtede, at tilfældige forbipasserende ville genkende ham og kunne finde på at slå ham.

Men Kriminalforsorgen havde kun brug for fire dage til at nå frem til et afslag. Begrundet med risikoen for, at Conevski ville flygte, og at ‘hensynet til retshåndhævelsen taler imod udgang til Bakken, henset til forlystelsens karakter, beliggenhed og antallet af besøgende’.

Med andre ord kunne det virke krænkende på forlystelsesparkens gæster, hvis de så gerningsmanden bag dobbeltdrabet på Femøren nyde en øl og en frokost på Bakkens Grill & Bøfhus.

Hvis det ikke allerede var tindrende klart, skulle det i den kommende tid blive endnu mere tydeligt, at lægerne og det øvrige personale på Sct. Hans havde fået en patient, som var omgærdet af så store sikkerhedsforanstaltninger, at de stort set ikke havde noget at skulle have sagt. Det blev også hurtigt klart, at flytningen til Sct. Hans ikke blev det skridt på vejen til Makedonien, som Conevski havde håbet på.

‘LIVSTID’, Anders Lomholt i samarbejde med Henrik Norskilde, udkom 21. juni, People’sPress, 300 sider, vejl. pris: 299,95 kroner.