Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Bøger

Børnelæge digter om patienten Cubic, der har ‘tov i maven’

Udgivet:
Kommentarer (0)

Mere end 20 års virke som børnelæge har lært Ole D. Wolthers, at børns møde at udtrykke symptomer og sygdom på sjældent flugter med lægens eller forældrenes.

Gennem mere end 20 år har børnelæge Ole d. Wolthers samlet på anekdoter og udsagn fra sine patienter. Det er nu blevet til digtsamlingen ‘Frit for mit fremsyn’, som sætter fokus på den skæve og ofte finurlige måde, som børn og unge kommunikerer symptomer og sygdomme på.


I mere end 20 år har Ole D. Wolthers gemt på nogle helt særlige papirlapper i sin kontorskuffe. Lapperne gemmer på nedskrevne udtryk, beskrivelser og anekdoter, som stammer fra de tusindvis af børn og unge, han har tilset som speciallæge i sygdomme hos børn og unge på Børne og Allergi Klinikken Randers.

Efter at have indsamlet et arsenal af fantasifulde gloser har Ole D. Wolthers nu sendt lapperne ud for at leve i verden. Det er blevet til digtsamlingen ‘Frit for mit fremsyn’.

»Jeg håber, at digtene vækker en genkendelighed hos sundhedsplejersker, børnelæger, alment praktiserende læger og andre, der arbejder med børn og unge i sundhedsvæsenet. Min motivation er at sætte fokus på, hvor vigtig kommunikationen er i vores arbejde,« siger Ole D. Wolthers.

Blik for flertydigheden

Digtene i ‘Frit for mit fremsyn’ er små historier, der er inspireret af patienter, forældre og konsultationer. De personer, der omtales, er alle fiktive eller anonymiseret.

Efter at have arbejdet med børn og unge i mere end 20 år har Ole D. Wolthers haft en hel del tankevækkende møder.

Og er der én ting, han har lært undervejs, er det, at måden, som børn og unge udtrykker sygdom og symptomer på, sjældent ligner lægens eller forældrenes måde. Den indsigt kan sundhedsprofessionelle få enorm stor gavn af, mener han.

Faktisk ser børnelægen kommunikationen som et af de allervigtigste redskaber i behandlingen af syge børn og unge.

»Langt de fleste børn og unge kan man diagnosticere ved at tale med dem, hvis man formår at give sig tid til at slå ørerne ud,« siger han.

Børnelæge Ole D. Wolthers har udgivet en digtsamling, der tager afsæt i mødet mellem børn, forældre og læge, og som bygger på beskrivelser og udsagn fra tusindvis af hans egne konsultationer.Foto: Jesper Balleby

Med digtsamlingen, som er skrevet til sundhedsprofessionelle, der arbejder med børn, vil Ole D. Wolthers især skabe opmærksomhed om den flertydighed, der kan være i den måde, som børn fortæller om deres symptomer på.

Bogens titel, ‘Frit for mit fremsyn’, er et eksempel på den flertydighed. Den stammer fra en konsultation, hvor en ung pige skulle udredes for migræne. Ole D. Wolthers spurgte pigen, om hun havde synsforstyrrelser.

Som svar tog hun hænderne op foran tindingerne og svarede, at det havde hun, men på mærkelig vis var der altid ‘frit for hendes fremsyn’.

»Jeg tolkede pigens ord som en beskrivelse af centralsynet, men fremsyn er et ord med flere fortolkningsmuligheder. Der kunne jo også være tale om hendes blik på fremtiden, og at hovedpinen gjorde det uoverskueligt. Den flertydighed er god at være opmærksom på,« siger Ole D. Wolthers.

Kreative beskrivelser

Lægers evne til at forstå flertydigheden kommer især på prøve, når børn beskriver deres symptomer i billeder, som en læge aldrig selv ville bruge.

Men lykkes lægen med at forstå disse vendinger, er der ifølge Ole D. Wolthers fremragende medicinsk information at hente.

På et tidspunkt tilså han en dreng, i digtsamlingen kaldet Cubic, der havde ondt i maven. Drengen beskrev sine symptomer som et tov, der blev trukket rundt i maven.

»Den vending havde jeg aldrig selv brugt. Men drengens beskrivelser af tovet i maven gav mig en klar idé om, at han havde en funktionel lidelse, og ikke en fysisk sygdom,« siger Ole D. Wolthers.

Når børn beskriver symptomer i billeder som ‘et tov i maven’ eller andre finurlige beskrivelser, er der ifølge børnelægen oftest tale om funktionelle lidelser og ikke fysiske sygdomme.

For fysiske sygdomme er sværere at male billeder af, har Ole D. Wolthers erfaret. De er nu engang, som de er. Har man en smertefuld fysisk sygdom i maven, hovedet eller armen, er det sværere at komme med kreative beskrivelser af.

»Digtene skærper blikket for, at der er stor forskel på, hvordan børn præsenterer symptomer på fysiske sygdomme og på funktionelle lidelser. Og det gør en vigtig forskel i udredningen af barnet,« siger han.

Funktionelle lidelser kan være maveproblemer, træthed, initiativløshed eller muskelsmerter.

UDKAST: ‘NU HAR DET STÅET PÅ’

(..)

Det føles somet tov der trækkes udinde fra mavenud gennem navlenud og ud i lang tid

Cubic trækker trætet højresnoet fortøjningstovmed kun to kordelerud og giverden ene til morden anden til far

(..)

Fra ‘Frit for mit fremsyn’ side 26.

Digte, selvfølgelig

I første omgang vidste Ole D. Wolthers ikke, hvordan han skulle få papirlapperne op af kontorskuffen og ind i virkeligheden. Men en dag faldt det ham ind, at de selvfølgelig skulle samles til en digtsamling. Og det er der en helt særlig grund til.

»Pludselig kunne jeg se, at papirlapperne var små historier, der rummer både informationer og følelser. Digte kan formidle begge dele på en helt anden måde end f.eks. videnskabelige artikler eller faglige retningslinjer. Og de aspekter fylder meget, når man arbejder med børn, så det ville jeg give plads til. Jeg håber også, at læseren fornemmer en børnelæge, der er utroligt glad og taknemmelig for sit arbejde,« siger han.

Det er ikke første gang, at den skriveglade børnelæge udgiver tekster. Han har tidligere udgivet både disputats og en lang række videnskabelige artikler, og i 2022 udkom selvbiografien og samtidsreflektionen ‘DENGANG NU: De første begivenheder og deres betydning’.

Den handler om at vokse op på landet i 1960’erne og 1970’ernes Danmark, kontra hvordan børn vokser op i en mediekultur i dag.

Dualismen er nødvendig

Interessen for poesien opstod på medicinstudiet, da der begyndte at stå ‘anatomi og patologi’ på skemaet. Et fag, hvor de studerende dissekerede menneskelig.

Det var en barsk omgang for et ungt menneske, og derfor havde Ole D. Wolthers brug for at finde noget skønhed til at opveje det grumme og det mørke. Her fandt poesien vej ind i hans liv.


Ole D. Wolthers

gift og far til 5 børn

2001-: Børnelæge i speciallægeklinikken Børne og Allergi Klinikken Randers

1996: Dr.med., AU

Speciallæge i sygdomme hos børn og unge i 1993

1992: Bachelor i teologi 1992, AU

1984: Cand.med., AU


»Jeg dyrkede dualismen ved at lære om den grumme side af arbejdet med mennesker, som er døden, for så at komme hjem og læse poesi, som er skønhed og æstetik. Det er en fantastisk stimulus, man kan få af det,« siger han.

At læse om mennesket og livet fra et mere æstetisk perspektiv var dog ikke helt fremmed for Ole D. Wolthers. For sideløbende med medicinstudiet studerede han en bachelor i teologi.

»Jeg har altid været optaget af mennesket og dets eksistens. Teologi er en god balance til det naturvidenskabelige, hvor man forholder sig til mennesket ud fra fakta. I teologi er der ingen facit på samme måde, og det giver plads til spekulationer, tanker og følelser omkring det at være menneske. Jeg har brug for begge sider,« siger Ole D. Wolthers.

Dualismen og det flersidige er også at spore i hans egen digtsamling. For selvom glæden ved arbejdet gennemsyrer digtsamlingen, er der også digte, der handler om det ulykkelige, der uundgåeligt sker, når man har arbejdet som læge i mere end fire årtier. At man må sige farvel til patienter, man har kæmpet for, men alligevel mister.

I digtet ‘UNDERTIDEN’ beskriver Ole D. Wolthers de børn som ‘fredfyldte Noah-duer’, der flyver hen til ham om natten.

»Det sværeste ved at være børnelæge er, når vi mister børn. Man tænker altid, om man kunne have gjort mere eller handlet anderledes. Men jeg er glad for, at børnene kommer til mig som duer og ikke som høge,« siger han.

En børnelæge holder aldrig fri

‘Arbejdsdigte’ kalder Ole D. Wolthers digtene, der formidler følelser, stemninger og indtryk omkring arbejdet. De fleste af digtene foregår i en klinisk situation, hvor der indgår et barn, en forælder og Ole D. Wolthers.

Men der er også dedikeret plads til digte om børnelægens egne følelser og tanker omkring sit arbejde. Selv kalder han det verdens bedste arbejde og er sikker på, at mange fagfæller vil kunne spejle sig i glæden og i passionen, der gør, at man ikke kan slippe arbejdet.

»Jeg plejede at sige, at en børnelæge aldrig holder fri, indtil mine børn tvang mig til at stoppe, fordi de syntes, at det var irriterende at høre på. Men det er nu rigtig nok. Man slipper aldrig arbejdet helt,« siger Ole D. Wolthers,

I digtet ‘LUFTEN STÅR STILLE’ ligger Ole D. Wolthers ved en sø i Italien og læser. Men et barn bliver ved at rumstere i hovedet på ham. Han kigger op mod de omkransende bjerge, og pludselig går det op for ham, hvad barnet fejler.

LUFTEN STÅR STILLE

over cikadernes strygningerunder en skyfri sommerhimmelder skilles af en stribe af sodfra en strømlinet jetlydløs herfra på vej nordoverJohannes V og jegved en pøl i Perugiamed udsigt til langt højere bjergesamles mine tanker i sekunders klarsynDiagnosen må være Dandy-Walkeri den milde form selvfølgeligJeg skriver den ned over titlentil Pigen fra Hvorhvarpmedens jeg husker detog cikaderne hviler deres buer

Fra ‘Frit for mit fremsyn’ side 86.

Har jeg sagt det?

Når man gennem et langt lægeliv har mødt børn med ‘tov i maven’, kommer man til at blive godt kendt med mange af dem. Mange af Ole D. Wolthers patienter følger han nemlig helt, indtil de bliver voksne.

Og når han engang imellem hiver en papirlap op fra kontorskuffen og læser den for patienten, der i sin tid har leveret anekdoten, vækker det altid smil og forundring.

»De bliver altid så overraskede over, at de har sagt det. Både de og deres forældre har glemt det. Men det er præcis derfor, jeg har skrevet guldkornene ned og gemt dem i skuffen,« siger Ole D. Wolthers.

‘Frit for mit fremsyn’ af Ole D. Wolthers er udgivet i 2024. Bogen er på 93 sider og koster 99 kr. Den kan købes i udvalgte boghandler og online.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere